En strand. To mennesker. Og en såret måge. Limfjordsteatrets Jeg kan flyve er en velproduceret, poetisk forestilling om forskelligheder og fællesskab, hvor følelser og stemninger fylder, og ord er unødvendige.
Andrea Lindenegs scenografi til Jeg kan flyve er skabt som en afstressende, douceblå verden. På gulvet er gråblå klipper og en overgang, der tydeligt markerer grænsen mellem strand og vand. Her behøver vi ikke bjerge af sand for at forstå, at vi ser på en strand.
Den lyse, ensfarvede bagbeklædning kan desuden gennemlyses, så der skabes illusionen af en varmt skinnende sol gennem Robyn Halkjær og Stine Gøttrups lysdesign. De to står også bag lyddesignet, hvor mågeskrig, kvidrende fugle og afdæmpet musik danner lydkulissen.
Dyrker langsomheden og roen
Fra en hule i én af klipperne dukker en kvinde frem. Muntert legende bevæger Bianka Drozdik sig omkring på stranden, hvor hun indsamler store, hvide fuglefjer, før hun igen forsvinder bag klippestykket. En anden kvinde, Evi Arnsbjerg Brygmann, kommer ind fra bagscenen iført praktisk rygsæk og med en kikkert i hånden. Hun sætter sig, studerer himlen for fugle og organiserer sirligt sine medbragte bøger.
Men kan to så forskellige personer overhovedet finde et fællesskab?
Først da hun åbner sin medbragte madkasse og med stor nydelse spiser vindruer, dukker den anden kvinde igen op. Fristet af de grønne druer, klar på at lege. Men kan to så forskellige personer overhovedet finde et fællesskab?
Gitta Malling, der står bag forestillingens idé og iscenesættelse, er inspireret af Richard Bachs bog Jonathan Livingston Havmåge. Ligesom i romanen er forestillingen et pusterum – en pause fra hverdagen, hvor vi finder ro og mærker noget. Det hele skrider kun langsomt frem, med masser af tid til at dvæle ved hver eneste handling.
Forskellige sammen
De to kvinder finder dog alligevel en form for fællesskab. Især da Drozdik afslører den sårede måge, hun har holdt skjult bag klippen. Denne lille havmåge – i dukkemager Katrine Karlsens detaljerede og særdeles vellykkede udgave – bringer et nyt pust af energi ind i forestillingens stilfærdige udtryk.
Faktisk er det så overbevisende, at jeg tager mig selv i at stirre intenst på hendes læber for at dobbelttjekke, at lydene virkelig kommer fra hende
De to medvirkende, der sammen grundlagde teaterforeningen Metamorfose i 2022, er begge uddannede dukkeførere. Og det mærkes! Desuden har Bianka Drozdik opøvet en imponerende evne til at udstøde lyde, der fuldkommet mimer havmågernes. Faktisk er det så overbevisende, at jeg tager mig selv i at stirre intenst på hendes læber for at dobbelttjekke, at lydene virkelig kommer fra hende.
Jeg kan flyve er en velproduceret og næsten meditativ forestilling – både i indhold og visuelt udtryk. Der er desuden nok af tematikker, der kan tages fat på sammen med børnehavebørn og de mindste indskolingsbørn efter forestillingen. For slet ikke at tale om alle de strandlege, der kan afprøves.
Idé og instruktion: Gitta Malling. Scenografi: Andrea Lindeneg. Dukkemager: Katrine Karlsen. Lyd og lys: Robyn Halkjær og Stine Gøttrup. Anbefalet alder: 3-7 år.
Medvirkende: Evi Arnsbjerg Brygmann og Bianka Drozdik.
Jeg kan flyve havde premiere på Limfjordsteatret 28. februar 2026. Oplevet på KLAP-festival 2026.
