Hvordan kan vi turnere viden og processer – uden at gentage kulturimperialismens fejl? Vi har erfaring med at udvikle, reflektere og destillere praksis. Det har vi eksporteret i mange andre brancher. Hvorfor ikke også gøre det mere systematisk i kunst og kultursektoren, spørger Karen Toftegaard i denne kommentar.
“Nobody is addressing the elephant in the room – we could all be in war soon,” sagde en engelsk scenekunstproducent i en fortrolig pause midt i New Yorks festival og conference-kredsløb, jeg besøgte i 10 dage fornylig for at møde internationale professionelle scenekunstkollegaer. Det har jeg ofte gjort. Men jeg foretrækker at gøre det, når USA ikke presser Danmark ind i sin største geopolitiske krise siden 2. verdenskrig. Alligevel giver det mening at være i New York – for at forstå, hvad der sker, og fortsætte samtalen med internationale kollegaer i scenekunsten.
Håb og et værdimæssigt fællesskab
Mange af de amerikanere, jeg mødte, tog aktivt afstand fra deres præsident. I samtaler, på cafeer og i sale blev der klappet – ikke for magten, men for dem, der ikke følger præsidentens pibe.
Mange har lukket øjne, ører og mund for at tækkes med magten
Da New Yorks borgmester Zohran Mamdani blev nævnt på Under The Radar festivalens symposium klappede hele salen med primært amerikanske deltagere højlydt og længe. Da en person, som tidligere havde spillet en lang og væsentlig rolle på Kennedy Centret i Washington, skulle give en pris på scenen til kongressen ISPA – International Society of Performing Arts, klappede hele salen så længe, at hun til sidst sagde med et smil: ”I’m not the one receiving an award.” Men salen anerkendte hvilken pris hun havde betalt efter Trump indsatte sig selv som bestyrelsespræsident for Kennedy centret og en række folk stoppede i deres stillinger.
Disse tilkendegivelser skaber et håb og et værdimæssigt fællesskabsbånd, men det ændrer desværre ikke på, at amerikanerne har stemt på et styre, der skræmmer, køber, mobber og tager hvad det vil have – ironisk nok ikke langt fra den samme attitude som de europæiske forfædre, der koloniserede det amerikanske kontinent i sin tid. Det kræver nok mere end et præsidentskifte for at genoprette tilliden til samarbejder med USA, for mange har lukket øjne, ører og mund for at tækkes med magten. Flere sagde, at det bare ville vare ind til Midtvejsvalget. Time will tell.
Samtidigt fortsætter den internationale samtale mellem professionelle. Og det er denne samtale, det giver værdi at fortsætte. Jeg vil dele tre tydelige trends, jeg oplevede i det internationale scenekunstmiljø:
1. Community før institution
Festivalleder Martine Dennewald (FTA – Nordamerikas største international festival, Montreal, Canada) opfordrede ”caretakers of arts spaces, amplifiers of stories, custodians of cultural and symbolic power” (ansatte i kunst- og kulturinstitutioner) til at være bevidste om deres kulturelle og symbolske magt – og om, hvad de vælger at arbejde for. Hun pegede på tre nødvendige refleksioner:
- Hvordan støtter vi de kunstnere og kunstarbejdere, der har størst behov for hjælp til at finde vej i feltet?
- Hvilke alternative ledelsesmodeller kan vi udvikle, som reelt fordeler magt?
- Hvordan bliver vi bedre til at lytte til modstandens sprog – det ikke-dominerende og ikke-standardiserede, som ofte ligger uden for vores egen referenceramme?
2. Fra kunst til handling
Den amerikanske klovn Geoff Sobelle formulerer behovet præcist: “Stop talking and start being extremely present.” Jeg er ellers ikke den store fan af klovne, men lige nu har vi nok netop brug for klovne. Den polske kunstner Michal Zadara går skridtet videre og spurgte: “What if instead of workshopping a play we workshop our future?”
Hans kompagni, Centrala, har sagsøgt den polske stat – og vundet. Zadara udfordrer forestillingen om, at kunst i sig selv gør en forskel. Det er legitimt at sætte en klassiker op med højt håndværksniveau, men at tro, at det i sig selv forandrer verden, giver ifølge ham ingen mening. Derfor arbejder han sideløbende aktivistisk og bruger ikke-kunstneriske redskaber til at opnå konkrete samfundsmæssige resultater – en praksis, han kalder “post-artistic practice”.
3. At turnere viden – ikke kun værker
En markant trend er at turnere viden, metoder og processer – ikke bare kunstneriske værker. Det resonerer stærkt med min egen praksis. Efter COVID begyndte jeg at facilitere workshops og involverende keynotes for kunstnere, producenter og ledere internationalt – fra Norden til Canada, Taiwan og snart også i Australien. Vidensturné er en regenerativ praksis, der skaber fælles udvikling frem for færdige svar.
Spørgsmålet til det danske scenekunstmiljø er derfor:
Hvordan kan vi turnere viden og processer – uden at gentage kulturimperialismens fejl? Måske ligger der netop her en styrke. Vi har erfaring med at udvikle, reflektere og destillere praksis. Det har vi eksporteret i mange andre brancher. Hvorfor ikke også gøre det mere systematisk i kunst og kultur?
I januar samles den internationale scenekunstverden hvert år i New York. ISPA-kongressen havde rekordhøj deltagelse i år. Ikke fordi svarene er klare – men fordi behovet for at mødes, dele og tænke sammen er større end nogensinde, mens verden forandrer sig hurtigt.
Kommentaren er udtryk for skribentens egne holdninger.
Karen Toftegaard er stiftende CEO for Wildtopia, der arbejder med festival- og brancheudvikling i scenekunsten. Virksomheden har gennem flere år produceret den danske showcase #DANISH på Edinburgh Festival Fringe og er i 2026 udvalgt af Statens Kunstfond til at forberede den danske delegation til CINARS i Montreal. Wildtopia arbejder desuden med facilitering af workshops, 1:1 mentoring og research og udvikling af regenerative forretningsmodeller for (scene)kunsten.
