Dansk teater – hvad nu?

En levende debat om scenekunsten, dens udfordringer og fremtidige virke

<strong>Dansk teater</strong> – hvad nu?

Louise Stenstrup, direktør for teaterorganisationen Dansk Teater. Pressefoto

Rie Hammer:

Rie Hammer er chefredaktør af ISCENE.dk og tidligere ansvarshavende redaktør på teatermagasinet Teater1.

Billedserie

Dansk Teaters direktør Louise Stenstrup åbner ISCENES nye debatserie, hvor vi spørger flere af branchens aktører, hvad de ser af udfordringer, muligheder og hvor dansk scenekunst skal bevæge sig hen.

Hvad er scenekunstens største udfordring i dag?

Scenekunsten har flere og sammenhængende udfordringer. Men teatrenes største udfordring er måske også deres største styrke. Teatret er rummet for refleksion. Rummet for fordybelse. Og rummet for fællesskab og samvær, hvor vi ikke forstyrres af mobiltelefoner, tikkende mails og andre gøremål. Men samtidig er tid i dag en knap ressource, og kampen herom intensiveret ikke bare af mere flydende arbejdsformer og tider, men også af nye underholdningsplatforme og streamingstjenester, der hver især kæmper om borgernes opmærksomhed. Så selvom teatrets største styrke netop er etableringen af tidsrummet for fordybelse, er det også dets største udfordring, at kampen om tiden er blevet større.

Særligt har den udfordring også betydning for teatrets evne til at nå nye publikumsgrupper – og især få de unge til at fravælge tiden brugt på YouTube, instagrammere og Netflix til at vælge at bruge tiden i teatret. Det kræver et aktivt tilvalg, og derfor er det også afgørende, at scenekunsten hele tiden udvikler og fornyer sig, så vi opleves som relevante og i øjenhøjde med de nye publikumsgrupper, vi ønsker at tiltrække.

Det kræver, at der eksisterer en diversitet i teater-udbuddet, som er lige så forskelligt og mangfoldigt, som der er publikummer. Nogle er til musicals og opera. Andre er til samfundsaktuel nyskrevet dramatik, klassikere, eller til forestillinger, som bygger på genkendelige titler fra film, TV-serier eller bøger. Nogle begejstres særligt over at møde teaterkunsten i byrummet som en munter eller tankevækkende pause fra hverdagen, mens andre foretrækker de kropslige udtryk i form af dansen, performanceart og balletten. Vi har alle forskellig smag, og det ene udelukker ikke det andet. Men hvis teatrene fortsat skal kunne sikre et mangfoldigt udbud, er en af de største udfordringer, at vi over de seneste år har set en øget politisk tendens til at fokusere på sædebelægning, antal solgte billetter, publikumstal mm. Det indebærer en stor risiko for, at alle bliver presset til at løbe i samme retning. En risiko for, at det bliver vanskeligere at satse på det nye, udfordrende og usikre. Og dermed en risiko for, at en ensretning af teater-udbuddet vinder på bekostning af diversiteten.

Hvilken rolle skal dansk scenekunst spille nu og i fremtiden?

Scenekunsten spiller allerede en stor rolle i rigtig mange danskeres liv. Det er en myte, at vi ikke har publikum. Det har vi, og jeg synes godt, at vi kan være stolte af, at vi rent faktisk har formået at fastholde vores publikum på trods af, at kampen om tiden er blevet intensiveret og ikke mindst, at publikum i dag har langt flere ”tilbud” på hylden, end de havde for bare ti år siden. Men derfor skal vi ikke hvile på laurbærrene. For den rolle, teatret har spillet i den ældre befolknings opvækst og hverdag, skal vi også spille for de nuværende og kommende generationers. Vi skal blive set som relevante – uanset hvis øjne, der ser. Det betyder, at vi skal være relevante både for de nye danskere, som kommer til vores land, for de unge, for børnene og for familierne. Og det kræver, at vi værner om den fine tradition, som vi har i Danmark for, at borgerne kan møde scenekunsten der, hvor de er i daginstitutionerne, skolerne og i boligområderne.

Men ikke kun, når det handler om den almindelige dansker, skal teatret fortsat spille en dannelsesmæssig og refleksionsmæssig rolle. Vi skal også spille en større rolle både på den offentlige og den politiske dagsorden. Vi skal så at sige spille en rolle, der hvor beslutningerne træffes om de vilkår og rammer, teatrene skal fungere under. Politikere skal i deres beslutninger hele tiden opveje en række hensyn mod hinanden. Er det daginstitutionerne, klimaet, ældreplejen eller kulturen, der skal prioriteres? I den beslutningsproces skal teatrene spille en rolle og i øget grad vise politikerne, at kunst er en investering og ikke en almisse. Vi skal vise, hvilken rolle vi spiller i lokalområdet, for borgeren, for børnene i skolerne og for den kulturelle dannelse, hvor vi tager borgerne med i en refleksion over vores historiske rødder, kulturarven, de samfundsaktuelle problemstillinger og de værdier, vores demokrati og samfund bygger på.

