Populært lige nu

Hvad nu, hvis Romeo og Julie ikke døde? Ny forestilling giver svaret

I den kommende uge har Københavns Shakespeare Kompagni verdenspremiere på en fortsættelse af William Shakespeares Romeo og Julie, der udspiller sig i en alternativ...
Annoncespot_imgspot_img

★★★★☆☆ Child – sandkassen som livets evige kampplads

Mark Philip fra Uppercut Danseteater har begået endnu en lille perle af en menneskelig forestilling. Premieren spiller i unikke, rå rammer på Fabrikken for kunst og design med kongelig balletskoleelev Clara Alina D’Abadia som barnet. Duoen leverer et humoristisk blik på livets forgængelighed, hvor leg, relationer og destruktion udfoldes i et rørende fint samspil.

Igen og igen kaster Mark Philip sig hårdt ned i sandet. På maven, på ryggen, på hovedet hvirvler og ruller han. Lyden af luft, der bliver slået ud af lungerne, og barnet, der ser til fra sin sandbunke i hjørnet af scenen. Den voksne lider, mens det indre barn ser stille til fra barndomslandet. Vi sidder bænket i én række rundt om sandkassens intenst ladede konflikter og samspil.

Annonce

Child er en fortælling om at være voksen med barnet som reference til tiden, der går. Clara Alina D’Abadia giver karismatiske Mark Philip et svidende rent modspil. Hendes ydre, barnlige sårbarhed bliver som et spejlbillede for hans indre konflikter, mens hans ydre styrke spejles i hendes indre robusthed.

Child, Uppercut Danseteater. Foto: Monty Freddie
Child, Uppercut Danseteater. Foto: Monty Freddie

Sand som symbol på liv

Det begynder som en anekdote. En uheldig hændelse fra barndommens fritidshjem, der fortæller, hvordan både fysiske og psykiske minder trækkes som vod gennem livet. Det er også et anslag om, hvor hurtigt livet kan tage en drejning, selv i en uskyldig sandkasse i fantasiens land. Barnet graver i sandet og lægger små bunker på den voksnes ryg, som han bærer med sig på alle fire, som små barndomsminder. 

Både fysiske og psykiske minder trækkes som vod gennem livet

Barnet minder om, at det altid vil være en del af det voksne liv. En indre stemme, der aldrig ældes, men trygler om, at vi husker denne gave. Barnet slynger sig insisterende om ryggen på ham. Sidder på skuldrene af ham og rækker armene mod himlen. Stirrer ham dybt i øjnene, pande mod pande. Grace Davidsons smukke sopran sætter tiden i stå gennem højtalerne i et rørende øjeblik.

Sandet, der siver mellem hænderne på den voksne, vækker synlig frustration, og den voksne farer bogstaveligt talt vild i sine bekymringer over kroppens forfald. Han kaster kroppen hårdt ned på alle leder og kanter, skubber hovedet foran sig gennem sandet med knæ, der pløjer en vej gennem bunkerne. Frem i livet eller væk fra at mærke livet, koste hvad det vil. 

Child, Uppercut Danseteater. Foto: Monty Freddie
Child, Uppercut Danseteater. Foto: Monty Freddie

Livet leves i realtid

Mark Philip sender som ingen anden sin krop ud i kunstens tjeneste med en vildskab og generøsitet, der næsten skræmmer. Barnet smider sand i hans mund, indtil han er ved at kvæles. Som at blive levende begravet af egne destruktive tanker. Hun henter en spand vand fra en håndvask og hælder i hovedet på ham. Overskridelsen af scenen skaber en følelse af realtid, en præmis, vi deler og kan handle på i rummet. 

Det kunne også foregå på en strand eller på en mole, i sol eller regn. For nok er de kraftige orange spots på scenen tændt, men det er Fabrikshallens klare lysstofrør også. Verdenerne eksisterer side om side. Og publikum spørges ordløst til råds, inviteres ind i alliancer som beskuere af spillet i rummet.

Alt det usagte er samtidig genkendeligheder

Min unge sidemand klukker af grin og kan ikke holde kroppen i ro. Alt det usagte er samtidig genkendeligheder, der skaber spændinger ladet med rå humor, som både voksne og børn umiddelbart spejler sig i. Den evige fælles sandkasse er som en livsarena af magtspil og higen efter anerkendelse.

Child, Uppercut Danseteater. Foto: Monty Freddie
Child, Uppercut Danseteater. Foto: Monty Freddie

Barnet i den voksne og den voksne i barnet

Barnet må lære den voksne at leve igen. Få ham til at slappe af og danse med livet. Hun lærer ham klappelege og at bygge sandslotte med kugler på toppen. Legen accelererer. Han sammenligner, konkurrerer og destruerer, som børn gør i en sandkasse og voksne gør på kontoret. 

Clara Alina D’Abadia løfter sin rolle med stor scenisk integritet, der tøjler den vilde, voksne medspiller med ubesværet naturligt nærvær. Det er hende, der bevarer roen og minder om, at livet skal leves i nuet, mens hun vækker nysgerrigheden og glæden ved de små ting. 

Clara Alina D’Abadia løfter sin rolle med stor scenisk integritet

Da en sort jakke dukker op, begynder livets dans med tango og jazz. Igen er det barnet, der viser vejen med scenevant udstråling, som danser dem begge ind i livets showtime. Lyset slukkes i hallen og scenen gløder for en kort stund før sandet drysser ud af timeglasset.

Seneste

Vi skal tale håbet op gennem kunsten

SWOP festivalens seminar for professionelle blev i år afholdt...

Nyhedsbrev

Annonce

Udforsk videre

Annonce
Dorte Grannov Balslev
Dorte Grannov Balslev
Cand.mag. i musik- og dansevidenskab. Mange års erfaring med udvikling af scenekunstprojekter i inkluderende formater. Forfatter til undervisningsmaterialer om scenekunst på Forlaget Alinea. Arbejder for tiden som selvstændig konsulent og underviser indenfor scenekunst og arkitektur.
Annonce

Vi skal tale håbet op gennem kunsten

SWOP festivalens seminar for professionelle blev i år afholdt under overskriften The Regenerative Power of Art. Med en dyster keynote af Mikkel Krause Frantzen...