Populært lige nu

Kirsten Dehlholm er død

Instruktør og kunstnerisk leder Kirsten Dehlholm er gået bort, 79 år gammel. Det skriver Hotel Pro Forma i dag i en pressemeddelelse. Kirsten Dehlholm...

Københavns Kommunes Kultur- og Fritidsudvalg møder kritik efter uddeling af ny scenekunstpakke

Da Kultur- og Fritidsudvalget i Københavns Kommune for nylig udmøntede en ny scenekunstpakke, lød der kritik fra branchen om, at kommunen løb fra sine...

Roskilde 2024 Art & Activism – minianmeldelser af danseperformances

Roskildes Art & Activism-program bød blandt meget andet på en række danseperformances, som vi løbende giver minianmeldelser under festivalen. Under programmets tematiske overligger Utopia...
Annoncespot_imgspot_img

Mangfoldighed – JA, men hvordan? Om Scenekunstens dag i Skuespilhuset

Hvornår er scenekunsten mangfoldig og inkluderende? Hvor skal de nye tiltag komme fra, og hvornår bliver gode hensigter til eksklusion? Scenekunstens årsmøde satte med temaet Mangfoldighed i scenekunsten fokus på aktuelle tendenser, og vi fulgte med i de mange debatter.

“Verden har brug for helte”, lød det vilde kampråb fra de pangfarvede superhelte, som åbnede scenekunstens årsmøde i Skuespilhuset, da store dele af branchen var samlet til en temadag med titlen Mangfoldighed i scenekunsten. Det var Teater Glads artister, der i et interaktivt performanceshow guidede publikum gennem en tretrins-helteprøve – og vi bestod.
Det blev hurtigt klart, at ikke kun samfundet, men også scenekunstbranchen har brug for superhelte, hvis den skal overvinde de udfordringer, der ligger i at spejle et samfund i en opbrudstid og være platform for en stigende diversitet i befolkningsgrupper.
Dagen bød derfor på flere oplægsholdere fra både ind- og udland, der hver især gav deres bud på mangfoldighedsbegrebet – for hvad er mangfoldighed?

Er det et kunstnerisk projekt, en løftestang til integration eller et nybrud på konventioner? Hvem er det for, og hvor begynder og slutter mangfoldighed? Skal det favne bestyrelser, uddannelser og direktionsgang eller kun det kunstnerisk produkt, og hvorfra skal mangfoldighedstiltag udspringe?
Projektstøtteudvalgtes formand, Ditte Maria Bjerg, påpegede, at: “Der sker en stor udvikling i forhold til ligestilling af køn, men ikke i forhold til etnicitet,” og dagens fokus var derfor også: “Hvordan er mangfoldigheden præsenteret i forhold til etnicitet?”.

Anne Schulz, fra Müncher Kammerspiele, var dagens første oplægsholder. Hun arbejder til daglig med publikumsudvikling og kæmper målrettet for at gøre teatret attraktivt for børn, unge, studerende og ikke mindst flygtninge.

