Årets CLICK Festival i Helsingør var en festival med alt fra eksperimenterende performances og musik, til surreelle paneldiskussioner og akademiske præstationer på et højt niveau. Gennem kunst, performances, talks og koncerter, blev der sat fokus på mennesket og dets møde med moderne medier, teknologier og videnskab.
Festivalen tiltrækker forskellige gæster; nogle kommer fordi, der er spændende performancekunstnere på programmet, nogle på grund af festivalens videnskabelige og teknologiske fokus og andre, fordi festivalen har et interessant line-up af eksperimenterende musik fra både ind- og udland.
Og så er der dem, som jeg, der kommer, fordi kombinationen af det hele er interessant og forhåbentligt horisontudvidende. Os, tror jeg, der er flest af.
At blive et med det andet
‘Xeno’, som er afledt af det græske ord for ‘gæst’ eller ‘fremmede’, var dette års overordnede tema. Med undertitlen ‘becoming one with the other’ opfordrede festivalen os til at være åbne over for det fremmedgjorte og det, der er anderledes og tro på, at det kan tilbyde os nye syn på verden. Vi skal omfavne ny teknologi og viden og lade det være et afsæt for, at nye muligheder kan opstå.
Med denne opfordring i baghovedet mødte jeg festivalen, der løb henover en solbeskinnet weekend i midten af maj, med Helsingørs gamle værftshaller som ramme, og Kronborg Slot og Helsingør Havn som smukt bagtæppe.
En ultimativ kamp
Den dansk-finske danser og koreograf Noora Hannula kæmpede i performancen The ultimate battle med den kvinde, hun havde taget sin kæreste i at have en affære med. Der udspillede sig et på mange måder klassisk jalousidrama mellem de to kvinder, men det særlige ved dette drama var, at mens den ene kvinde var af kød og blod, var den anden virtuel.
Ved indgangen til scenen fik vi alle udleveret 3-D briller, og på et lærred der var så tyndt, at man kunne se igennem, blev billedet af den virtuelle kvinde projiceret, så det ret overbevisende så ud som om, at de begge var til stede på scenen i en fælles virkelighed.
Kvinden af kød og blod konfronterede sin virtuelle rival, og gennem en imponerende koreograferet og nøje timet dans kæmpede de to kvinder en dramatisk kamp, der fik fatale følger for dem begge.
Forestillingen var teknisk forunderlig, og den satte en refleksion i gang om, hvordan vi forholder os til en nærværende fremtid, hvor den virtuelle virkelighed smelter mere og mere sammen med vores egen.
Et sadistisk publikum?
I de stor værftshaller var der installationer, koncertscener og mindre platforme jævnt fordelt i de store rum. Helt centralt, og mest iøjnefaldende, var en lang løber dækket af en grøn væske. For enden af løberen, stod en platform, med et svinghjul, med hvilken man kunne trække et reb med en løkke for enden til sig.
Installationen var en del af den schweiziske performancekunstner Yann Marussichs performance Traversée. Under performancen blev publikum inviteret til at dreje svinghjulet, mens Yann Marussich selv lå med løkken om halsen i den anden ende af løberen. Langsomt blev han trukket gennem den grønne væske, når der var nogle blandt publikum, der drejede på svinghjulet. Det var der overraskende mange, der var villige til. Det var en både sadistisk og masochistisk performance på samme tid, der på mange måder føltes grænseoverskridende at overvære.
En surreel paneldiskussion
Efterhånden som lørdag eftermiddag blev til aften, blev talks og performances afløst af flere og flere koncerter. En enkelt lille paneldiskussion havde dog sneget sig ind i aftenens program. På den skulle det debatteres, hvad det ville sige at være et menneske med en stemme. Jeg overvejede kort, om jeg måske hellere ville give mig hen til fadøllene og musikken frem for den lidt abstrakte paneldiskussion, men bestemte mig alligevel for at overvære den. Og det var godt, for det viste sig at være et af festivalens overraskende højdepunkter.
Panelet bestod af fire deltagere, heriblandt den danske kunstner og komponist Claus Haxholm. Han startede med at byde os velkomne og forklarede os, at efter en kort præsentationsrunde ville debatten starte. Herefter gav han ordet til personen ved hans venstre side, som lidt ubekvemt flere gange rykkede med mikrofonstativet så det gav en hvinende lyd mens han højlydt rømmede sig, inden han vendte munden mod mikrofonen og udstødte nogle lyde, som mest af alt lød som om, han var lige ved at kaste op. Herefter gav han ordet tilbage til Claus Haxholm, som på lignende vis præsenterede sig selv, uden at sige noget, der gav mening. Sådan fortsatte præsentationsrunden, inden diskussionen gik i gang. Der blev ikke sagt et eneste forståeligt ord undervejs. Det til trods, var det en vældig ivrig og dramatisk diskussion, hvor paneldeltagerne tydeligvis var både ganske uenige, enige og særligt én følte sig tydeligvis misforstået flere gange. Det var en både komisk, musikalsk og interessant debat, som på uventet vis fik undersøgt menneskets stemme.
Koncert
Aftenens sidste koncert, inden lørdagen sluttede for mit vedkommende – den fortsatte til sent ud på natten for mange andres – var med den amerikanske kunstner Moor Mother, som flere havde forberedt mig på, at jeg skulle se.
Hun indtog scenen med attitude, aggression og tydelig politisk agenda. Moor Mother er sort amerikaner og forbindes med den æstetiske strømning, der kaldes afrofuturism, der gennem kunstneriske greb adresserer sorte menneskers udfordringer i vores fortid og samtid. Det var tydeligt, at hun havde noget på hjertet, og at vi skulle konfronteres med det. Det virkede stærkt, godt hjulpet på vej af et lydniveau så højt og en bas så dyb, at det næsten føltes som om musikken også rent fysisk skubbede til os.
Akademiske præsentationer
Søndag vendte jeg tilbage, mest af alt for at høre præsentationerne fra to centrale og anerkendte forskere. Den første af de to, var den amerikanske forsker Benjamin Bratton, som særligt er kendt for sin bog The Stack. En bog mit følgeskab havde læst med stor interesse. Jeg kendte den ikke. Og jeg må med skam indrømme, at jeg ikke fik meget ud af præsentationen. Dels fordi det var søndag eftermiddag og vejret godt udenfor, og dels fordi det var en præsentation på et højt akademisk niveau, hvor ikke alle kan følge med. Så jeg droppede næste præsentation, bevægede mig ud i det gode vejr og satte således et punktum for min deltagelse i dette års CLICK festival.
Selvom jeg ikke fik meget ud af præsentationen, synes jeg den var et godt billede på, hvad CLICK festival er. Det er en festival, der undervejs føles som alt fra en kunstudstilling til en musikfestival til en akademisk konference. Den er konsekvent med sit dedikerede fokus, som den undersøger og udforsker igennem både æstetiske og videnskabelige greb, og jeg har lyst til nysgerrigt at vende tilbage næste år.
