Med Kronborg i baggrunden åbner Hamletscenen sin seneste Hamlet-forestilling. Den sædvanlige scene i slotsgården er nemlig blevet flyttet til volden udenfor, så slottet i stedet danner tronende baggrund for forestillingen. Desværre kan man ikke rigtig se slottet på trods af scenens halvgennemsigtige bagtæppe. Men vandet i voldgravene og dets refleksion op på murene bliver en del af stemningsbillederne og scenografien til tragedien om Hamlet; kongesønnen, der (for)tvivlende forsøger at tage hævn over sin far, der er blevet myrdet af sin bror Claudius, den nye konge over Danmark.
Scenografien er derudover udgjort af stenblokke, der danner antydningen af et par trapper, som om en bygning er gået i opløsning. Et papir og et par småsten, skuepillerne senere tager i brug, er resten af scenografien på den ellers tomme scene udover et overvågningskamera i loftet.
For Hamletscenen og London Toast Theaters Hamlet på Kronborg i år bliver iscenesat med et moderne teknologi-twist. Der bliver talt i mobil, ligesom de fleste af kostumerne også ligner neutralt tøj fra 2017.
Overvågningstemaet er naturligvis ikke grebet ud af det blå. Der er jo nemlig noget råddent i Danmark. Der lures og aflyttes konstant og næsten ingen er helt, hvad de giver sig ud for. Men kameraet i loftet karakterne kan tænde via fjernbetjening og afspille, når de vil, fungerer ikke i forestillingen. Det bliver ikke rigtig brugt til de egentlige overvågningsscener og bliver altså et underligt påklistret moderne postulat. Selvom ønsket om at føre stykket op til samtidens moderne politiske magtspil, medierænke-spin og krigsførelse er mere end oplagt.
Hamletscenen og London Toast Theaters nye moderne version af Hamlet er også blevet skåret skuespillermæssigt. Teatertruppen, der kommer og opfører teaterstykket i teaterstykket for at få Kong Claudius til reagere og afsløre sig som morder, bliver dermed spillet af Hamlets to såkaldte følgesvende og venner, Rosenkrantz og Gyldenstjerne. Derfor bliver teatret, maskepillet og forstillelsen heller ikke så tydeligt, sporet kunne være forfulgt yderligere i London Toast Theaters fortolkning i relation til det moderne politiske liv. Men at lade Rosenkrantz og Gyldenstjerne opføre sig som et tvillingepapegøjepar klædt i ens neutrale outfits bøder for det. Så kommer kunstigheden til udtryk alligevel.
Hamlet på Kronborg i år skal særligt ses for Cyron Melvilles facetterede og emotionelle spil. Hans Hamlet er virkelig fortvivlet, intelligent, arrogant sørgende og desperat ulykkelig, da hans Ofelia er død.
Og det klæder Ofelia at have Natalie Madueños kropslige pondus og stærke stemme.
Desværre er resten af castet, de britiske skuepillere underligt svagt tegnede. De virker glatte og overfladiske. Deres følelser og bevæggrunde kommer ikke for alvor til udtryk, og man engageres derfor heller ikke rigtigt i dem som publikum. Mike Sheridans urovækkende gysermusik er derimod tilpas afstemt og giver uhyggeligt truende krigsstemninger til forestillingen.
Hamlet på Kronborg er bestemt oplevelsesværdig, og det er godt at se, Hamletscenen stadig forsøger at forny sig.
Anmeldelsen er udgivet i august 2017 på www.teater1.dk
