Kerteminderevyen 2022 er en tynd kop te på tekstsiden, hvilket ikke kan undgå at smitte af på helhedsindtrykket af en revy, der har et charmerende cast, men slet ikke det frække slagterhundebid, man er vant til at få på Tornøes Hotel.
Der er mange, der har skrevet tekster til Kerteminderevyen 2022, men desværre er der langt mellem de satiriske pletskud. Endnu mere påfaldende er manglen på den frækhed, som netop denne revy er kendt for. Kerteminderevyen er simpelthen pænere i år.
Den jeg tæsker, tæsker jeg
Fint lægger de ud med en rosa, blid hyldest til sommeren i Anders Vesterholms altid elegante scenografi. Den følges kontant op med en karakteristisk Farshad Kholghi-tekst, der på fjollet, men også fint tvetydig vis får spiddet vores dobbeltmoralske adfærd over for flygtninge fra forskellige egne af verden. Emnet lader med rette til at være et yndet revytema i år. ”Nu får jeg det simpelthen så dårligt over at være dansker,” som Sofie Stougaard frustreret stønner.
Samme platte, men to-the-point-karakter findes i Kholgis tekst om kønsskifte – her inden for boksning – og i Katja Holms Enden på ligestilling og i hendes ret skingert-skønne hyldest til Charles Aznavour. Hurtig opbygning og en klar punchline – i det ene tilfælde endda en ordløs af slagsen. Kholgis faste karakter Ping Pong håndterer Kholgis egen midtvejskrise med gode råd med vanlig accent, denne gang suppleret af sin særdeles jyske bondemand.
Accenterne flyver stadig frit i Kerteminde, og sangnumrene ligeså i kapelmester Peter Boms sikre arrangementer. Der svirpes med heppekorsponponer til VM i Quatar, men fokus skrider til fordel for sympatiske Hjulmand uden at få pointen frem. Enklere og mere klassisk sjove er holdet i Kim Hammelsvangs omdigtning af den danske sangskat til russisk retorik a la ”De vilde Ukra’iner” og ”Den jeg tæsker, tæsker jeg”.
Mere sødme, mindre onkelhumor
Kim Hammelsvang må gerne pakke Dronning Margrete væk. I hvert fald når hun er udstyret med en tekst udelukkende strikket sammen af forudsigelige oneliners, som Lucas Birch, der ellers godt kan skrive, er den tvivlsomme mester for. Her går der for meget onkelhumor i den, selv for Kerteminde.
Til gengæld er Kim Hammelsvang nok den sødeste, mest indtagende mand i dansk revy, når han lader melankolien fylde i den importerede vise om Den sidste analoge person. Sofie Stougaard har noget af det samme vemod i den drømmende Verden i farver, en ode til havet før plastikken tog over. En anden hyldest giver hun til den modne kvindes seksualitet. Begge numre har potentiale og vil som Katja Holms tryllekunstnerklassiker formentlig sidde i skabet om et par dage.
Biddet mangler
Der er mange hurtige grin i Frede Gulbrandsens lidt ujævne instruktion, men teksterne stikker kun dybere i få tilfælde, og der er meget langt fra dynamikken i de velfungerende scener og den manglende timing i flere scener, der fremstår ufærdige.
Revydirektøren selv bliver anholdt, før vi overhovedet kommer i gang. Han erstattes af en vikar, spillet af ham selv, hvis primære funktion er at fylde huller ud. Det bliver noget trættende i længden. Man kan godt få en gemytlig aften på Tornøes Hotel igen i år, men lad mig ønske for revyen, at den sætter sig i et lidt mere dynamisk flow, der kan kompensere for de papirtynde tekster.