★★★★☆☆ Charmerende tidslomme-revy

Gilleleje Revyen 2018 henvender sig ikke til den yngre målgruppe. For kender man ikke sin Elga Olga, Sitter Horne Rasmussen eller Kleo fra en tid der var engang – så vil man undre sig over, hvad det er for en flok gamle hoveder, det handler om. Det her er revy af en tid, der var engang, men kan man acceptere den præmis eller går man efter det trygge og gammelkendte, så er denne charmetrold værd at sætte tænderne eller måske snarere gummerne i.

Er man til gammeldaws revy som vor mor plejede at lave den, så er årets Gilleleje Revy svaret på en god underholdningsaften. Her er ikke mange spidsfindigheder eller indforståede og intellektuelle hentydninger, her smækkes svesken på disken, og det er befriende, at landets mindste revy ikke udgiver sig for at være andet, end den er: Ren og skær underholdning med plads til det gode grin, bygget op omkring de mere gammeldags grundsten inden for den traditionelle revygenre: Parodien, forvekslinger og den stille sang om noget opbyggeligt og poetisk, garneret med jokes og hurtige svingdørsnumre.

Det er en konservativ revy, for selvom numrene og indholdet ofte henviser til noget nutidigt, er dette en revy, som man også kunne have set for 10, 15 eller 20 år siden. Opbygningen er den samme. Det betyder ikke, at revyen er kedelig, den er bare bygget op over et fast revyskellet, som mange andre revyer for længst har droppet. Så er man til det trygge, til det de fleste tror, at revy (stadig) er, så er denne charmerende tidslomme-røver slet ikke til at komme udenom, specielt ikke fordi to af revyens tre medvirkende i den grad gør det godt på scenen.

Gilleleje Revyen 2018. Pressefotos

Jesper Søgaard charmer sig mandehørms-frækt gennem aftenen, både som grovkornet fisker, og som morgenbolledame for den legendariske rejsekonge Simon Spies, spillet fortrinligt af Ulla Jessen, i Per Dahls frække tekst, der i den grad får taget på Fyrkroen i Gilleleje til at lette.

Det er humor som rammer under bæltestedet og dette er ubetinget landets frækkeste eller mest små-sjofle revy, men alt leveres med så meget selvironi og så meget charme, at man ikke kan andet end at overgive sig. Fx i Peter Holst Beck-teksten, hvor der tales om beskyttelse, og den ene part taler om beskyttelsespenge i forhold til en bar, mens den andet taler om beskyttelse i form af prævention.

I det hele taget er dette en revy, hvor der spilles på enten antydningerne eller forvekslingerne, og hvor det at tale forbi hinanden går som en rød tråd gennem hele forestillingen, fra emner som #metoo til indslag om politisk korrekthed.

Gilleleje Revyen 2018. Pressefotos

Jesper Søgaard og Ulla Jessen brænder igennem både sammen og hver for sig, og her kan Ulla Jessen et eller andet, når det gælder den intime og intense sang i fransk chanson-stil, ikke mindst i sin egen stille sang Aha, en livsfortælling frit bygget over PHs Nå!. Samme flotte og morsomme greb har hun om figuren Mette Bechmann i sketchen Millionær på bistand, der begræder at rejser til Portugal nu er afløst af trivielle ture til Borgerservice.

Desværre halter medspilleren Peter Holst Beck noget bagud i forhold til de to øvrige medvirkende (men de fyger til gengæld også afsted og dominerer scenen) og her ville bedre modspil stå stærkere en anden gang, selvom Holst Beck absolut gør sit bedste. Til gengæld er den stedlige nye kapelmester for det lille tomandsorkester, Mads Strandgaard, et fund som i den grad får den intime revy op at swinge rent musikalsk.

Holdet har selv stået bag instruktionen, der taktfast sidder, som den skal. Langt hovedparten af teksterne er gode, og er man indstillet på en gammeldags revy, så er denne tidslomme-revy, der absolut har noget på hjerte, selvom det ikke er de store armsving, den helt rette at gå efter.