★★★★☆☆ I Dreaming Turtles overtager skildpadderne verdensherredømmet i slowmotion

Performancegruppen Oblivia bliver besat af skildpadder, og Dreaming Turtles minder os om, at mennesket næppe er evolutionens endestation. Det er både morsomt og tankevækkende – men spar os for dommedagsprofetierne.

Man kan ikke ligefrem sige, at Klang Festival for eksperimenterende musik begyndte med et brag. Måske var Dreaming Turtles en bevidst modsætning til sidste års eksplosive åbning med Jennifer Walshes Personhood – lige dele performativ personlighedsspaltning og kammermusikalsk konditest.

I år var startskuddet med lyddæmper. Her var ingen konfettikanoner, ingen overhængende risiko for fibersprængninger, men i stedet performancegruppen Oblivia i ferieparate badeshorts, der hengav sig til over en times skildpaddeimitation på Teatret Zeppelin.

Insisterende langsomt blev festivalen lukket op. Budskabet var ikke til at tage fejl af: Skal mennesket overleve som art, må vi efterligne skildpaddernes langsomhed i stedet for kun at le af den. De har trods alt været her i 220 millioner år. Det kommer vi næppe til at være, hvis ikke vi ændrer adfærd.

Dyrenes verden

Det har alle dage været dramalærerens yndlingsøvelse i fysisk teater: dyremimik. Der findes næppe en teaterskoleelev, som ikke på et tidspunkt har prøvet kræfter med at efterligne en hest, en panter eller en måge. Mere overraskende er det, at komponister i stigende grad lader sig inspirere af samme disciplin.

Komponister har til alle tider lyttet til dyrene. Fra Rimskij-Korsakovs summende humlebi til Messiaens ekstatiske fuglesang vrimler musikhistorien med dyreimitationer. Men i nyere værker som Simon Løfflers Animalia og Sól Eys Primal handler det ikke først og fremmest om lyd.

Det gælder også Dreaming Turtles, hvor det ikke er mennesket, der fortolker dyrenes verden, men snarere dyrene, der tager menneskekroppen i besiddelse. Således stod hele ensemblet indledningsvist med krummede rygge mod publikum, som om de først måtte gro et skildpaddeskjold, før forestillingen rigtig kunne begynde.

Forlorne skildpadder

Det var svært ikke trække på smilebåndet af de granvoksne performere, der tog skildpaddeimitationen dybt alvorligt. Forestillingen var da også tydeligt bevidst om sin egen barnlige naivitet, hvilket blev understreget af komponist Yiran Shaos parodisk drømmende temasang, halvrustent fremført af en af de ældre skildpaddehunner.

Vi fulgte deres fredsommelige leben, akkompagneret af skiftevis sfæriske elektroniske lydlandskaber og pulserende gamelan-inspireret slagtøj: sindige promenader hen over scenen, bloppende badeture i vandoverfladen og tilbagetrukket restitution med hovedet gemt i skjoldet. De var charmerende kluntede væsener, som faldt ubehjælpeligt om på ryggen og besad omtrent samme motoriske sikkerhed som min fire måneder gamle søn.

Lad os gå ned med et grin

Men bag den vaklende og sløve motorik, som momentvis fik publikum til at bryde ud i latter, anede man en visdom, som mennesket for længst har mistet kontakten til. En tilværelse baseret på nøjsomhed, simpelhed og vedholdenhed.

Friktionen i de forlorne skildpadder var mærkbar og interessant. Men det var, som om forestillingen ikke stolede helt på sine egne billeder, og man endte med at savne en større kompromisløshed. Forklaringsbehovet var så udtalt, at en guitarist måtte agere alvidende skjald og udpensle budskabet om den dybe geologiske tid. Helt unødvendigt blev det i slutscenen, hvor skildpaddeperformerne i messende falset vendte sig mod publikum med den ildevarslende besked: “Vi kan se ind i fremtiden. I er der ikke.”

Ingen grund til at sætte to streger under facit. Det tager ikke lang tid at indse, at menneskearten næppe er evolutionens endestation. Vi behøver ikke dommedagsprofetierne – voksne mennesker, der leger skildpadder, er civilisationskollaps nok i sig selv. Og så lad os uddø med et smil på læben.