Svalegangens forestilling Mæt af dage er en tam fornøjelse. Et emne som aktiv dødshjælp kaster en masse interessante spørgsmål om mennesket og samfundet af sig, som her forbigås.
Hvorfor er det mere sygt at ville dø end at ville leve?
Den unge kvinde Karen (Anna Nøhr Tolstrup) har lyst til at dø, men kan ikke sige hvorfor, og det frustrerer hendes kæreste Esben (Albert Stein Ankerstjerne). Forsøgsvis prøver hun at lægge noget til grund. Men fordi det, hun siger, er så ukonkret, forbliver han hele vejen igennem magtesløs. ”Det er det hele”, forsøger hun: ”Jeg har bare lyst til, at det skal være slut”.
Hvorfor er det mere sygt at ville dø end at ville leve? Skyldes det alene vores tids ideologi? Ifølge darwinistisk tænkning lever vi for at overleve og reproducere. Vores krop modarbejder døden. Vi kan ikke holde vejret til døde. Det er imod vores natur, vil vi måske sige. Men vi kan godt ønske at dø. Her åbner sig en grundkonflikt. Spørgsmålene står i kø. Men de bliver ikke stillet i Svalegangens forestilling Mæt af dage, der mere fokuserer på, om folk der virkelig vil dø, skal have lov til det på en skånsom måde. Findes der to holdninger til den sag? Jeg tror det ikke.
Omdrejningspunktet i debatten er det første led, ikke det sidste: Hvordan sikrer vi os, at det er de selvmordstruedes egentlige ønske? Desuden tror jeg heller ikke på situationen. Ingen fødes som selvmordere. Og Svalegangen får mig ikke overbevist om ’det grundløse selvmord’, hvis det da er det, de ønsker?
Forestillingens ’fortællere’ antyder måske en årsag, når de taler om barnets appetit på verden – om dets evne til modsat voksne at forundre sig over små ting som f.eks. ”myrer”. Men er det reelt, at en ung kvinde er ”mæt af dage”? Og hvis ja, hvad kan det så skyldes? Er der noget i tiden, der gør os forundringsløse? Skyldes det den store skærm-eksponering? Er det kun kemi eller også kultur? Og er de to ting ikke forbundne? Giv mig gode grunde til at tro på situationen! Og tag de mere regulære bekymringer op som f.eks. spørgsmålet om, hvorvidt man ønsker det for ikke at ligge nogen til last. Selvmord er et aktivt fravalg, at forblive i live et passivt tilvalg – i al fald til en start. Og hvordan kan vi samvittighedsfuldt sortere i de selvmordstruede? Skelne mellem dem, der ønsker at dø, og dem, der alene ønsker at undslippe bekymringer? Er der ikke risiko for en grim glidebane?
Helt generelt stilles der i forestillingen for få spørgsmål til et emne, der ellers kaster mange af sig. F.eks. spørger Karen på et tidspunkt sin psykolog Vibeke (Kirstine Hedrup), der med hånden i lommen tillægges en overbevisende psykolog-nonchalance (åh, så ’meta’ på alt), om ”det er en sygdom gerne at ville dø”. Det er da et godt spørgsmål. Men det bør følges op af flere. Hvem afgør f.eks., hvad der er sygeligt? Er det afhængig af tid og sted?
Selvbedrag
Scenografien af Karin Grille er holdt i klinisk hospitalshvid, og publikum sidder på en slags langsidetribuner, mens forestillingen meget symbolsk udspiller sig mellem to porte i hver sin ende af lokalet. Vi er i et ubestemt rum, et billedligt og oplyst limbo, hvor skuespillerne bevæger sig frem og tilbage og ’spiller’ til alle sider, mens faretruende lyde med et snert af kirkeorgel ulmer i baggrunden. Hvilken vej vil hun gå? Vælge livet fra eller forblive i live?
Eneste rekvisit er et stort hvidt lagen, og det får en vigtig rolle. At Esbens far tog sit eget liv, gør situationen prekær. Han har før set dødens grimme ansigt – hørt den dumpe lyd, da farens dødsstive krop gled ned i kisten. Men sådan behøver det slet ikke at være, forsøger Karen: ”det handler om, hvordan vi vil fortælle den fortælling”. Også i fortiden gjorde eskimoerne det af med deres døde, når livet ikke længere var noget værd – de satte dem ud på isflager og lod dem smertefrit fryse ihjel med udsigt til smukke fjelde. Her var en anden pragmatisme, og det er den slags, hun drømmer om – den rene død på den hvide isflage som her symboliseres med det glatte, hvide lagen. Men Esben yder drømmen modstand, når han forsøger at puste livsmod i hende ved at tale om dengang, de dansede uden musik. Og det samme gør den ulykkelige mor og psykologen Vibeke, der vil have hende i gang med et ”forløb”. Mod slutningen overtager Esben dog mere og mere Karens holdning, men samtidig møder han modstand fra sin ven, der fortæller, at historierne om eskimoerne er ”en myte”. Vennen spilles troværdigt af Jakob Hannibal. Med en velvalgt jysk dialekt påstår han som en ’fornuftens stemme’, at døden er lige så ”grusom”, som den lyder. ”Alt ævl om den smukke død” er noget irrationelt pjat, som vi bilder os selv ind for at udholde skæbnen. Og det er en fin indsigt. Vi mennesker er fantaster, der opdigter ting for at afhjælpe angst, men til gengæld er det i trange tider frygten for døden, der holder os i live. Det er dens vitale funktion. Og det er den, som Karen på ingen måde tynges af. Hun er alt for afklaret til at være virkelig, ren fiktion, og derfor bliver jeg heller ikke særlig berørt af omstændighederne.
Det er ikke skuespilleren Anna Nøhr Tolstrups, den er gal med, men teksten af Thomas Markmann. End ikke Virtual Reality-brillerne kan gøre noget ved den del. Det hjælper ikke noget at låne Karens øjne i starten og slutningen af stykket (vi blev opdelt i par og fik hver især en kort seance at se). Hun er og forbliver urelaterbar.
