★★★★★☆ Guys and Dolls sætter fuld blæs på tempo, tæft og timing

Det er simpelthen ikke muligt at lave en dårlig Guys and Dolls, og Det Ny Teater sætter barren højt i Heinrich Topp Christensens tempofyldte version. Både musikalsk, scenografisk og spillemæssigt fanger den ånden i fortællingen om frelserfolk og gamblere i 20-30’erne New York under depressionen. Forestillingens ubetingede stjerne er ensemblet i sin helhed. Dog træder Nicolai Jandorf op på den helt store musicalhimmel med sin nedtonede, men dybtfacetterede gentleman-gambler, Sky Masterson.

Jeg har set Guys and Dolls tre gange de seneste 2 år. Det siger selvfølgelig noget om, at scenerne kan have en tendens til at løbe samme vej. Men det siger heldigvis også noget om, at denne musical comedy fra 1950 har vist sig slidstærk og kan lykkes på mange måder. Som sprudlende, nytænkende scenografisk totalteater på Bridge Theatre i London. Som intim hyldest til musikken og menneskene i NørregadeTeatrets vidunderlige videoscenografiske tidsbillede. Og nu med smæk for skillingen i Heinrich Topp Christensen og Det Ny Teaters næsten farceprægede, friske version.

Båden rokker helt rigtigt

Fortællingen passer som fod i hose til teatrets scene. I Simon Wells bruntintede, imponerende dynamiske scenografi er vi midt i New Yorks gader. Det er jo her, det sker. Spillefugle i mange fjer flokkes sammen med gadens løse fugle i en forrygende åbning, hvor pengene skifter hænder med samme takt som de næsten tegneserieagtige filurtrin. Dem excellerer ikke mindst Goody Goody og Benny South Street i.

Nis Pedersen og Simon Nøiers ejer deres to små gangsterkarakterer med hud og hår. Nis Pedersen sætter senere trumf på som lead i en stærk udgave af musicalens nok bedste nummer, “La’ vær’ at rok’ vores båd”, hvor gamblere og frelserfolk forenes. Man kan ikke lade være med at knuselske verden, når de toner lyder. At vi tilmed får en steppende Jesus som sidegevinst, får kun glæden til at gro. Det er så over the top-fjollet, og rammer lige ind i musicalens nerve – kærligheden til musikken og menneskene, hvor flossede de end er.

Netop det er jo omdrejningspunktet for Guys and Dolls, som er baseret på noveller og karakterer af journalist og forfatter Damon Runyon, hvis inspiration kom fra gaderne i New York i 1920-30’erne. Her i den økonomiske depressionstid krydsede religiøse og gamblere veje med hvert deres bud på frelse. “Kom og bliv frelst,” synger de første i procession med guitar og tromme. “Kom, vær min lady i nat,” besynger gamblerne heldet i deres hidsigt potente dans om terningerne i kloakken. Det er det eneste sted, de til sidst kan gemme sig for Kasper Leisners løjtnant Brannigan. Han popper op, når man mindst venter det med sine intimiderende højde og barske bemærkninger.

Nicolai Jandorf stråler som Sky

Spillestederne kæmper Nathan Detroit stadig mere desperat efter at finde. Jorden brænder under ham, for det er ikke kun politiet, der er på nakken af ham. Hans forlovede gennem 14 år, Miss Adelaide, synes også, det er tid til giftermål, og drømmer som de øvrige kvinder om en sær vattet mandekarakter, de kan tæmme. Ham får vi på display i en af de scener, hvor en form for roterende diorama udvider rummet og sætter billeder på de syngendes drømme og fantasier. Endnu et fremragende element i scenografien, der bedårer i sig selv og samtidig holder forestillingens frenetiske comedy-tempo oppe – på den gode måde.

Kim Hammelsvang er som skabt til at være Nathan Detroit, som han også har spillet før. Forsoren og mild på samme tid formår han at flette løgne og kærlighedserklæringer sammen, så både vi og Miss Adelaide går i med begge ben. Hun spilles henrivende morsomt af Karoline Brygmann. Med stærk komisk brug af sine lange lemmer og udtryksfulde mimik balancerer hun stilsikkert på kanten til overspil, men hele tiden på den rigtige side. Hendes stemme kan mange ting, hvad enten hun optræder i natklubben Hot Box eller skriger sin frustration ud i duetten “Flå mig, slå mig” med Nathan.

Forestillingens ubetingede stjerne er ensemblet i sin helhed. Nicolai Jandorf rammer også stjernerne med sin neddæmpede Sky Masterson, der falder pladask for en strikse, men også noget livsuerfarne frelserpige Sarah. Sky-karakteren er en flamboyant gentleman, og Jandorf giver ham en næsten nonchalant intensitet. Den omsættes både i en potent gamblerpuls og de blideste kærlighedsoder til Sarah i en fuldstændig fremragende præstation. Isabel Schwartzbachs Sarah giver ham kontant modspil, der især gnistrer i deres gensidige blikke og på turen til Havana, hvor hendes stemme fokuserer mere på udtryk end kraft.

Fuld blæs på tempo, tæft og timing

Guys and Dolls er en tekst af sin tid med sin flabethed og småborgerlige drømme, der alligevel gang på gang formår at vinde mit hjerte allerede i ouverturens hastige ridt gennem de melodier, der skal foldes ud senere. Karaktererne omfattes med uendelig varme, og det er simpelthen umuligt ikke at trippe i takt til Frank Loessers kække, ørehængende kompositioner. Også de melodisk flydende kærlighedssange leveres fornemt af orkestret under Jesper Frank Christensens ledelse. Det samme store overskud udfolder sig i Heather Douglas’ legende koreografier.

Heinrich Topp Christensen har taget comedy-delen af genren på ordet med fuld blæs på tempo, tæft og timing og decideret rablende – men veludførte – gags som førnævnte Jesus. Det fungerer særdeles godt, fordi han også skaber øer af nærvær. Især med Sky og Sarah, men også når Preben Kristensens ældre frelserherre fremsætter sine livskloge bonmots, og når de to kvinder mødes og sukker kortvarigt over deres mænd, for så atter at gå handlekraftigt til værks.

Guys and Dolls emmer af overskud og livsglæde uden at vi mister blikket for det skrøbelige fundament under alt hurlumhejet. Det er mennesker på kanten. Mennesker, der søger frelse, men også mennesker fulde af integritet trods alle deres fejl og mangler – og med evnen til at se det smukke i hinanden. Det er da et meget godt budskab at tage med ud i nattens gader, når vi danser ud af teatret, hvor vi tidligere blev budt velkommen til premiere af et vaskeægte frelserorkester.