Årets Ganløse Revy oser af charme, overskud og scene-nærvær og det eneste, der er at udsætte på denne velsmurte revy, er, at en hel del af teksterne er genbrug fra andre revyer fra tidligere år.
Ganløse Revyen er et pænt stykke af vejen bygget på lånte fjer, og derfor er denne revy ikke i sig selv ny og original. Når den lille bitterhed er fyret af, skal det omvendt siges, at udførelsen er helt i top. Der skal herfra lyde et stort kompliment til Camille Rommedahl, Liselotte Krogager og Martin Knudsen for dette veloplagte trekløver, her i Michel Castenholts stramme og veltimede iscenesættelse. Netop samme Hr. Castenholt instruerede Rottefælden (revy i Svendborg) i 2015 og 2016 og alene herfra har han til lejligheden genbrugt 3-4 af teksterne. Genbrug er godt, men særligt fornyende for en revy, der jo netop skal indfange tidsånden lige her og nu, det er det ikke. På den konto skal den ellers super-dygtige instruktør have et rap over nallerne, mens der klippes en stjerne i anmeldelsen.
Ganløse Revyen 2018. Foto: Niels Steen Andersen
Der skal ikke meget til, før man mærker, at en tekst er blevet for gammel. Fx i indsparket Lakrids. Et gammelt Rottefælde-nummer, der humoristisk harcelerer over, at al mad nu skal smage af lakrids. Det indslag var aktuelt for 2-3 år siden, hvor lakrids-moden var på sit højeste, men nu virker det bare som om, noget er gået hen over hovedet på de medvirkende, når de endnu ikke har indset, at lakrids er passé og derfor fremstår nummeret – trods den flotte indpakning – også som old hat.
Men til Ganløse Revyens forsvar skal siges, at langt hovedparten af teksterne er nye og kender man ikke genbrugs-teksterne i forvejen, vil man i næstens alle tilfælde blive top-underholdt.
Genbrug er også En stille bøn, hvor danskerne og ikke mindst politikerne manes til at gøre brug af livets besøgstid, mens tid er. En klog vise af Søren Anker Madsen som hermed får sig endnu en genoplivning.
Aftenens absolutte højdepunkt er også fundet i genbrugskassen men kors, hvor er den morsom – igen. Sune Æbelø står bag teksten til Pensionisttur til Prag, en boblende morsomhed om et ældre ægtepar der, på en bustur til Prag, kobles sammen med en gymnasieklasse på druk og speed, hvad der kommer en herlig og forrygende fortælling ud af. Super-godt skruet sammen og super-morsomt genfremført.
Ganløse Revyen 2018. Foto: Niels Steen Andersen
Revyen langer en del ud efter medierne – og tak for det, for mange af indslagene rammer plet (også de genbrugte). Fx Carl-Erik Sørensens svirpende tekst, hvor der brainstormes på DR. Moralen i teksten er, at når der skal laves udsendelser til tv gælder det om at finde eksperter som intet ved om det aktuelle felt. Dumme spørgsmål og hjemmegjorte eksperter er vejen frem, så hvorfor ikke lade en stand-up kunstner udtale sig om kunst, for det bedste er jo, at der sættes spørgsmålstegn ved alt, frem for at få et kvalificeret svar fra dem, der reelt ved, hvad de taler om.
En del af revyens indslag består af forvekslingsoptrin, hvor der så ruskes op i vores allesammens indre svinehund. Fx i nummeret Og så kommer de herop, hvor to personer tror, at de taler om det samme, hvorpå det viser sig, at den ene taler om de ulve, som i ly af mørket og fjerne afkroge kommer over de danske grænser, mens den anden taler om flygtninge. I det hele taget er dette en revy, hvor danskheds-begreberne får sig et kærligt og kvalificeret smæk over fingrene.
Ganløse Revyen 2018. Foto: Niels Steen Andersen
Der er røre i den danske andedam a la Ganløse men ikke for meget og ikke for vildt. På den led er Ganløse Revyen i år en meget hyggelig, men også meget lukket én af slagsen, for den driller danskerne, men den hylder danskheden og det, vi står for i endnu højere grad. Der stryges derfor i år mere med end mod hårene, og den slags pleasing kan jo også være ganske rar og hyggelig, til trods for at den ikke kaster noget rystende eller selvreflekterende af sig.
Det, der står stærkest i årets udgave, er de super gode og smittende-dejlige skuespilpræstationer. Der vanker den ene fine og vidunderlige oplevelse efter den anden, og man mærker helt ud til den yderste spisebordskant, at årets team i Ganløse brænder for det, de gør, og det, de laver.
