Aftenlandet på Aalborg Teater er en velskrevet og velinstrueret forestilling om Europas sjæl, flygtningekrisen og medmenneskelighed – eller mangel på samme.
På en motorvejscafé et tilfældigt sted i Europa kan du købe kaffe og croissanter til din rejse. To larmende unger løber rundt mellem hylderne, mens forældrene får fred til at skændes.
”Get in og godaften” lyder det fra Natasja, den ene af to medarbejdere på motorvejscaféen, hver gang de to glasdøre skydes fra hinanden og en ny gæst træder ind. Men selvom stedet går under navnet ”Get In”, viser det sig snart, at den varme velkomsthilsen ikke gælder alle.
Forestillingen præsenterer et bredt persongalleri. Der er ægteparret fra Belgien, som ikke har set deres søn i to år. En politimand drikker en ensom øl ved et bord, mens en rødhåret skuespillerinde, siddende på toilettet i kælderen, drømmer om en stor og bærende rolle i en seriøs produktion om samfundets komplekse problemstillinger. Endelig er der motorvejscaféens daglige leder, spillet af Ena Spottag, som bare gerne vil holde lidt ro og orden på stedet.
Alt er som det plejer, indtil en syrisk kvinde med blodigt ansigt træder ind, og langsomt begynder adskillige flygtninge at dukke op på parkeringspladsen udenfor. De kigger ind, og der spreder sig en udefinerbar panik bag glasdøren. Hvad vil de? Er de terrorister?
I midten af rummet danner en miniatureudgave af motorvejscaféen centrum for fortællingen.
Skuespillerne placerer biler på parkeringspladsen eller sætter dukker op for at illustrere, hvad der sker udenfor. Samtidig hopper holdet vellykket ind og ud af forskellige karakterer undervejs, og de skiftevis spiller indlevende og taler i 3. person om karaktererne. Som publikum skal vi holde hovedet koldt for at følge med i handlingen, de mange spring samt de hurtige dialoger. Stemningen veksler mellem absurd alvor og morbid humor, mens vi følger både fysiske og eksistentielle rejser i Europa.
Det er en stor mundfuld at binde fortællingen om Europas moralske forfald i forbindelse med flygtningestrømmen sammen med en konkret historie om så mange menneskeskæbner, som det er tilfældet i Aftenlandet. Men Julie Maj Jakobsens tekst er velkomponeret, og den rummer både den store fortælling samt de mindre essentielle dramaer. Og med en stram iscenesættelse lykkes det at flette fortællingen om den syriske kvinde, der har holdt sit døde barn i armene sammen med en lesbisk families skænderier om, hvorvidt turen egentlig skal gå til Disneyland. Tilsammen danner det et grusomt billede på Europas forsvundne sjæl.
Og derfor skal du se Aftenlandet. Forestillingen er et sjældent godt bud på samtidsteater, der formår at væve den personlige historie med store samfundstendenser. Se forestillingen hvis du vil blive klogere på Europa. Og på dig selv.