Foto: Frida Gregersen

Da flygtningestrømmen var på sit højeste i 2015, spurgte Anna Schulz retorisk: “Hvordan kan vi åbne teatret op, og hvilke behov er der?”. Ideerne var mange, og med erfaringer fra bl.a. Dresden og input fra frivilliggrupper blev der iværksat en række aktiviteter. Et af dem var en “Welcome Cafe” – hvor teatret dannede ramme om en cafe, der fungerede som fristed for flygtninge, der uforpligtende kunne komme til en middag, hyggesnak, kaffe, brætspil, sang etc. Anne Schulz fortalte, at: “For at projektet skal lykkes, må ledelsen have det som topprioritet, og da der er en stor frygt for at gøre noget forkert i forhold til flygtninge, er der brug for initiativtagere, der bare begynder og så tager problemerne undervejs”. Og problemerne kom, for hvor går fx grænsen for integration? “Må man lave beauty-saloner kun for kvinder for at få dem til at komme i en flygtningestrøm med en overvægt af unge mænd – eller er det køns-eksklusion? Skal forestillinger programsættes som ’flygtningeteater’ for at give projektet et særligt fokus, eller skubber det publikum bort, og er de medvirkende stadig flygtninge, hvis de har opholdt sig flere år i landet?”
Anne Schulz og hendes hold gjorde det hele og med flere tiltag som kunstnerisk ideudveksling, readings, teenageforestillinger og koncerter, og da højrefløjen begyndte at tagge München med racistiske budskaber, etablerede de en hate-poetry-slam-salon, hvor toppen af de barske udtryk kunne punkteres i satirisk form.
For Anne Schulz er målsætningen at få spejlet samfundets mangfoldighed af grupper og etnicitet i hele teatret – på scenen, i salen og på direktionsgangen, men der er lang vej. For samtlige projekter rangerer udenfor teatrets store scene, og dets faste ensemble er stadig ikke repræsentativt i forhold til samfundets etniske diversitet. Anne Schulz håber på sigt at gøre de særlige tiltag til normen, men der er stadig lang vej, og for de projekter, der blev fremlagt, var kerneproduktet at støtte op om et socialt integrationstiltag.

Foto: Frida Gregersen

Spørgsmålet er, hvem der skal være iværksætter, og hvor nye tiltag skal komme fra – er det politikerne eller kunstnerne, der skal tage teten, og med hvilket formål? Dagens anden oplægsholder, engelske Hassan Mahamdallie, der er dramatiker og specialist i mangfoldighed og ligestilling, er ikke i tvivl – det er kunstnerne, som skal vise vej. Politikerne ønsker at styrke deres magtpositioner, og når scenekunst er et plus på rangstigen, er der mulighed for kunstnerisk udvikling – ellers ikke. Det er spildte kræfter at forsøge at vejre de politiske vinde, og derfor skal scenekunstnerne selv turde sætte dagsordenen og løbe langt større risici, end den gør nu, hvis den skal forny sig.

Hassan Mahamdallie pointerede, at diversity (mangfoldighed) just is; det er et menneskeligt grundelement og ydermere kernen i den kunstneriske proces, der driver kunsten videre. Mahamdallie eksemplificerede med historiske cases, bl.a. George Balanchines krav, da han som koreograf på New York City Ballet insisterede på at få fem klassiske balletdansere og fem afroamerikanske dansere fra Harlem på scenen.
Hvorfor gjorde Balanchine dette”, spurgte Hassan Mahamdallie og gav selv svaret: “Fordi han ville se, hvad den afroamerikanske dans gjorde ved den klassiske ballet”.

Mahamdallie gjorde det klart, at det er kunstnerens tarv at udfordre kunsten til fornyelse, men også at turde være autonom i forhold til de politiske dagsordener, for politikerne tænker typisk i konservative termer.
Til at eksemplificere dette brugte Mahamdallie The National Theatre i Wales. Her ventede kunsterne ikke på en politisk beslutning, men fravalgte selv at få en fast teaterbygning. I stedet fik de en base i Cardiff, hvor de prøver og siden turnerer rundt i landet med deres produktioner, som spilles i lokalområderne og dermed når ud til et langt bredere publikum, end hvis forestillingerne blev opført i et fast skuespilhus.

Foto: Frida Gregersen

Eftermiddagen bød på seks valgfrie workshops, og et af tilbuddene var norske Åsa Ryvarden (direktør ved Det Norske Teater) og Egil Bjørnsens (leder af Udviklingsplatformen for Scenekunst) workshop med titlen: Organisation og ledelse. Her præsenterede Åsa Ryvarden Det Norske Teaters uddannelsesprojekt, hvis ambition er at kunne afspejle samfundets befolknings diversitet og derfor har etableret en uddannelse for skuespillerstuderende med “familiebaggrund udenfor Europa”. Projektet blev etableret i 2012 og er treårigt bachelorprojekt med seks studerende på holdet.

