Del

Hamlet er og bliver Shakespeares mest berømte karakter og vedbliver med at fascinere, ikke mindst i Danmark. Da det Kongelige Teaters nye skuespilhus blev indviet i 2008, var det med en opsætning af Hamlet i Nicolas Bros skikkelse. Hamlet efter Hamlet gæster Kronborg. Og i år har stykket været på plakaten på både Odense og Aalborg Teater med Morten Brovn og Patrick Baurichter som hovedrolleindehavere. Men hvem er Hamlet egentlig? Vi ser her nærmere på Hamlets metamorfoser fra tekst til film.

Amled

Shakespeare byggede sit drama over den danske Saxo Grammaticus’ historiske krønike Gesta Danorum, skrevet omkring år 1200, hvori der optræder en prins Amled – ikke på Shakespeares ’Elsinore castle’, men i Jylland, hvor hans fars morderiske bror har giftet sig med Amleds efterladte mor. Shakespeare har taget sig rigelige kunstneriske friheder i sin gendigtning, men bl.a. den del af plottet, hvor Hamlet sendes med skib til England medbringende sin egen dødsdom (som han dog opdager og omskriver, således at det er hans ledsagere, der kommer af dage), finder vi allerede hos Saxo. Amled er en, for tiden, noget atypisk karakter, der med list foregiver at være gal for ikke at lide samme skæbne som faderen. Saxo fremhæver netop Amleds ’forbløffende komediespil’, som skjuler hans virkelige kløgtighed, og det, at han med list også lykkes med tappert at hævne sin fader efter sin hjemkomst fra England. Amled ægter både den engelske kongedatter og senere også den skotske dronning, inden han falder i et slag mod kongen af Lejre – men det er en anden historie.

Hamlet

Hos Shakespeare bliver Hamlet til en ung renæssancemand, en studerende, der ikke blot med vittigt, forstilt galskab, men også med melankolsk tvivlen og eftertænksomhed søger at hævne faderens død. Hvornår Shakespeare skrev sin version af Hamlet, er usikkert, men et bud er omkring år 1600. Ligeledes er det svært at tale om én ’Shakespeares Hamlet’, da der findes flere forskellige tekstversioner (herunder af ’To be or not to be’-monologen), hver med sine udeladelser og tilføjelser og rækkefølger af scenerne. Tilsammen udgør de Shakespeares længste drama. Moderne tekstudgaver er således fortolkninger og sammenskrivninger af flere tekster, mens moderne forestillinger ligeledes består af et udvalgt materiale. Grundlaget for en mangfoldighed af tolkninger af Hamlet og Hamlet-rollen er således til stede allerede qua nødvendigheden af valg af tekst. Samtidig er Shakespeares mesterværk jo et mesterværk netop i kraft af sin kompleksitet, hvor temaer som hævn, død, kærlighed, religion, filosofi, teatralitet spiller sammen, og enhver tolkning vil således vægte hver sin sammenstilling af dramaets temaer.

De mange filmatiseringer af Hamlet viser med al tydelighed spændvidden i dramaet og dets hovedkarakter, bl.a. i Asta Nielsens fortolkning fra 1921, hvor Hamlets afståen fra handlen søges forklaret med, at han i virkeligheden er en kvinde i forklædning. I det følgende skal vi dog se nærmere på fire af de mest berømte nyere filmatiseringer.

Oliviers Hamlet

Laurence Oliviers Hamlet fra 1948 er med Oliviers egne ord fra introduktionen til filmen tragedien om ’a man who could not make up his mind’. Filmen er dog også et psykoanalytisk studie med stor vægt på den ødipale tiltrækning mellem Hamlet og hans mor, Gertrude (spillet af Eileen Herlie, som var 13 år yngre end Olivier selv). Den psykologiske tolkning ses også i den visuelle stil, filmet i sort-hvid som i et slags skyggeland, hvor Hamlets slot er en labyrintisk spejling af Hamlets indre. Den berømte monolog, ’To be or not to be’, foregår således i toppen af et tårn, efter at kameraet, ledsaget af et musikalsk crescendo, nærmest har hvirvlet hele vejen op ad en lang vindeltrappe. Her står Hamlet – på toppen af tårnet omkranset af en tågesky – ved kanten af afgrunden, skuende ud over et dystert bølgende hav (’et hav af plager’), før kameraet foretager et zoom ’ind i baghovedet’ på Hamlet, således at tilskueren for en stund stirrer ned i bølgerne fra Hamlets point of view. På samme måde glider monologen over i en indre monolog, visuelt fulgt op af endnu et zoom mod Oliviers pande, før han med et ryk ’vågner’ og går tilbage til direkte tale igen. Oliviers Hamlet er en handlingslammet Hamlet, der, som i monologen, ofte vises siddende, og hvor det er hans tanker, i voice-over, der lægges vægt på. Denne passive Hamlet ses også i monologen, da han trækker sin dolk for at ende livets plager ’med trods’, blot for at miste grebet (med vilje?) og tabe dolken i dybet. Han ender da også monologen med at tabe ’navn af handling’ og langsomt vende ryggen til afgrunden og trække sig tilbage.

