Populært lige nu

Udviklingsplatformen for Scenekunst kortlægger det frie felt – gisninger og myter skal erstattes af viden og indsigt

Udviklingsplatformen for Scenekunst (UP) er netop nu i gang med at udvikle en omfattende kortlægning af det frie scenekunstfelt. UP’s udviklingsproducent Ann-Jette Caron samler...

Til seminaret Fondslandskabet indefra mødtes fonde og kulturliv i en åben samtale

Torsdag den 21. november holdt Performing Arts Platform og Midtjysk kulturakademi et seminar med titlen Fondslandskabet indefra – om fokusområder, blinde vinkler og samspil...
Annonce

★★★★★★ Ingvar! – kapitalismekritisk musicalsatire går linen ud med bravour

Fredericia Musicalteater bygger et bundkomisk, kapitalismekritisk møbelimperium og cementerer med Ingvar! sin position som et musicalteater, der ikke blot er hamrende professionelt, men også modigt og nyskabende.

Annonce

Sjældent har jeg leet så meget og samtidig været blæst bagover af en knuskonsekvent iscenesættelse og et musikalsk cast, der fungerer som et kollektiv, hvor alle løfter hinanden stadigt højere. Fredericia Musicalteater sætter trumf på sin modige profil med Ingvar! om IKEAs grundlægger, Ingvar Kamprad.

Ingvar!
Ingvar! på Fredericia Musicalteater. Foto Søren Malmose.

Kapitalismen kalder

Det lyder måske lidt for meget af umbraconøgler, manglende dele og kötbullar, som vel er de flestes umiddelbare association, når det svenske møbelimperium nævnes. Men Ingvar! vil meget mere. Den musikalske møbelsaga havde premiere i 2009 i kølvandet på finanskrisen, og i første scene befinder vi os da også blandt børsfolket, der ser kurserne droppe med lynets hast. Nu er gode råd dyre, så hvad ville mon Ingvar, den perfekte iværksætter, have gjort?

Børsmæglerne forenes i en såkaldt ”kulning”, et gammelt, svensk lokkeråb for kvæg. Kvæget er både dem og os, der ikke giver op på kapitalismen, lige meget hvor meget den svigter. Råbet sætter samtidig an til en tour de force gennem de sidste 100 års musikhistorie med folkemusikkens klang som bindeled for genrer fra ragtime til schlager og kirkemusik. Ja, lyden af Pippi og Lille Ida sniger sig også ind, for vi er jo i det svenske folkhemmet, som Ingvar ville møblere. Det er en forrygende overlegen komposition, der samtidig elegant ondulerer enhver afart af musicalens musikalske klicheer. Magien indfinder sig i orkestreringen, der udelukkende består af violin, orgel/keyboard, klap, tramp og de syv medvirkendes blæret velklingende harmonier.

Ingvar!
Ingvar! på Fredericia Musicalteater. Foto Søren Malmose.

Billigst, billigst, billigst

Kulningen hidkalder ikke Ingvar, så en af jakkesætsfolkene må påtage sig rollen iført lys paryk. Småland er arnestedet, hvor Ingvar blev født som fuldbåren kapitalist, der allerede som barn sjakrede med hvad som helst og lærte dyre lektier om kapitalismens umiddelbare faldgruber. Selve systemet sætter han dog ikke spørgsmålstegn ved, men bygger som en god kapitalist sit imperium af demokratisk design, der skal gøre alle folkeslag svenske.

Annonce

Klas Abrahamsson dybt satiriske tekst spiller dygtigt på Ingvar som Messiasfigur og kapitalismen som religion. ”Billigst, billigst, billigst,” lyder litaniet, der dog må suppleres med ”distribution, gør det selv-samlesæt og kaffe og kage”, før succesen er i hus. Svensk selvgod nationalisme får et elegant fur i Mads Æbeløe Nielsens levende oversættelse. At gøre en lang livshistorie til bragende underholdende og skarpvinklet satire kræver en udpræget sans for at lege med ord. Det har både tekstforfatter og oversætter.

Ingvar!
Ingvar! på Fredericia Musicalteater. Foto Søren Malmose.

Ingvar! er det modige valg

”Det er fint at være dygtig, men det er bedst at være god,” messer Thomas Jensens Ingvar i sekvensen, der fremviser den gode kapitalists umulighed. Scenen baner vejen for organisationens oprør mod ”dig og dine stig’reoler” i en vidunderlig og totalt gakket slutscene, der involverer både Darth Vader og Alfred Hitchcock, før Ingvar og med ham kapitalismen atter kan triumfere i et glitrende Las Vegas-show.

Thomas Jensen er den snilde Ingvar, der altid rejser sig som en tumling. Omkring ham agerer holdet, Elise Ruusunen, Line Staun Jensen, Cecilie Thiim, Johan Klitgård, Magnus Bruno og Søren Bech-Madsen, først familie og siden organisation – og møbler – i en dybt original ensemblepræstation, hvor ikke bare stemmer, men også præcision, timing, karakterarbejde og ekvilibristisk kropskomik sidder lige i skabet hver gang.

Ingvar! er det modige valg. Man kunne finde den sær. Men man skal meget hellere overgive sig til vanviddet, hvor den satiriske skalpel skærer dybt i kapitalisme og skandinavisme, mens vi gang på gang ryster af latter og overraskelse.  

LÆS OGSÅ: ISCENEs interview med Fredericia Musicalteaters nye direktør

Musik: Erik Gedeon. Tekst: Klas Abrahamsson. Instruktør: Nikolaj Tarp. Scenograf: Lise Birch. Koreograf: Ernestine Ruiz. Kapelmester: Pojken Flensborg / David Tølbøll Mortensen. Oversættelse: Mads Æbeløe Nielsen. Kostumedesign: Thilde Jensen. Lys: Martin Jensen. Lyd: Peter Løvenhardt.

Medvirkende: Thomas Jensen, Elise Ruusunen, Line Staun Jensen, Cecilie Thiim, Johan Klitgård, Magnus Bruno og Søren Bech-Madsen.

Ingvar spiller 10. – 26. marts 2023 på Fredericia Musicalteater.

Seneste

★★★★☆☆ New Nordic Poling – begavet aktivisme-satire

KOMMA Performance Productions

Fredericia Musicalteaters Wicked skal til udlandet

Fredericia Musicalteater og AHA Creations opsætning af musicalhittet Wicked...

Nyhedsbrev

Udforsk videre

★★★★☆☆ New Nordic Poling – begavet aktivisme-satire

KOMMA Performance Productions

Fredericia Musicalteaters Wicked skal til udlandet

Fredericia Musicalteater og AHA Creations opsætning af musicalhittet Wicked...

Open Call – Advisory Board

Ansøgningsfrist: 17. januar 2025

Mere dramatik til alle

Seniorforsker fra Teatersamlingen på Det Kgl. Bibliotek Anna Lawaetz...
Anne Liisberg
Anne Liisberg
Kritik- og debatredaktør ISCENE. Fagansvarlig lex.dk. Cand. mag. i Dansk & Dramaturgi. Har siden 1985 arbejdet som instruktør, forestillingsleder, PR-ansvarlig, underviser, skribent, redaktør og producent af både kulturelle og kommercielle produktioner. Tidligere blandt andet fast anmelder på Teater 1 fra 2011-2016 og på Berlingske fra 2016-2019.
Annonce

Fredericia Musicalteaters Wicked skal til udlandet

Fredericia Musicalteater og AHA Creations opsætning af musicalhittet Wicked er netop solgt til Norges største musicalproducent, skriver teatret i en pressemeddelelse torsdag. Kort tid...