★★★☆☆☆ Kalles kat – familiedilemma om at få et dyr 

Mange forældre vil genkende temaet om at få et dyr i Mit Teaters Kalles Kat for de 3-8-årige. Et relevant emne, men forestillingen mangler nuancerede voksenfigurer. 

Scenen er næsten minimalistisk. Et sort bagtæppe, nogle smukke, brune trækasser, der skubbes frem og tilbage, hvor dukken Kalle bor. Kalles Kat er episk teater, hvor sceneriet fortælles frem.

Kalles største ønske er at få en kat i fødselsdagsgave, men det har hans mor ikke tid til. I skuffelse løber han hjemmefra og møder en sulten, vild kat i baghaven. Kalle fodrer den lille, sorte kat med de kyllingelår, han selv skulle have spist til fødselsdagsmiddag.

God identifikation i dukken

Skuespiller Tine Grauengaards idé er relevant og velkendt i mange familier. For hvordan forholde sig til børns ønsker om at få et dyr? Der skabes også en fin identifikation hos børnepublikummet i dukken Kalle, skabt af Katrine Karlsen. Kalle har det rigtige nysgerrige udtryk, og går overbevisende på sine dukkeben, når han spankulerer langs trækasserne. 

Kalle har i fødselsdagsgave fået en billet til dyrepasser-for-en-dag, og vi hører fra zoo, at en sort panterunge er sluppet ud …. så kan vi godt gætte resten. Kalle afleverer den lille panterunge tilbage til zoo og bliver dagens-dyrepasser-for-evigt. 

Trine Grauengaards tekst fordrer, at vi kan forestille os baghave, fødselsdagsbord, og zoo uden kulisser eller farver, og det kan man egentlig godt. Men hvad er ideen bag, at Kalle, der drømmer om at få et dyr, må erkende, at han kan ”nøjes” med at passe dyr i et bur? 

Savner flere nuancer

Instruktionen er lagt i hænderne på den erfarne Hans Nørregaard, tidligere skuespiller i Øgruppen, Kaskadeteatret, Nørregaard & Reiches Teater og tildelt Horsens Børneteaterpris for 46 år i dansk børneteater som spiller, instruktør og teaterleder. Hans Nørregaards dukketeatererfaring er enestående, og det ses også i Tine Grauengaards dukkeføring, der er overbevisende. 

Men hun skal på samme tid være fortæller, zoo-direktør og mor. Især moren bliver en klichépræget figur, der har overfriske replikker til Kalles fødselsdag og som ”typisk moragtigt” skal ud og sætte hår. Hvor ville det være skønt, om man i børneteatret kunne udvikle nogle mindre skabelonagtige forældrefigurer, som afspejler moderne forældre. For problematikken med en nej-siger-mor er relevant og kunne fortjene en større indsigt i morens overvejelser.

Musikken af Johannes Smed citerer den legendariske filmmusik fra Den lyserøde panter; så er der også noget til de voksne! Vi er helt på Kalles side, og forestillingen har sin berettigelse i at fortælle om et velkendt familiedilemma, men dramaet ville være stærkere med en mere spændende figurtegning og en klar holdning til udgangen på dilemmaet.