På det område, tror jeg bl.a. andre kunstområder og institutioner, traditionelt har spillet en større rolle end os, og derfor også haft langt mere ”taletid” både i medierne og hos politikerne.

Hvad skal der til for, at scenekunsten kommer derhen?

Jeg vil ikke kloge mig på den rolle, teatrene spiller og skal spille for deres publikummer. Det vil jeg overlade i trygge hænder til teatrene selv, hvor også både Scenit og Applaus forhåbentlig kan give teatrene mere og bedre viden om publikumsudviklingen og tendenser på det område.

Men når det handler om at få en stærkere stemme i offentligheden og blandt politikerne, er det vigtigt, at vi nu står sammen som én samlet branche – ét talerør. Det er første skridt. Næste skridt er også at få opbygget et stærkere fagligt videngrundlag om teatrene, så vi i højere grad kan sætte og kvalificere den offentlige debat om scenekunsten og ikke mindst, så de politiske beslutninger i højere grad fremover kan træffes på et kvalificeret grundlag frem for på formodninger. Det kræver både, at vi opbygger en intern ”videnbank” med fakta om f.eks. produktionsomkostninger, nyopsætninger, omfanget af privat finansiering, infrastruktur omkring køb og salg af børne- og ungdomsteater mm. Det kræver, at vi i samarbejde med bl.a. kommuner og KL får udviklet nogle metoder til ensartet at foretage målinger af, hvilken rolle teatrene spiller i lokalområderne både i forhold til de mere kvalitative undersøgelser af betydningen for borgerne, men også når det handler om de mere kvantitative parametre som den afsmittende økonomiske effekt af teatret på restaurationsbranchen, hotelbranchen, brandingen af byen osv. Og så handler det på den længere bane om at få udviklet noget forskning og undersøgelser i samarbejder med universiteter og eksperter, der mere grundlæggende ser på betydningen af teatret for eksempelvis børn og unge, den kulturelle dannelse mm. Selvom jeg ikke mener, at kunstens værdi altid kan dokumenteres, måles og vejes, er det vigtigt, at vi kan imødegå den offentlige debat og de politiske beslutninger på et faktuelt grundlag. Og det skal vi sammen forsøge at opbygge.

Hvem skal tage ansvar for og sørge for, at scenekunsten får den ønskede placering i samfundet?

Hvert enkelt teater har et ansvar for, at deres forestillinger spiller en rolle for deres publikummer, for engagementet i lokalområdet, samarbejder og for at udvikle og forny sig. Teatrene har også et ansvar for at stå sammen som branche. Og der synes jeg i høj grad, at teatrene allerede i dag har påtaget sig et stort ansvar med etableringen af Dansk Teater som deres fælles brancheorganisation. Det viser en teaterbranche, hvor man ønsker et branchefællesskab, og hvor man som medlem har ønsket at tage ansvar for helheden, for udviklingen og for teatrene som arbejdspladser. Og det viser en holdning til, at vi er stærkere sammen end hver for sig. Det er også min oplevelse, nu hvor jeg har været rundt og besøge flere af teatrene. Der er langt mere, der binder os sammen end skiller os ad.

Dansk Teaters rolle er så netop at være teatrenes fælles talerør – tragten, der kan være teatrenes samlede stemme i offentligheden og blandt politikerne, så projektørlyset i højere grad kommer til at lyse på den vigtige rolle scenekunsten spiller i samfundet.

Dansk Teater

Hvad er Dansk Teaters primære rolle?

Dansk Teater er teatrenes fælles branche- og arbejdsgiverorganisation. Vores primære rolle går derfor også på to og sammenhængende ben. Vi skal sikre teatrene gode arbejdsvilkår. Det handler både om, at vi i samarbejde med alle vores ansatte – skuespillere, dramatikere, instruktører m.fl. – har nogle gode arbejdsforhold, som gør, at vi i fællesskab hele tiden kan udvikle os og imødekomme de udviklinger, der hele tiden foregår i det samfund, vi er en del af. Og det handler om, at vi bliver en stemme, man lytter til på den politiske dagsorden, så vi kan være med til at forme scenekunstens rammevilkår og dermed ”det hus eller det fundament”, som danner rammen om scenekunstens arbejdsvilkår.

Hvad er Dansk Teaters største udfordringer?

Som organisation er vores største udfordring ikke meget anderledes end teatrenes. Vi har store ambitioner, men midlerne er små og tiden knap. Den største udfordring her i en opstart er derfor også at prioritere mellem alle de mange og spændende forhold, der er at tage fat på.

Del artiklen

'Dansk teater – hvad nu?'

Facebook