★★★☆☆☆ Stenen er en stemningsfuld, men forløser ikke sit potentiale

På Aalborg Teaters Lille Scene lander en massiv sten midt i en villavej. Det bliver udgangspunktet for Stenen, en forestilling med vellykket scenografi, for mange forklaringer og for lidt reel forløsning.

Stenen er ny dansk dramatik, der med Lærke Sanderhoffs ord og Anne Zacho Søgaards iscenesættelse zoomer ind på et almindeligt villakvarters møde med det ukendte.

Vi møder karriereparret Allan og Lissi, spillet af Lars Topp Thomsen og Kathrine Høj Andersen. På den anden side af hækken bor haveentusiasten Bodil (Camilla Gjelstrup) sammen med sin voksne søn Dennis (Jeppe Ellegaard Marling). Den unge Kaya (Clara Josephine Manley) flytter midlertidigt ind i kvarteret.

Historien sættes i gang med en sten i skoen og Allans søvngængeri, hvor han iført en glimmerundertrøje fortæller, at ”noget er på vej”.

Vellykket scenografi

En robotplæneklipper kører stille rundt i Doris Dziersk, overvejende beige scenografi, mens publikum finder på plads. Scenen er opdelt af en hæk med tre længer, der mødes på midten af scenegulvet. Til højre for publikum står en standerlampe og en grå sofa. Til venstre et hvidt bord og to stole. I den bagerste del står en mørk tung kommode.

Hækkens funktionalitet og senere forvandling til sten og de få velplacerede møbler, der formidler rammen og stemningen i de tre hjem, er flot udført og velbalanceret.

Jakob Juuls lysdesign er med til at give stenen liv og understreger scenografiens stemning på diskret vis. Det samme gælder til dels Mads Stagis lyddesign, der agerer stemningssætter ved at fylde mellemrummene med alt fra fuglefløjt til fremmedartede lyde.

Hvad er det, der sker, når de rører stenen?

Stenen forklarer næsten alt, hvad der foregår i de flade karakterers liv, både i tekst, symbolik og iscenesættelse. Resultatet er en forestilling, der har svært ved at finde balancen mellem over- og underformidling. Det efterlader publikum med meget få muligheder for selv at tænke sig frem til betydninger.

Ubalancen bliver fx tydelig i karakterens fysiske berøring af stenen. Allan, Kaya og Bodil rører ved stenen og oplever på hver sin måde en form for forløsning, mens Lissi i stedet ender i en slags krampeanfald. Da vi møder hende igen, virker intet forandret. Dennis er, af ukendte grunde, på intet tidspunkt i fysisk kontakt med stenen.

Forandringerne fremstår ujævnt, når Dennis, trods manglende berøring af stenen, deltager i kontaktdansen op ad scenevæggen, mens stenen igen forvandles til hæk. På samme måde er Lissies krampeanfald og mikroskopiske ændring også svære at placere og forstå.

Anne Remiens flotte kostumer viser i sig selv en tydelig udvikling. Men også her kommer en overforklaring, da mødet med stenen markeres gennem glimmer og sølvdetaljer, der meget direkte understreger stenens påvirkning af dem. Det er ellers tydelig formidlet i skuespillernes bevægelse og handling, at stenen med sin fremmedartethed kaster glans og spænding over det ellers forudsigelige villakvarters-liv.

Stenen som symbol forløses ikke

Det er tydeligt, at der er lagt en stor indsats i at udforske sten på et symbolsk, historisk og eksistentialistisk plan. Desværre drukner de ellers gennemtænkte detaljer i hinanden.

Den stort set fyldte sal griner flere gange over den let tilgængelige hverdagshumor, som da Dennis, klædt i grå heldragt, ugidelig fastgroet på den grå sofa, tørrer hænderne af i sofabetrækket efter at have onaneret. Der er også en tydelig tilfredshed i rummet, når den forudsigelige handling gør det let at gætte sig til næste twist. Forestillingen virker til at henvende sig til et publikum, der gerne vil have en lettilgængelig teateroplevelse.

Stenen er en langtrukken fortælling om mødet med det fremmede, brud på hverdagen og indre forløsning. Den formår desværre ikke at forløse tekstens potentiale, at balancere formidlingsniveauet eller efterlade en klar forløsning og forståelse hos publikum.