★★★★☆☆ Talenterne forsvinder lidt i Studenterrevyen, men intentionerne er gode

Amatørismens glæde er smittende i dette års Studenterrevyen af teatergruppen Kongelig Mayestaits Acteurs, og trods svingende tekstkvalitet har revyen også sine fortrin og satiriske guldkorn.

Ordet amatør kommer af det latinske amator, der betyder en elsker. I amatørteatergruppen Kongelig Mayestaits Acteurs, der står bag Studenterrevyen, er kærligheden til teater gennemtrængende. Her er det lysten, der driver værket, og det mærkes på godt og ondt.

Man tænker måske lidt mere ”sikke de vil” end ”sikke de kan”. Men lysten til at optræde og underholde er en velkommen motor for en revy. Smilet smitter som bekendt, og selvom kvaliteten af revyens numre er temmelig svingende, så sidder man som publikum med en påtrængende følelse af velvilje.

Og hvem har egentlig fået bildt os ind, at amatørisme og professionalisme er hinandens modsætninger? De professionelle acteurs i den øvrige revybranche har i hvert fald også noget at lære af disse revyamatører.

Trængsel på scenen

Revyholdet består af ikke mindre end syv skuespillere og fire musikere. Det er måske lige i overkanten. I hvert fald påvirker det oplevelsen af et hold. Revyen bliver i stedet mere som en kavalkade af numre med vilkårlige medvirkende, hvor vi savner relationen til de enkelte skuespillere.

Derfor er det også svært at udpege morgendagens stjerner i denne talentmasse. Der er ingen tvivl om, at hver af skuespillerne kommer med sine fortrin, men hvem er den næste Ulf eller Lisbet? Sådan én får vi ikke rigtig lejlighed til at udse os i menneskemylderet.

De fire musikere synes til gengæld at kunne deres kram i adskillige genrer – fra polka til pop – og under ledelse af kapelmester Nikolaj Vejen bliver musikken en af revyens største styrker.

Ordspil og fjollede shorties

Det er nok også lysten, der har drevet holdet og instruktør Henrik Hagensen i udvælgelsen af revytekster. Der er kun et par numre, som man reelt kunne se for sig i en af de traditionelle revyer, mens andre simpelthen ikke er færdige. Men man kan levende forestille sig den moro, der har været i prøvelokalet, når man har sammensat programmet.

Der er rigelige mængder af platte sprogblomster og kække ordspil i mange af numrene, og man har ganske kreativt trukket en tematisk tråd fra tekst til tekst. Og så har man ellers toppet op med fjollede shorties i overflod.

Men man har faktisk også noget på hjerte her, og man putter ikke med pointerne. For eksempel er ”Den store manual” et dystert nummer om tidens diktatorer, som Henrik Hagensen har iscenesat skræmmende intenst uden hensyn til den gode stemning. Og et par ubønhørlige sandheder om ungdomslivet og virkeligheden efter endt uddannelse har også taget passende plads i denne studenterrevy.

På kanten af hobbyrevy

Skulle man vurdere Studenterrevyen på linje med professionelle revyer, så ville teknikaliteter som lyddesignet, kostumer, rekvisitter og koreografier trække så vederhæftigt ned, at det kunne nå en bundkarakter.

Men intentionen (og budgettet) er anderledes her. Og Kongelig Mayestaits Acteurs gør klogt i at holde fast i sin amatørisme i Studenterrevyen, hvis den da skal være dén showcase for morgendagens revystjerner, som den påstår at være.

Man bør nok fokusere lidt mere på at vise sit talent frem – både på scenen og i tekstudvalget. Der bør i højere grad dyrkes talenter her. For 2026-udgaven balancerer lige på kanten af blot at være en simpel hobbyrevy, som ren og skær teaterglæde ikke kan holde oven vande alene. Når det alligevel går an, så er det de få satiriske guldkorn i programmet, der trods alt giver revyen sin berettigelse.