Er kampen tabt og var #MeToo bare en ventil til at give kvinderne lidt luft? Spørger ISCENEs anmelder, der føler sig en smule snydt efter to timer i selskab med Sanne Søndergaard.

Humor og satire lever bedst i mødet med et publikum, der føler sig set, genkendt eller ramt af det, der udgår fra komikeren på scenen. Måske i endnu højere grad med standup, som er så personbåren. Der er ingen tvivl om, at de der har den fedeste aften til Sanne Søndergaards Kontroltaber på Bremen Teater, er de, der deler Søndergaards følelser og tanker om, hvad det vil sige at være kvinde i dag. Fra at få dickpics på Messenger over irritationen af, at skridtet altid hænger på strømpebukser til et liv i permanent alert-tilstand. For ifølge Sanne Søndergaard er det værste, der kan ske for en mand, at han taber ansigt, mens det for en kvinde er: Peter Madsen.

Den inkarnerede single igennem 15 år bor i dag i Midtjylland med kæresten Jonas og to bonusbørn.
Jonas forstår for det meste, hvor hårdt kærestens liv som feministisk komiker har været. Men det er dog ham, der engang udtalte de ord, som hele showet er en form for svar på: Kunne hun ikke blot vælge nogle andre kampe? Nogle der ikke i samme grad bragte hende i direkte clinch med vrede mænd.
Nej! Og det er faktisk hele problemet i Sanne Søndergaards univers. De fleste kampe føler hun aldrig, hun har valgt. Hun er blevet trukket ind i dem. Helt tilbage fra dengang som skolepige, hvor lærerens råd til den tidligt udviklede teenagepige var, at hun måske skulle gå i mindre stramme bluser.

De umulige kampe

Kontroltaber er en form for udviklingshistorie. Vi starter i Vojens, hvor den helt nyslåede komiker Sanne Søndergaard bliver sendt ind foran en flok stanglider… undskyld stangberusede mænd med præsentationen: ”Vi plejer at have en stripper, men i år ville vi prøve noget andet”. Noget andet! Hun er ikke engang komiker!
Et par år senere til DM i standup står hun overfor komikeren Geo – der bliver en slags ond ånd og særlig infamt sexistisk repræsentant for den standup-branche, Sanne Søndergaard mere har et had- end kærlighedsforhold til. Geos temmelig kække præsentation af hende er, at hun jo har bollet alle de mandlige komikere i branchen. Hvordan kommer hun ud af det uden det bliver pinligt? Ved at sparke nedad, selv om hun tydeligvis stadig afskyr sig selv for at have gjort det. At sparke nedad som kvinde er at gribe til en bøssejoke.
Det er den slags kampe, hun ikke har bedt om at skulle tage.

Men det er også kampe, der ligger langt tilbage.
Jeg forstår godt, ideen med at trække de lange linjer i det liv, der har handlet så meget om retten til at være kvinde på sine egne betingelser. Ligesom der er en pointe i, at det er som om Repeat-knappen har sat sig fast, når det gælder kampen Sanne Søndergaard versus de hvide, midaldrende cis-mænd.
Men har man set et eller flere af Sanne Søndergaards andre shows, føles første del af Kontroltaber i passager som gentagelser. Der går en del tid i det i forvejen relativt lange show med gamle oplevelser.

Man kan ikke diskutere med eller sætte spørgsmålstegn ved de oplevelser Sanne Søndergaard har haft og de følelser, de har vakt i hende. Den frustration og vrede, det har efterladt hende i. Hun har været udsat for meget, og hun er nok også braget ind i nogle kampe, som hun dybest set ikke er hård nok til at tage. At hun alligevel har gjort det, aftvinger respekt.

Svaghed og styrke

Men det meget personlige udgangspunkt er både showets svaghed og styrke.
Der er ingen tvivl om, at det er her, Sanne Søndergaard griber hårdt og heftigt om følelser hos mange af de mest begejstrede publikummere.
Men er for eksempel Sanne Søndergaards mistanke om, at en mand på en jysk rasteplads, der har åbnet skydedøren til sin van for at bedøve og voldtage hende, en generel historie om kvindeundertrykkelse i det danske samfund? Eller er den angst hendes egen, private?

Da vi når showets afslutning, binder Sanne Søndergaard en flot og skarp sløjfe på alt det, hun har været igennem de sidste to timer. Det er en klar styrke ved hendes show, at alt viser sig at føre hen til dette punkt.

Slutningen vibrerer som en mulig afsked med det komikermiljø, som hun føler og beskriver som ekstremt kvindefjendsk og problematisk. Hun kan ikke mere.
Er det et farvel? Det ved vi ikke endnu.

Var det dét?

Jeg kan ikke sige mig fri for at føle mig snydt. For hvad har de to timer på Bremen så ført til?
På den måde føler jeg, hun sender os ud fra Bremen med en udefinerlig følelse af, at kampen er tabt for evigt. Hun kunne ikke besejre Geo og de andre mænd. Det er håbløst. Og med hendes tendens – komikerens tendens – til klare generaliseringer, står det som om kampen er tabt for alle kvinder for altid.
Så #MeToo har intet ændret? Har det bare været en lusket måde at give kvinderne lidt luft? En ventil, inden livet så kan gå videre i ro og mag.
Var det virkelig dét, Sanne Søndergaard ville fortælle os?