★★★★☆☆ Din historie er også min skildrer generationskløft med stor inderlighed

I Hanne Trap Friis’ tankevækkende iscenesættelse af Din historie er også min stiller de to skuespillere gavmildt deres kroppe og historier til rådighed. Forestillingen understreger, at tabuer må brydes, hvis den nye generation i Grønland skal have mulighed for at blive helt frie af fortiden og blot være dem, de er.

“Vi kunne ha’ været flere”.

Annonce

Sådan lyder én af replikkerne fra skuespiller Else Charlem Danielsen. Hun har netop fortalt om, hvordan en dansk læge indsatte hende en spiral i hendes underliv allerede da hun var 15. Og hvordan en anden dansk læge flere år senere trods voldsomme smerter nægtede at fjerne samme spiral. For hun risikerede jo at blive gravid…

To generationer med vidt forskellige forudsætninger

I Teater freezeProductions og Naleraq Lights’ nye forestilling for unge og voksne, Din historie er også min, repræsenterer Else Charlem Danielsen den ældre generation, fortiden. Den grønlandske rapper Josef Tarrak-Petrussen er hendes modstykke, repræsentant for ungdommen og fremtiden. Måske er de mor og søn. Men de er også billedet på to hele generationer, der forsøger at forstå og nærme sig hinanden.

Han søger i fortiden efter sine rødder, sit slægtskab med “åndemaneren fra Østgrønland” og “de seje grønlandske gener,” som hans familie ikke har fortalt ham om. Fremtiden ligger for hans fødder og han vil ikke finde sig i forskelsbehandling og urimelige forhold, som at alting er så dyrt i Grønland i forhold til i Danmark, eller at den ældre generation stiltiende accepterer, at den grønlandske nationalmelodi ikke spilles sammen med den danske.

Hendes minder om fortiden rummer derimod primært svigt og ydre dominans. Hendes historie er fortællingen om et misbrugt barn. Et barn, der mod sin families ønske, blev sendt til Danmark som 4-årig, og havde glemt sit modersmål, da hun endelig fik lov at komme hjem igen. En barn, der oplevede skolens inddeling i A- og B-klasser for hhv. danske og grønlandske børn. En pige, der blev tvangssteriliseret. Godt nok ikke permanent, men mod sit eget ønske. En ung kvinde, der overlevede gennem fortielsen. “Jeg lærte at bide smerten i mig,” forklarer hun nøgternt.

Din historie er også min

“I er så kolonialiserede,” udbryder Josef Tarrak-Petrussen frustreret over den ældre generations passivitet. Men han er dog ikke sen til at tage hende i sine arme og trøste hende, som var hun et barn, da hun er sunket for langt ned i de mørke minders dyb. For deres historie er jo trods alt den samme, selvom de er startet to forskellige steder på tidslinjen.

De to skuespillere stiller gavmildt deres kroppe (og måske brudstykker af egne eller bekendtes historier) til rådighed i Hanne Trap Friis’ velfungerende og tankevækkende iscenesættelse. De bibringer historierne liv, inderlighed og troværdighed med deres kropssprog og blikke, der skuer langt ud i erindringens horisonter. De står helt tæt sammen og befinder sig alligevel så uendeligt langt fra hinanden. Det står klart, at tabuer må brydes, de må tale åbent sammen om fortiden, hvis den nye, unge generation skal have mulighed for at blive helt frie til at være, dem de er.

Stemningsskiftene i dialogen forstærkes af Naleraq Eugenius’ lysdesign, hvor varmt lys veksler med køligt blåt, når følelserne tager overhånd. Også Paarma Brandts scenografi bringes aktivt i spil i iscenesættelsen, når skuespillerne ifører sig de store fuglekranier – måske symboler på de højtflyvende ravne, Danielsen beskriver – der er placeret ved de små isbjergslignende toppe på scenen. På de store skærme bagerst er stregtegninger med overnaturlige skikkelser, der kunne høre åndeverdenen til.

Musik og intonation fortæller lige så meget som ord

Forestillingens lydside spiller smukt sammen med de – for danske ører også skamfulde – grumme fortællinger om fortiden. Men ikke alt er skidt. Naturen er en gave, og gennem Hans-Ole Amossens hvislende og pulserende lyddesign skabes en fornemmelse af naturens hjerteslag og rytme.

En væsentlig del af Din historie er også min er også Josef Tarrak-Petrussens rap. Teksterne projiceres i dansk oversættelse op på de tre store skærme, der danner bagvæggen i scenografien. Og det er naturligvis fint rent formidlingsmæssigt, at vi – der ikke forstår grønlandsk – kan læse en oversættelse.

“Du har en historie
Vi har en historie
Din historie er også min”

Men på den anden side er musik et sprog i sig selv, hvor stemning og intonation fortæller en historie lige så godt og somme tider endnu bedre, end ord kan gøre det. Og der er masser af dragende følelser og udtryk i Josef Tarrak-Petrussens stemmeføring og mimik, som fortæller historien endnu stærkere end betydningen af de grønlandske ord.

Se forestillingstrailer her.