‘Persona’ er fantastisk klog på mennesket som socialt og seksuelt væsen

<strong>‘Persona’ er fantastisk klog på mennesket</strong> som socialt og seksuelt væsen

Persona på Aalborg Teater 2018.
Foto: Lars Horn / Baghuset

Kasper Dam Nielsen:

er litteraturanmelder for Standart og Vinduet, medlem af forskningsgruppen Sexuality Studies og programredaktør for kunst, arkitektur og design på Folkeuniversitetet.

Billedserie

Persona
17. nov - 15. dec 2018
Aalborg Teater

Billedserie

Persona
17. nov - 15. dec 2018
Aalborg Teater

Bør man gøre et skuespil ud af livet? Og kan man overhovedet leve, hvis ikke man giver sig selv lov til at snakke sludder engang imellem?

Som en skulptur

Aalborg Teaters udgave af Bergmans Persona er fantastisk klog på mennesket. Den berømte og meget velansete skuespiller Elisabet Vogler (Maria Henriksen) har valgt at tie stille. Alene åbner hun stykket iført et par okkergule og bredbenede bukser, en tæt sort t-shirt og et par halvhøje stilletter med spids snude. Elegant er hun. Som en skuespiller med et sky og uudgrundeligt væsen, langsomme bevægelser og en forsigtighed, der får hende til at virke så frygteligt ømskindet, ja, vel nærmest hypersensitiv og ophøjet – som havde hun en særlig adgang til verden, åbne porer. Udsat er hun også. Rummet omkring hende, den trange og meget oplyste scene, der er udformet som en fordybning i en aflang ’ramme’ med træbeklædning, er ubarmhjertigt udstillende. Men her står hun altså. Smalt indrammet. Og tier stille. Pinligt stille. Som en skulptur er hun. Tavs og smuk.

Elisabet er indlagt efter tre måneders tavshed. Og til at tage sig af hende er sygeplejersken Alma (Bolette Nørregaard Bang), der i begyndelsen udgør Elisabets modsætning. Iført kittel og Birkenstock-sandaler kommer hun ind fra højre, afbryder stilheden og taler ualmindeligt begejstret om Elisabet og teatret. Allerede her synes noget undervejs.

Persona på Aalborg Teater 2018.
Foto: Lars Horn / Baghuset

Orgie på stranden

På hospitalet modtager Elisabet et brev, hvor afsenderen, hendes mand, beder hende blive i ”rollen til, den er udspillet”. Vedlagt er også et billede af hendes søn, og synet af ham gør hende ked af det. Men ellers afsløres ingenting. Ikke endnu.

På lægens opfordring tager de to kvinder i sommerhus i håb om, at lange gåture kan hjælpe Elisabet. Og det er særligt her, tingene begynder at tage en drejning. Scenografien er den samme som før. Men de to kvinder ændrer påklædning – fra kittel og bukser til nederdel, strandhat og kjole. Og fordi Elisabet ingenting siger, siger Alma en hel masse. Mest af alt er det uærlige klichéer: den unge sygeplejerske vil gerne ”betyde noget for andre mennesker”, have ”to børn med Karl-Henrik”, og det giver hende ”en stor tryghed ikke at skulle spekulere” over, hvordan hendes liv skal udforme sig. Sådan forsøger Alma at indbilde sig ting om sig selv. Men samtidig får hun også sagt, at hun har haft et ”forhold til en mand i fem år, som var gift”. Her begynder personaen så småt at slå revner. Elisabet er den første, der har hørt på hende. Og langsomt åbner hun op for sine forbudte lyster. Subtilt er det kun til en start, hvor Alma fortæller, at hun i sin opvækst kun var omgivet af brødre. Ingen kan fatte mistanke om noget her. Ansigtet udadtil er stadig intakt. Men personaen gennembrydes langsomt i det fortrolige selskab, og Alma kan udover forholdet til den gifte mand også fortælle om en tur på stranden engang, hvor hun havde en affære med en kvinde. Alene klædte de sig af til to voyeuristiske teenagedrenges store fornøjelse, og det hele endte ud i et hedt orgie.

