Det er en udsøgt fornøjelse at sidde med ved langbordet og nyde menuen på Græsted kro – men revyen når ikke opstartshyggen til sokkeholderne og er en sjasket landhandel af plat komik og tamme tekster.
Det er oprigtigt hyggeligt på Græsted Kro. Buffeten er overmåde lækker og personalet tager imødekommende imod, når man træder ind på kroen. Frederik, der servicerede ved vores bord, sørgede venligt og opmærksomt for, at vi aldrig manglede vin og vand i glassene, og der var en behagelig summen af snak ved langbordene, hvor man både kunne være privat og komme i tale med sidemanden. Her var virkelig dækket op til en fornøjelig aften og kro-hyggen fungerede fortræffeligt – hvilket desværre ikke helt er dækkende for revyen.
Græsted Revyen 2018. Foto: Peter Søndergaard
For aftenens åbning er noget af en stemnings-skabende mavepuster. Da holdet kommer på scenen, blændes der op for i en lang og pointeløs introduktion af alle medvirkende med navns nævnelse – hvad skal vi dog med den start? Det hele står jo i programmet. Og da de omsider tager hul på aftenens ”rigtige” program viser det sig at være noget af en blandet landhandel. Her er en klog lille parodi på det moderne menneskes bizarre brug af verdens lidelser, i form af Niels Olsens tekst Breaking News. Her nyder et midaldrende ægtepar verdens grusomheder gennem tv’ets nyhedsflade og flyder med fra sofaen og lader ”terrorister og sindssyge sadister holde ægteskabet sammen”.
Der er et fint indspark i samtidsdebatten, med blik for det horrible i at rykke pensionsalderen op, i Pensionssikkerhed som finurligt tvister, hvem det er, vi tror, vi ser på scenen, da de tre rystende pensionister på scenen viser sig ikke at være demente plejehjemsbeboere, men personale på et moderne hospital.
Og så er der lidt kant at finde i Carl-Erik Sørensens vise Lad det nu ligge. Her får vi Anna Karins velsungne fortolkning af den verdensfjerne forstadsfrue, der med hvidvin og en galopperende hest i Eremitagen undres over alle beduinerne med ghetto-netto-plastikposer, som hun ikke kan få til at passe ind i Klampenborgs klientel. Der er måske ikke så meget nyt under solen i nummeret, men det fungerer fint til at massere lattermusklerne med den velskrevne ironi.
Græsted Revyen 2018. Foto: Peter Søndergaard
Desværre er der langt mellem de fængende og ikke mindst morsomme ord. Den rene ævle-bævle ordleg i visen Tænketank taber hurtigt pusten i sin iver efter at få teksten til at rime mens indholdet smuldrer. Mimeren, som skal fagte sig fysisk gennem et cykelnummer, er bare ikke morsom. Cosmo og Caroli er et ’under-bæltestedet pubertært-plat’ hypnose-nummer, hvor den gebrokne hypnotisør får mediet til at drikke sit eget tis.
En Vuggevise har ikke meget andet på hjerte end at karikere de gængse kønsstereotyper – manden mangler sex, kvinden er træt af at vaske hans underklæder med bremsespor. Mens en musikalsk potpourri til slut nok er tradition i klassisk revy, men for pokker da gerne må svinge lidt eller bare have en overordnet rød tråd, så man ved, hvorfor vi skal lytte med.
Græsted Revyen 2018. Foto: Peter Søndergaard
Der er ganske enkelt for meget slinger i valsen i årets Græsted Revy. Tempoet er ujævnt og instruktionen mangler dynamiske nuancer. På scenen entreer en masse figurer, der aldrig rigtigt kommer i spil som helstøbte karakterer, og teksterne er samlet set for tamme og uden de slagstærke pointer, som kan mane stof til eftertanke eller bare ruske lidt op i lattermusklerne.
Det var ellers så fint sat an med kro-hygge og lækker menu, men revy-desserten kan ikke bære den gode stemning i hus. Så mens kro-anretningen nok kan trække fulde stjerner for sin gode mad og behagelig oplevelse, må selve revyen nøjes med to stjerner herfra.
