★★★☆☆☆ Katarsis – er der en vølve til stede?

Det er et spændende rituelt eksperiment, som instruktøren Anja Behrens har gang i med holdet til Katarsis på Nørrebro Teater, men det kommer til at lukke sig om sig selv.

”Vi skal mane Urvølven frem!” 

Det bedste ved Katarsis er, at holdet bag forestillingen har modet til helt bogstaveligt at begive sig ud i det rituelle eksperiment. Et væsentligt sats. Kan teatret være et sted, hvor vi mærker vores fælles kraft til at mane ting frem – skabe noget nyt?

Men hvordan konkret få manet noget vølvesaft og kraft frem med afsæt i det mere end tusind år gamle Eddadigt Vølvens spådom? Det er vi faktisk selv med til at få til at ske, som det bliver sagt undervejs. Nok har vi bare vænnet os til, at hvem som helst kan komme til live på scenen. En krop kan transformere sig til alt fra Medea til Mary Poppins. Men det særlige og besværlige ved scenekunst er jo, at der – ligesom ved fællesritualer – kun kan manes noget frem, hvis vi som publikum er med til at levere sanseligt nærvær og åndelig energi til foretagendet.

Velmenende terapiøvelse eller kulørt vikingespil?

Det krav om forbundet nærvær får vi ved indgangen til Nørrebro Teater en rituel påmindelse om i form af et rødt bånd om håndleddet med ordene ”Jeg binder mig til øjeblikket”. Instruktøren Anja Behrens har længe – senest i Gilgamesh på Sort/Hvid og Under dybet på Det Kongelige Teater – formået at vise, hvad ritualkraft kan bruges til i teatret.  En garant for, at der ikke bare går velmenende terapiøvelse eller kulørt vikingespil i Katarsis – eller hva’?

I hvert fald er der godt med kulørt Valhal-vibe over Signe Egholm Olsen og Patrick Baurichter, når de træder frem som forestillingens allestedsnærværende værter og åndemanere med sorte plasticvædderhorn på hovedet og let ironisk undertone: ”Jeg kalder på dit nærvær og binder dig til øjeblikket”. Rørende bevidste om det tvivlsomme i foretagendet fægter de to guider rundt med Urvølvens “vaskeægte” kranie og knogler, udlånt af selveste Nationalmuseet

Underholdende nok tjener det til at tage brodden af publikums eventuelt slumrende skepsis mod kollektiv vølvemanen fra plyssæderne. En trio af norner sørger til gengæld for at sikre den rituelle grundstemning med deres gudesmukke, bulgarske folkesang. I samme ånd har Christian Albrechtsen skabt en sakral urgrotte med høje, pelsede stalakitsøjler, der får forstærket dunkelmagi i Magnus Hjortlunds lyssætning.

Ned i kroppen

Forestillingen springer og glider mellem mytisk fortid og nutid, poesi og ironisk distance, smukt og grimt. Det slår mig, hvordan der ud af grumsede tilstande kan manifestere sig så  klart sansestærke billeder – også selvom de, ret forvirrende og umagisk, gradvis mister deres indbyrdes, indre energetiske sammenhængskraft.

Fascinerende er det, som de to åndeguider til start transformerer sig til den første mand og kvinde i verden, Ask og Embla: to groteske mumitrolde med klumphoveder af vådt ler. Fra deres sorte urkrater af en mund vælter det frem med brokker af vølvens spådomsord om verdens skabelse og Ragnaroks kaos.

Men ordene får ikke nogen vægtfylde eller samler sig til en historie om vølven, endsige Ask eller Embla. Derimod er det den smattede, lerede tyngde og bløde formbarhed, der sætter sig i mig. Måske er det snarere på det kropslige plan, at vølvekraften lader sig mærke? Den sender os videre fra skabelse til Ragnarok.

Signe Egholm Olsen baner vejen ved pludselig at springe ud som prisværtinde, der lader sit frådende raseri oversvømme scenen og selv synes at nedsmelte til et mytisk furievæsen. Her står hun parat til at uddele Nordisk Råds Litteraturpris til Urvølven. Hvis ellers den gamle, stinkende slamkusse gad møde op! Og Baurichter udløser Ragnarok, så det emmer af rå kraft og ramsaltet ubehag. Som en Uncle Sam-agtig ond klovn kaster han barske børnerim af sig og lader brutalt et par performere blive hevet op fra tilskuerrækkerne og strippet for deres tøj. De nøgne kroppe klasker rundt på scenen for så at dumpe ned i et stort renselseskar af glas.

Ingen katarsis i dag

Men den vandgang kommer der ikke nogen katarsis ud af. Titlen på forestillingen henviser ellers til den renselse, som publikum helt tilbage fra det græske, rituelle teater kunne erfare via medfølelse og frygt. Trist nok føler jeg mig snarere mere og mere afkoblet, idet energien synes at fise ud af de umage sceniske tableauer. 

En ældre kvindelig performer, der, smurt ind i ler, ligger som en gravid vølve in spe, virker fx som et fladt postulat. Flowet bliver for alvor brudt af et indlagt hypnoseshow med en ægte hypnosemester og et par frivillige tilskuere på scenen. Helt konkret får vi, ret så relevant, demonstreret, hvordan man kan få manet en krop over i en helt anden tilstand: Pludselig står en mand dér og kan ikke røre sig ud af flækken. Det bliver bare en alt for omstændelig omgang.

Men selve starten på seancen gav mig aftenens kick, idet hypnosemesteren og nornetrioen fik salen med på at mane transformationen frem. Det kan altså noget, når 600 tilskuere sammen synger en treklang, mens ens arme nærmest løfter sig via en fælles impuls. Dér, i et pludseligt glimt, kom vølven til stede.