★★★★★☆ Led ikke efter et tidssvarende kønsbillede i den visuelt formidable Skønheden og Udyret

Lion Musicals Skønheden og Udyret udfordrer ikke historiens anakronistiske kønssyn, men forfører med over the top visuel brillans, stærk karakterkomik og en Johanne Milland i topform som historiens heltinde, Belle.

“Oh, my God”, lød det med umiskendelig amerikansk accent bag mig, da Udyret i en sky af rosenblade forvandles til den smukke prins, han jo er inde under forbandelsen. Og det er da også en fuldstændig magisk kulmination på historien og på Benjamin la Cours vidunderlige visuelle fortolkning af den.

Historien er i den grad ikke teater til tiden, men forestillingen forfører med sit over the top-look, komik og en Johanne Milland i topform i en grad, så vi sad ombølget af tilskuere, der hvinede af fryd.

Skønheden findes indeni

Skønheden og Udyret handler om, at man ikke skal bedømme andre på deres udseende, for skønheden findes indeni. Hvilket jo for så vidt er et smukt inkluderende budskab, men samtidig har historien et totalt bedaget kønssyn, som den romantiserende koketterer med. Landsbybeboerne mobber både sexistisk og xenofobisk, maskuline Gaston tager ikke et nej for et nej, mens vor heltinde Belle rask griber til vold og smækker ham en lussing, mens hun har travlt med at drømme om det eventyrlige i at møde en prins.

Man bliver, hvad man spiser, og Lion Musicals har i denne opsætning ingen intention om at stille spørgsmålstegn ved historiens problematiske grundsyn og Disneys mildt sagt rudimentære opfattelse af kvindelig empowerment.

Kan man leve med de anakronismer og huske at stopfodre sine børn med alternative vinkler på verden efterfølgende, er det blot at hengive sig til den storslåede opsætning af eventyret om læsehesten Belle, der afviser landsbyens charmør Gaston for siden at falde for Udyret og dermed udfri ham af grimhedens forbandelse, som en heks kastede over ham, da han nægtede hende husly.

Hun gav ham dog også en rose, og finder han en at elske, som også elsker ham, inden rosen er visnet, hæves forbandelsen.

En himmerigsmundfuld for øjnene

Forbandelsen har også ramt Udyrets tjenestefolk, som gradvist omdannes til ting. De øjner derfor morgenluft, da Belle dukker op. Gæstfrit favner de hende og nænsomt skubber de til deres herre, Udyret, så han kan tøjle sit temperament og vinde Belles hjerte – og dermed også gøre dem til mennesker igen. Mon ikke det lykkes? Det tror jeg nok, det gør.

Carsten Svendsen og Joachim Knop er elskeligt morsomme som makkerparret Lumiere og Cogsworth, lysestagen og uret, og suppleres godt af Sofie Lassen Kahlkes blide tepotte, Mrs. Potts, hendes søn tekoppen, Elise Ruusunens nostalgiske Madame De La Grande Bouche og Tara Toyas flamboyante Babette.

Samuel Harjanne rammer plet i sin lydhøre og komikstærke instruktion af de fine karakterer, der i det forrygende dansenummer Vær vor gæst suppleres af hele ensemblet som glas, kopper og service. En himmerigsmundfuld for øjnene.

Johanne Milland er en af de stærkeste stemmer på musicalscenen netop nu og hun får givet Belle al den stålsatte sødme, rollen kræver, og lige lidt til. Kenneth M. Christensen giver fint modspil med sit både frustrerede og sårbare Udyr. Christopher Rørmoses pumpede overarme formelig oser af testosteron som den særdeles schmuck skurk, Gaston. Om ham vimser den servile tjener, Mikkel Moltke Hvilsoms Lefou. Kristian Bolander er Belles rare opfinderfar og i ensemblet finder man også blandt andet Mikkel Vadsholt i flere præcise småroller.

Endelig menneske igen

Der er fart over feltet i Kim Ace Schjerlunds legende koreografier og Samuel Harjannes timingsikre instruktion, men det er det visuelle, der er opsætningens egentlige stjerne. Benjamin la Cour er et fænomen, der atter bringer sine signaturelementer i spil på en ny måde.

Den overdimensionerede filigran omkranser scenen og korresponderer med spejltemaet. Udyrets magiske spejl, hvor han skræmmes af sit eget spejlbillede, men alligevel må kigge, fordi det er vinduet til verden, forlænges i spejleffekter på hans slot og i det næsten kvalmende romantiske – men uhyre smukke – spejlbillede af parret i søens måneskær. Verdener og drømme åbner sig i spejlene, mens sætstykker omdannes fra landsby til slot til mørke skove fyldt af ulve med lysende øjne i en billedstorm, der aldrig synes at tage ende, og som også i høj grad skal tilskrives Camilla Bjørnvads eminente kostumer.

Alle på slottet stråler i metalliske farver, der associerer de ting, folkene omskabes til. Selv de buede champagneglas glinser og man kan kun bøje sig i støvet over de elegante, detaljerede løsninger. Ekstra skønt er det, at uret Cogsworth synligt må gå på knæ gennem hele forestillingen for at bevare sin firkantede form. Som den sidste forstår han miraklet og kommer lykkelig på benene. Endelig menneske igen.

Skønheden og Udyret er den vildeste, visuelle lagkage med dybe smagsnuancer og perfekt snit og alene af den grund skal den anbefales i håbet om, at alle forældre vil bruge historien til et afsæt for en samtale med deres børn om kønsstereotyper og et tidssvarende syn på samtykke.