Populært lige nu

Annonce

★★★★☆☆ Jorden rundt på 80 dage som farverig familieforestilling

Aalborg Teater bygger sæsonens familieforestilling på Jules Vernes Jorden rundt på 80 dage. Rasmus Asks morsomme iscenesættelse kendetegnes især af Christian Albrechtsens farvestrålende scenografi.

Annonce

Livet går sin daglige gang hos rigmanden Phileas Fogg i London. Alt foregår på klokkeslæt. Samme tid, samme sted, hver dag. Lige indtil et væddemål ændrer alting. 

jorden rundt på 80 dage aalborg Teater Foto: Rumle Skafte
Hverdagen er sat i faste rammer. Bogstaveligt tal. Her til aftenens kortspil i Reformklubben. Foto: Rumle Skafte

Et liv i faste rammer

Foran det mørkerøde scenetæppe, omkranset af en enorm forgyldt ramme, står William Halkens Phileas i sin hvide natskjorte og nathue. Hans daglige rutine gentages uden den mindste afvigelse: Morgente. Spadseretur gennem byen. Kortspil i klubben. Hjem i seng. Forfra. Understreget af den tikkende lyd af et ur i Kristian Bergs lyddesign.

En tilfældig aften i klubben indgår Phileas et væddemål om, at han kan rejse jorden rundt på 80 dage. Det er matematisk muligt. Derfor kan det også udføres i praksis, mener den belæste englænder. Herfra tager historien fart. Alle rutiner forkastes, og snart er Phileas og hans helt nyansatte tjener, Lars Topp Thomsens kække, franske Passepartout, på vej med skibet fra Dover til Calais. 

Alle kulisser er todimensionelle i Christian Albrechtsens farvestærke scenografi til Jorden rundt på 80 dage på Aalborg Teater. Foto: Rumle Skafte
Alle kulisser er todimensionelle i Christian Albrechtsens farvestærke scenografi til Jorden rundt på 80 dage på Aalborg Teater. Foto: Rumle Skafte

Et rent farveorgie

Det visuelle udtryk er indledningsvist helt enkelt. Alt er bygget i pap, som var det kulisser til et enormt dukketeater. Således også den store, gyldne ramme, der understreger den faste struktur i Philias’ hidtige liv. 

Annonce

Men snart forvandles scenerummet til et orgie af farver og mønstre i Christian Albrechtsens karakteristiske, stiliserede scenografi. Lige så hastigt, som rejsen skrider frem, lige så hastigt skifter scenografi og farver. 

Farvestrålende, stormønstrede print præger alle kostumerne. Kulisse efter kulisse udsmykket med flora og fauna fra hvert enkelt land hejses ned og dækker delvist for den forrige. Palmer, papegøjer og enorme pæoner viser skiftene fra Nordafrika over Indien til Japan. Skibene, bølgerne på havet, det flammende bål og det indiske tempel. Alt er facader, papskiver i klare mønstre og farver, som giver det hele et morsomt, næsten tegnefilmslignende præg.

Annonce
William Halkens Phileas Fogg, Kasper Krassimir som rejseledsageren Hr. Naidu og Lars Topp Thomsen som den tro tjener Passepartout i Jorden rundt på 80 dage på Aalborg Teater. Foto: Rumle Skafte
William Halkens Phileas Fogg, Kasper Krassimir som rejseledsageren Hr. Naidu og Lars Topp Thomsen som den tro tjener Passepartout i Jorden rundt på 80 dage på Aalborg Teater. Foto: Rumle Skafte

Modgang og nye venskaber

Undervejs på rejsen jorden rundt møder Phileas og Passepartout den ene forhindring efter den anden. Østen Borre Simonsen er detektiven Fix, der er udsendt af Scotland Yard for at fange den herre, som har røvet Nationalbanken i England. Han er overbevist om, at Phileas er den skyldige og bidrager derfor ihærdigt til at standse jordomrejsen.

Men hverken anholdelser, forsinkelser, togrøverier eller en redningsaktion i junglen kan stoppe de ihærdige rejsekammerater. De giver først op, da de når målet i London få minutter for sent. Og dog…

Rasmus Asks iscenesættelse er underholdende, velfungerende og spiller godt sammen med den farvestærke scenografi. Især kampscenerne, hvor den modige Passepartout forsvarer sin herre og kæmper mod diverse modstandere, vækker morskab blandt børnene i salen. Så lever vi med, at nogle af de mennesker, de møder på deres færd, er temmeligt karikerede, og at den smukke Fru Aouda taler så affekteret, at man skulle tro, hun var et højtstående medlem af kongefamilien.

Seneste

Nyhedsbrev

Udforsk videre

Trine Wøldiche
Trine Wøldiche
Freelance kulturjournalist og teaterkritiker. Skriver blandt andet for ISCENE og Jyllands-Posten. Medlem af juryen for Årets Reumert. Tidligere teaterkritiker ved Dagbladet Information. Cand.mag. i Moderne Kultur fra Københavns Universitet og bachelor i Dramaturgi fra Aarhus Universitet.