Hospitalet på Aarhus Teater er både morsom, absurd, frastødende og med masser af stof til eftertanke.
Når dramatikeren hedder Christian Lollike, kommer det ikke som en overraskelse, at betegnelsen morbid satire passer så ganske glimrende til det, man som publikum bliver præsenteret for i Aarhus Teaters forestilling Hospitalet.
Scenen er sat til et sygehus, og det hele begynder med almindelig travlhed: Sygeplejersker, der småløber på gangene. Utålmodige patienter. En læge, der ikke tager sig tid til at overlevere dårlige nyheder på den bedst mulige måde. Og så – langsomt, men sikkert – begynder det at eskalere til et punkt, hvor balancen mellem det realistiske og absurde er hårfin: Effektivisering ved hjælp af et nyt registreringssystem. Sygeplejerskernes performance, der skal måles med en chip. Patienter, der bedøves, så de er nemmere at have med at gøre, og så de ikke brokker sig over, at denne måneds kvote for operationer er brugt op.
Som publikum befinder man sig konstant i en tilstand, der veksler mellem latteranfald og frastødning, og det skyldes en både velskrevet tekst og et overbevisende skuespil. Det er nemlig både sjovt og foruroligende, når afdelingslederen kaster om sig med buzzwords som performance strategy, når sygeplejerskerne oversprøjtes med indholdet af en stomipose, og når lægen foreslår sin patient stesolid frem for psykologhjælp – for ja, stesolid er vanedannende, men patienten er jo alligevel døende, så hvad forskel gør det?
Balancen mellem det morsomme og morbide gør, at man som publikum konstant bliver holdt på tæerne og forestillingen igennem aldrig mister koncentrationen. Selvom man fornemmer, at det kun bliver værre, ved man nemlig aldrig, hvad man har i vente. Kun scenografien er et genkendeligt holdepunkt med hvide og grønne hospitalsdragter, klinker på væggene og metalborde med kander med rød saftevand. Det bidrager til en vis fastholdelse af realisme, selv da Hospitalet for alvor begynder at bevæge sig væk fra det virkelighedsnære og bliver til et cirkus (også bogstaveligt talt!) med blandt andet afføring alle vegne, både på hospitalsgangene og personalet. Symbolikken taler sit tydelige sprog: Sygehusvæsnet er blevet fuld af lort – og dets personale bliver skidt på.
Forestillingens oprører er sygeplejersken Una – i skikkelse af skuespiller Mette Døssing – der dog i sin kamp for at redde det vaklende system ender med at ofre både patienter og sig selv. Og for hvad, fornemmer man, at Lollike spørger til slut, da Una er ude af stand til at hjælpe nogen som helst på det vanvidssted, som hospitalet har forandret sig til. ”Det her, det sker ikke i virkeligheden,” lyder forestillingens afsluttende replik. Men er det nu også sandt?
Ved at eskalere ud i det fuldstændigt absurde formår Hospitalet at sætte et foruroligende fokus på problematikken om effektivisering i nutidens sygehusvæsen. Nej, forestillingen er ikke en tro afbildning af virkeligheden, men den har i den grad spot på de menneskelige konsekvenser ved, at alting skal ske både hurtigere og billigere. Det er på samme tid morsomt, absurd, dragende, skræmmende og med så rigeligt stof til eftertanke.