Hos den franske filosof Georges Bataille kan man læse, at erotik forudsætter en eller anden form for tvang. På grund af skamfølelse overskrider de fleste af os ikke sådan lige kulturens forbud mod erotik, men skal tvinges. Og det var lige nøjagtig, hvad der her skete. En slange ’tvang’ ’den pæne pige’ ved at insistere på, at også hun skulle forblive afklædt (”Lad dem kigge”). Kvinden på stranden fik hende til at tabe masken.
Efter orgiet gav de sig til ”at le alle sammen”. Den slags er meget almindeligt. Når forbudte lyster ’åbenbares’, griner vi gerne. Også Freud gjorde sig den iagttagelse. Og sjovt nok er det også i denne scene, at skuespiller Bolette Nørregaard Bang taber sin ’maske’. Generelt falder ordene for unaturligt igennem stykket. Talen går i et lidt for fast toneinterval. Men lige her synes hun også selv grebet af fantasien, ærligt drevet af lyst. Og det kan høres!

Persona på Aalborg Teater 2018.
Foto: Lars Horn / Baghuset

Hjemme igen hos Karl-Henrik lader Alma som ingenting, og de har bedre sex end nogensinde før. Også den logik virker intuitivt meget reel. Den gamle maske er endnu ikke vokset ud igen, og lyst nærer lyst.

Tilbage i real-tid spørger Alma, forundret over sin egen fortælling, Elisabet, om man virkelig kan være ”to fuldstændig forskellige mennesker på samme tid?” Og fordi hun gerne vil være som Elisabet, overtager hun hendes identitet og opfører ’teater’. Også det giver mening for mig: Alma længes ikke kun efter teatret, fordi hun på scenen kan gennemleve flere liv, men også fordi hun dér kan foregive at bære maske, selv når det ikke er tilfældet. Rollen bliver simpelthen hendes alibi.

Brevet

Senere får Alma fat i et brev fra Elisabet. Først i det står der noget om Elisabets egen situation. Hun har det bedre, synes hun: ”At tie, leve afsondret” og begrænse ”sine behov” gør hende glad og nysgerrig på simple ting som ”tykt spindelvæv”. Livet som skuespiller har gjort hende forvænt med stort drama og ufølsom over for de små ting. Og det er dem, som hun nu igen er ved at få øje for. Det er ét spor i brevet. Et andet handler om Alma, som hun ikke kun skriver, er forelsket i hende på en ”ubevidst måde”, men også kalder for ”hyklerisk” – Alma klager bl.a. over, at hendes ”idéer om livet ikke er i overensstemmelse med hendes handlinger”. Alt det gør ’den pæne pige’ rasende. Brevet varsler hendes afsløring. Og samtidig føler Alma sig også ’læst’. ”Hvilket studium, hva?”, råber hun og spørger, om man overhovedet kan leve, hvis ikke man giver sig selv lov til at snakke sludder engang imellem? Er det ikke sygeligt at være så optaget af naturligt ”tonefald”, at man ikke længere tør tale? Bør man gøre et skuespil ud af livet?

Persona på Aalborg Teater 2018.
Foto: Lars Horn / Baghuset

Om den berømte skuespillerinde er det engang blevet sagt, at hun mangler ”moderlighed”. Her handler det omvendt om Elisabets persona – om moderrollen som er den eneste ’rolle’, hun aldrig har kunnet spille. I løbet af sin graviditet forsøgte hun selv at abortere. Og da barnet kom til verden, skreg det både dag og nat og ”nærede” en uendelig ”kærlighed til sin mor”, som hun aldrig kunne gengælde. Alt det roder Alma op i efter at have datet hendes mand (Nikolaj Bjørn-Andersen), der ikke længere kan kende forskel på dem. Drevet af hævnlyst flår hun ’masken’ af Elisabet, taler om hendes forsømte barn og det grimme ”ar på halsen”, som hun ”plejer at sminke over”. Alt det mørklagte skal frem i lyses.

Forfatter: Ingmar Bergman
Instruktør: Johannes Holmen Dahl
Scenograf: Nia Damerell
Lysdesigner: Mia J. Willett
Lyddesigner: Aske Bergenhammer Hoeg
Medvirkende: Bolette Nørregaard Bang, Maria Henriksen, Nikolaj Bjørn-Andersen

Læs mere om forestillingen her

Del artiklen

''Persona' er fantastisk klog på mennesket som socialt og seksuelt væsen'

Facebook