På Svalegangen kunne publikum i foråret ’17 opleve historien om et menneske, en mand og en stor kunstner, da Teater Freezeproduction hyldede den internationalt anerkendte balletstjerne Erik Bruhn i forestillingen Svaneblod.
Det koster svaneblod at blive en sublim kunstner. Musikforestillingen af samme navn som er en hyldest til den danske internationale balletstjerne Erik Bruhn vidner tydligt om det. Erik Bruhn i elegant, arrogant og dæmonisk danseskikkelse af Olaf Højgaard hopper, tramper, løber, går, lister, falder, kollapser omkuld på stedet på Svalegangens store scene i Århus. Ind i mellem sidder han rådløs og fortvivlet i sin stol, men at han arbejdede næsten konstant med sig selv om sin kunst, er man ikke i tvivl om med denne opsætning. Erik Bruhn forvandlede sig som den grimme ælling til en smuk svane. Til en enestående og kompromisløs kunstner. Han dansede de store partier på alverdens store scener og dannede privat par med den russiske, internationale balletstjerne Rudolf Nurejev.
Rikke Juellunds enkle scenografi består af tre hvide buer og hvælvinger placeret på scenen. Heri kan Erik Bruhn og hans musikalsk ordløse stemme, den poetiske jazzsaxofonist Mads Ole Rode Erhardsen stå, eller bevæge sig bag. På scenografien kan film med Erik Bruhn, håndskrevne breve og klip fra Svanesøen, projiceres og dermed skabe endnu flere rum.
Historien om Erik Bruhn dramatiseret af Thomas Lagermand Lundme er den klassiske kunstnerfortælling: om at skulle gå grueligt meget igennem og at leve med et vanskeligt, ambitiøst kunstnersind. Men Olaf Højgaard og Mads Ole Rode Erhardsen gør fortællingen levende og vedkommende, giver den krop, sved, tårer og svaneblod. Kunstnerens evige kamp for at blive bedre; kunstneren, der giver sig selv fuldt ud for og i sin kunst, står skarpt tegnet. Kunstneren, der fortvivlet ligefrem vil opgive sin store længsel og kærlighed, Rudolf Nurejev, for sin kunst. For hvordan kan man være skabende kunstner, hvis man er lykkeligt, gengældt forelsket?
Særligt nærværende i billeder, ord og musik står en scene, hvor Erik Bruhn kaster sig energisk dansende ud i storbyen New Yorks hektiske liv. Flakkende farverige billeder fra byen står flimrende på den hvide væg, mens musikken bliver ligeså energisk hektisk og springende. Og Olaf Højgaard springer, hopper.
Men mest hjerteskærende står afslutningen med sort/hvid film af svaneballerinaen, hendes død, fra balletten Svanesøen, som Erik Bruhn nyfortolkede, på den hvide væg. Hendes bølgende sorgfulde arme og spinkle skikkelse står der, så man næsten tror, hun er i rummet lyslevende og dansende sin svanedød.
I Svaneblod på Svalegangen produceret af Teater Freezeproduction blander ord, krop, billeder, rum og musik sig i en interessante og smertelig fortælling om et menneske, en mand og en stor kunstner.