Foto: Frida Gregersen

“Når det norske samfund ændrer sig, må teatret følge med. Derfor skal vi have skuespillere, som afspejler samfundet, og dette er et kunstnerisk tiltag ikke et filantropisk projekt,” pointerede Åsa Ryvarden, der samtidigt gjorde det helt klart, at alle studerende var optaget på baggrund af deres “kunstneriske høje kvalitet, ikke fordi de repræsenterer en etnisk minoritetsgruppe. For ingen ønsker at være repræsentant for ’noget andet’”. Et spørgsmål fra gruppen lød dog, om: “Det ikke er en form for stigmatisering at lave en skuespiluddannelse for elever af anden etnisk herkomst?”. Til dette svarede Åsa Ryvarden, at det er uhyre svært at komme ind på etablerede skuespilskoler i Norge, og da diversiteten blandt professionelle skuespillere ikke er repræsentativ for samfundet, som forholdene er nu, er det derfor af afgørende betydning, at der findes andre tiltag. At behovet er der, bekræftes ved, at størstedelen af deres afgangselever siden har fået job på de etablerede teatre.

Dagen bød på mange debatter og kunstneriske indspark, og en kort opsamling må være, at mangfoldighed i scenekunsten er et omfangsrigt begreb med mange iboende udfordringer. Det blev helt klart, at lette løsninger ikke er en mulighed, men at mange sideløbende tiltag samlet kan løfte scenekunsten ind i en moderne verden af mangfoldighed og dermed blive det kunstneriske univers, som samfundet kan spejle sig i.

Artiklen er tidligere udgivet i magasinet Teater1 #179 2017 under overskriften: Mangfoldighed – Ja, men hvordan?

Seneste

Ny forskning om scenekunstnere og arkiver

Hvordan skal scenekunsten bevares, hvis det skal give mening...

Kirsten Dehlholm er død

Instruktør og kunstnerisk leder Kirsten Dehlholm er gået bort,...

Her er de nominerede til Revyernes Revy 2024

I dag kan Skuespillerforeningen af 1879 og Revyernes Revys...

Nyhedsbrev

Annonce

Udforsk videre

Ny forskning om scenekunstnere og arkiver

Hvordan skal scenekunsten bevares, hvis det skal give mening...

Kirsten Dehlholm er død

Instruktør og kunstnerisk leder Kirsten Dehlholm er gået bort,...

Her er de nominerede til Revyernes Revy 2024

I dag kan Skuespillerforeningen af 1879 og Revyernes Revys...

★★★★★☆ Genesis – komplekse samtidsproblematikker i et forrygende og originalt artistisk sprog

Det spritnye danskbaserede, internationale cirkuskompagni Copenhagen Collective debuterede forleden...

Roskilde 2024 Art & Activism – minianmeldelser af danseperformances

Roskildes Art & Activism-program bød blandt meget andet på...
Annonce
Rie Hammer
Rie Hammer
Rie Hammer, chefredaktør ISCENE. Tidligere ansvarshavende redaktør på teatermagasinet Teater1. Fra 2001-2006 anmelder og skribent på gratisavisen Urban og har sideløbende skrevet stykker for børn og unge. Rie Hammer er formand for Foreningen Danske Teaterjournalister, formand for Forenede Kritikere samt juryformand for Årets Reumert.
Annonce

Ny forskning om scenekunstnere og arkiver

Hvordan skal scenekunsten bevares, hvis det skal give mening i et kunstnerisk kredsløb? Og hvad gemmer kunstnerne selv? Den digitale bevægelse i samfundet har...

Kirsten Dehlholm er død

Instruktør og kunstnerisk leder Kirsten Dehlholm er gået bort, 79 år gammel. Det skriver Hotel Pro Forma i dag i en pressemeddelelse. Kirsten Dehlholm...

Her er de nominerede til Revyernes Revy 2024

I dag kan Skuespillerforeningen af 1879 og Revyernes Revys jury løfte sløret for, hvem der er nomineret til den 46. udgave af Revyernes Revy...