Et guddommeligt ordskælv

Anmeldelse af Dantes guddommelige komedie på Teater Republique

<strong>Et guddommeligt</strong> ordskælv

Dantes gudommelige komedie, Teater Republique 2019. Foto: Per Morten Abrahamsen

Klaus Rothstein:

er kritiker, kommentator og journalist ved Weekendavisen, studievært på Skønlitteratur P1 og forfatter til en håndfuld essaysamlinger og debatbøger om litteratur, kultur og politik.

Billedserie

Dantes guddommelige komedie
Teater Republique
10. jan - 2. feb 2019

Billedserie

Dantes guddommelige komedie
Teater Republique
10. jan - 2. feb 2019

”Helvede, det er de andre”, hedder det i Jean Paul Sartres Lukkede døre, og selvom jeg ikke tør påstå, at jeg helt har loddet dybden i udsagnet, tænker jeg altid på det som en idiosynkratisk kritik af den sociale virkelighed, som vi er tvunget til at deltage i, om vi orker eller ej.

‘De andre’, vores medmennesker, er da sandt for dyden også irriterende med al deres påtrængende gøren og væren. Men uden disse ‘andre’, dette helvede, hvem er vi så, og hvor er vi så? I en anden verden, en anden virkelighed?

Hos Dante – den florentinske kulturmandsinstitution fra middelalderen – er Helvede anderledes håndgribelig. Det er fra ham, vi har de konkrete forestillinger om underverdenens indretning, og i hans Commedia fra 1300-tallet (senere tilføjet guddommeligheden, La Divina) kommer vi på guidet tur ned gennem helvedestragten.

Seneste nye afrejse mod Helvede, Skærsild og Paradis sker netop nu på Republique, hvor Stina Ekblad viser os, at Dantes guddommelige komedie ikke kun er en nedstigning til dybet, men også en stejl opklatring i et uendeligt bjergmassiv af ord, ord, ord (i Karen-Maria Billes udvalg og bearbejdelse af Ole Meyers moderne oversættelse). Helt alene – rødklædt som Dante selv på Botticellis berømte portræt – kæmper hun sig gennem sjælsdybet, forvildet og forjaget, i sin søgen efter – ja, efter alt.

Dantes gudommelige komedie, Teater Republique 2019. Foto: Per Morten Abrahamsen

Om Stina Ekblads præstation er mange gode ting at sige. I Staffan Valdemar Holms instruktion spiller hun sig gennem den monumentale monolog med en enorm energi og elegance. Lytter man opmærksomt efter, vil man hist og her mærke et gennemslag af hendes finlandssvenske modersmål, men så meget desto klarere og smukkere står Stina Ekblads klassisk danske diktion, der vel blev grundlagt under uddannelsen på Odense Teater i sin tid. Mange indfødte kunne lære meget ved at lytte grundigt efter, når Stina Ekblad taler dansk, og hun bør tildeles Nordens Sprogpris 2019, den som Sofie Gråbøl fik i fjor.

Men én ting er sproget, noget andet er ordene. Deres fylde er enorm, nærmest intimiderende. De kommer flydende i en urolig uendelighedsstrøm, og man snapper efter vejret for ikke at drukne. Af og til bukker man under og må kæmpe sig tilbage, det er én lang krisekamp, og så meget desto større er skuespilpræstationen. Jeg ved ikke, hvordan det opleves fra scenen, men som publikum tænker jeg tit, at få ting kan være vanskeligere at overkomme for en skuespillerhjerne, end den lange litterære monolog.

Bente Lykke Møllers scenografi er et kapitel for sig. Det dybe sorte scenerum er optrukket af syv gange syv snorlige rækker af hvidtlakerede objekter:
Bord
Klods
Trækharmonika
Dunk
Køkkenmaskine
Gevær
Skotøjsæske
Fuglehus
Vugge
Terrin
Fad
Drejeskivetelefon
Legetøjsbil
Ølkasse
Bogstak
Papirpose
Papirbåd
Sækkevogn
Lakpose
Gulvspand
Tallerkener
Ringspil
Redningskrans
Håndvægte
Kugler
Rejseskrivemaskine
Styrthjelm
Symaskine
Skateboard
Stilletsko
Havestol
Kuffert
Megafon
Urtepotte
Grammofon
Fejebakke
Reol
Taburet
WC
Brandslukker
Dante-buste
Økse
Computer

Dantes gudommelige komedie, Teater Republique 2019. Foto: Per Morten Abrahamsen

Og så er der også et par objekter, jeg ikke ved, hvad er.
Måske en lille forhindring fra et hækkeløb? Hvad antyder disse ting, kliniske og lidenskabsløse i al deres hvidhed? Hvad skal vi tænke om alle vor tids hverdagssymboler, der ikke fandtes i Dantes Firenze, men bygger bro til vores moderne samtid? Måske er alle disse ting – alt det materielle – trædesten på vejen til Helvede?

Under alle omstændigheder: Blandt disse objekter, der minder om marmorgravstene på en kirkegård, hvirvler Stina Ekblad omkring og kaster et skyggespil af silhuetter på gulv og vægge i konstant bevægelse, dansende, løbende, akrobatisk. Til sidst standser hun op og gør reverens mod busten af Dante. Det er et eruptivt guddommeligt ordskælv.

Dantes guddommelige komedie. Instruktør: Staffan Valdemar Holm. Scenograf: Bente Lykke Møller. Lysdesigner: Clement Irbil. Teater Republique til den 2. februar. Medvirkende: Stina Ekblad og Vitus Elliot Hansen/Samuel Traum.

Del artiklen

'Et guddommeligt ordskælv'

Facebook