Sir Laurence Olivier i Hamlet (GB, 1948): Produktionsselskab: Two Cities. Distributør: Eagle Lion. Foto: Scanpix

Zeffirellis Hamlet

Franco Zeffirelli (1990) lader modsat sin Hamlet, i Mel Gibsons skikkelse, fremsige monologen i et underjordisk gravkammer. Her følger vi først Hamlet gå ned ad trappen til krypten, fra lys til mørke – fra ude til et klaustrofobisk indre – og tilskueren kan følge hans point of view, mens kameraet panorerer forbi gravene. Her er det ikke kniven, der ender livets plager, men døden selv, hvilket understreges visuelt af gentagne klip til kranier og knogler. Døden og søvnen, som Hamlet taler om, kædes også sammen visuelt med de afdødes figurer på sarkofagerne, som lå de blot sovende. Det er dem, Gibson henvender sig til. Og det er frygten for, ’hvad vi får at se i dødens søvn’ og ’skrækken for noget efter døden’, der gør Gibsons Hamlet handlingslammet – Gibson, der på daværende tidspunkt var bedst kendt som actionhelt. Iscenesættelsen synes i øvrigt her at understrege temaet om, at ’Danmark er et fængsel’, at både livet og døden er en slags fangenskab, omkranset af mørke, tykke mure og vinduer med tremmer.

Branaghs Hamlet

I Kenneth Branaghs filmatisering (1996) ses Hamlet i en ganske anden setting. Filmen er visuelt opdateret til efterkrigstiden og altså dermed hensat til den periode, som Oliviers film udkom i. Som hos Olivier er Hamlets slot labyrintisk; men snarere end et kryptisk skyggeslot med mennesketomme gange, hemmelige kroge og afgrundsdybe afsatser er vi her i en glitrende spejllabyrint med hemmelige døre og gange, hvor hoffet lytter og lurer. Branaghs Hamlet er langt mere politisk end psykologisk. Branaghs Hamlet er iført sort uniform og ses oftest i aktiv bevægelse, modsat Oliviers passive Hamlet. I ’To be or not to be’-monologen ses Hamlet ganske langsomt gå nærmere og nærmere mod et spejl, hvor han på én gang ses talende, næsten hviskende, til sig selv, men også til Claudius (Derek Jacobi) og Polonius (Richard Briers), som lurer bag dobbeltspejlet. Som Olivier trækker også Branaghs Hamlet sin dolk. Men hvor Olivier tænksomt nøjes med at betragte dolken, trækker Branagh sin i et overrumplende ryk og retter den mod spejlet og Claudius, og kameraet reagerer ved et pludseligt klip til Claudius’ forfærdede reaktion. Branaghs Hamlet er en truende Hamlet, der vil ’gøre regnebrættet op med blot en dolk’. Her er det valget ’at dræbe eller ikke’, mere end ’at dø eller ikke’, der er på spil.

Almereydas Hamlet

Endelig lader Michael Almereyda sin version af Hamlet fra 2000 udspille sig i New Yorks forretningsmiljø. Ethan Hawke spiller hovedrollen som Hamlet, hvis far (Sam Shepard), CEO for Denmark Corporation, er blevet myrdet af onklen (Kyle MacLachlan). Almereyda har i sin filmatisering lagt særlig vægt på det metateatrale tema, som i dramaet bl.a. ligger i Hamlets selvbevidste rollespil, refleksionerne over teatrets virkningskraft og ikke mindst det berømte ’play-within-the-play’, ’Musefælden’. I filmatiseringen er dette blevet til en metafilmisk eller snarere metateknologisk refleksion: Hamlet er videokunstner og indspiller flere af sine monologer/replikker som videodagbøger. Ofelia er fotograf. Overvågningsudstyr spionerer på karaktererne. ’Musefælden’ er en film lavet af Hamlet selv. Som hos Branagh er den visuelle setting præget af spejlinger, her blot i skyskrabernes vinduer og facader. Hawke står i diametral modsætning hertil. På trods af, at han er iført jakkesæt, har han et ’casual’ look, inklusive en langøret strikhue, der gør, at han adskiller sig tydeligt fra de øvrige i forretningsmiljøet. Hamlet i Hawkes skikkelse er en ungdomsantihelt, en James Dean – som da også optræder på film-i-filmen. ’To be or not’ udspiller sig i en Blockbuster-videoudlejningsbutik med Hawke vandrende søgende op og ned ad gangene i ’Action’-afdelingen. Første halvdel af monologen leveres i voice-over, mens Hawke lader blikket glide op mod en række skærme, hvor eksplosionen fra et action-brag toner frem. Hawkes Hamlet synes i den sidste del af monologen på én gang halvt opgivende, halvt vrængende imod sine omgivelser, hvor hans virkelige fjende synes at være den overvældende, kyniske reklame-, og masse- og pengekultur, der omgiver ham. På trods af, at han taler hen mod kameraet, der følger ham rundt i videobutikken, taler han netop ikke til kameraet og tilskueren, men til de for ham meningsløse omgivelser, som han betragter.

Men hvilken Hamlet er den rigtige? Måske alle – måske ingen. Men Shakespeares tekst kan bære dem alle.

Artiklen er tidligere udgivet i magasinet Teater1 #177 2017 under overskriften: Hvem er hamlet?