★★★★☆☆ Rundkørsel – lun komedie om fællesskab i provinsbyen

I samarbejde med Teatret præsenterer Vendsyssel Teater en fornøjelig komedie om opførslen af et kunstværk i en rundkørsel i en mindre dansk provinsby. Med de fine, genkendelige karakterskildringer og deres udvikling får publikum både morskab og lidt at tænke over.

Hans Rønne og Jens Kepny står bag teksten til forestillingen Rundkørsel, der på humoristisk vis fortæller historien om en mindre by og arbejdet med et kunstværk i den nyanlagte rundkørsel. Et kunstværk, der ifølge kommunens kunstudvalg skal give byens borgere både “oplevelser og udfordrende æstetik”.

Det kunne være mennesker hvorsomhelst i Danmark – og der vil utvivlsomt være mange blandt publikum, der kan genkende såvel situationer som mennesketyper fra egne byer.

Kunstnerparodi under udvikling

I værkstedet på den lokale produktionsskole, der i Gitte Baastrups stringente scenograf består af to høje arbejdsborde, tre industrielle pendler og en håndfuld sorte stole foran de store, hvidkalkede scenografielementer bagerst, indledes arbejdet med det nye kunstværk. Fem lokale frivillige har meldt sig til at assistere den anerkendte kunstner, August Klint, som kunstudvalget har valgt på grund af hans fine anbefalinger fra Kunstfonden.

“Hvad er kunst?,” spørger Magnus Andersen Halds kækt læderjakkeklædte og herligt prætentiøse kunstner gruppen af lokale frivillige. Et spørgsmål som de efterfølgende scener med forskellige tilgange kredser omkring. Er “lort på dåse” eller “blendede guldfisk” kunst? Eller er det mere som Kejserens nye klæder?

August Klint er indledningsvist en parodi på en kunstner med lange, uforståelige udredninger om sin egen kunst. “Mine værker er for det meste konkrete,” forklarer han de interesserede frivillige og tilføjer umiddelbart derefter, at han “forsøger at finde en slags urform”. Men i Rønne og Kepnys fortælling undergår hans person en fin og troværdig udvikling. Han bevæger sig fra introvert, selvfokuseret kunstner til en aktiv del af et menneskeligt fællesskab, når han vælger side og tager de frivilliges parti i den uundgåelige strid, der opstår omkring projektet, hvilket får ham til at fremstå menneskelig frem for at være en todimensionel parodi.

Sjove stereotyper med personlige agendaer

De fem frivillige er da også vidt forskellige og deltager i arbejdet med vidt forskellige formål. “Jeg har ikke en skid forstand på kunst,” vrænger Anni Bjørns mere end almindeligt brovtne Jytte til sin søster efter en mislykket weekenddate. For Jytte, der til daglig kører Bobcat på genbrugsstationen, er single og på udkig efter en mand. Det er søster Else Marie i Hanne Laursens noget mere milde fremtoning måske også. Måske synes hun virkelig bare, at arbejdet med kunstværket i rundkørslen er spændende.

Uffe Rørbæk Madsen er forrygende som den forsagte, konsensussøgende organist, Flemming, der har meldt sig som frivillig for at møde nye, interessante mennesker. Han er underspillet morsom i Hans Rønnes fintfølende personinstruktion, hvor han uden at fortrække en mine erkender, at hans opremsning af eksempler på kunst i det offentlige rum – som Den lille havfrue, Jellingestenen og Jesperhus Blomsterpark – måske ikke helt var spot on.

Også Uffe Magnus Kristensens Henning, der med brillerne midt i panden og en ukuelig tro på egne håndværksmæssige evner ikke lægger skjul på, at han elsker jern og er god til at svejse, giver såvel den unge kunstner som de øvrige frivillige kamp til stregen. For hans glæde ved sammensvejset metal matcher ikke rigtigt den sidste frivillige, Jørgen Bings detroniserede kunstudvalgsmedlem Franks store begejstring for at snitte og omforme træer til figurative værker.

Når modstanden samler

De fem vidt forskellige frivillige er allerede på kollisionskurs inden de overhovedet hører om August Klints ideer. Dertil kommer, som den endelige katalysator for alle stridighederne, formanden for kommunens kunstudvalg, Bodil Lassens bedrevidende Merete, der igen og igen byder ind med uendeligt snørklede sætninger om god kunst og korrekt kunstsyn.

Til trods for, at Lassen indimellem får de lange sætninger lidt på tværs, så de klumper sig sammen og bliver unaturligt staccato i deres form, så fungerer Merete troværdigt som det element i fortællingen, der får de øvrige til at samle sig om fællesskabet og den fælles opgave. Som repræsentant for kommunen bliver hun deres fælles fjende, som samler dem trods forskelligheder.

Der er mange gode grin i løbet af Hans Rønnes iscenesættelse. Især anden akt har et godt tempo og høj energi. Første akt byder på mange gentagelser og megen debat om kunst, som med fordel kunne have været kortet ned. En todelt forestilling med pause i midten er naturligvis en fordel for barsalget, men Rundkørsel kunne have været strammet en smule mere op i første akt, så vi kunne være forblevet i universet og have undgået pausen.