Del

Urinetown – the musical
12. april – 4. maj 2019
Fredericia Teater

Fredericia Teaters nye forestilling Urinetown byder på plat humor, en skæv fortælling og et virkeligt velspillende ensemble.

»Vi beklager titlen. Grease havde været lettere at sælge,« står der med store hvide bogstaver på scenevæggen, mens publikum indfinder sig på deres pladser på Fredericia Teater. Og Greg Kotis’ Urinetown – the musical er næppe en musical, du har hørt om eller set før.
Alligevel har Fredericia Teater valgt at gribe chancen og – med den amerikanske instruktør Michelle Tattenbaum i førersædet – præsentere en ny, vellykket dansk version af den noget atypiske Broadway-musical. Allerede få minutter inde i forestillingen står det klart hvorfor. Fortællingen er – på en forfriskende og uhøjtidelig vis – ultraplat, og der bliver grinet højtlydt blandt publikum nærmest fra start til slut. Urinetown kan faktisk bedst beskrives som en hylende morsom tragedie.

Vandmangel, bæredygtighed og korruption

I Urinetown har klimaforandringerne (eller måske menneskets generelle overforbrug) skabt en voldsom tørke. Der er rationering på vand, og toiletter er blevet et offentligt anliggende, hvor borgerne skal betale for hver eneste tissetår. Rebeller, der lader vandet andre steder end på de officielle tisserier, bliver arresteret og sendt til det nærmest mytiske sted, Tissebyen.

Fredericia Teaters Urinetown. Foto: Søren Malmose

Som udgangspunkt er dét historien, men der er naturligvis et tvist: Alle toiletterne tilhører firmaet ’Du’ i vådt selskab A/S’. En gennemkorrupt virksomhed ejet af den helt hensynsløse Troels R. Tårnhøj i Kim Leprévosts statelige skikkelse.

Byens borgere – der alle som en ligner forhutlede vagabonder – må hver morgen stå i kø til toiletterne, mens de tæller deres opsparing for at se, om de har råd til at tisse. Det er ved et sådant etablissement – bestyret af Maria Skuladottirs tissedame Frk. Møntfod – at vi introduceres til fortællingen. »I tænker nok, det er en menneskeret at kræve adgang til et tissebræt,« synger Skuladottir med sin fyldige, let hæse stemme. Lars Mølsted indtager rollen som overbetjent Strunk, der på samme tid håndhæver loven og sikrer, at publikum kan følge med i historiens gang. Han er fint ledsaget af en bevidst skinger Bjørg Gamst i rollen som pigen Lille Sally.

Bjørg Gamst og ensemble i Fredericia Teaters Urinetown. Foto: Søren Malmose

»Det er ikke nogen munter musical,« gentager de to igen og igen. En kommentar, der på samme tid virker helt fjollet midt i publikums latterudbrud, men alligevel bliver en væsentlig pointe om, at der til trods for den noget platte tilgang, ligger vigtige budskaber om bæredygtighed gemt i forestillingens morskab i en fin dansk oversættelse af Mads Æbeløe Nielsen.

Tårnhøjt niveau med masser af overskud

Alle otte medlemmer af Fredericia Teaters faste ensemble er samlet på scenen i Urinetown, hvor de har selskab af føromtalte Kim Leprévost og Diluckshan Jeyaratnam som forestillingens unge helt, Bobby Stærk.
Fra deres skjul på sidescenen spiller orkestret Mark Hollmanns velklingende musik, og såvel musikere som musicalperformere leverer et tårnhøjt niveau. Det er ganske imponerende at opleve, hvordan de ti på scenen – med muntre glimt i øjnene og stort komisk talent – får selv de mest komplicerede koreografier og de vildeste harmonier til at fremstå legende lette. De demonstrerer således (igen, fristes man til at sige) et overskud og en overlegenhed, som man ikke møder mange andre steder.

Fredericia Teaters Urinetown. Foto: Søren Malmose

Nevena Prodanovics scenografi er en rustik, toetagers konstruktion, hvor det visuelt bærende element især er videoprojektionerne, der forestiller alt fra rå murstensvægge til byens skyline. En teknik, som efterhånden er blevet kendetegnende for Fredericia Teaters ambitiøse iscenesættelser.

Fortællingen om byen og tissekøerne ændres, da Jeyaratnams Bobby Stærk – godt hjulpet på vej af sin nyopdagne kærlighed, Tårnhøjs yndige, englesangsklingende datter Håb (Frederikke Maarup Viskum) – sætter gang i en revolution mod systemet, der er Les Miserables værdig. Ligheden står endnu tydeligere frem, når han står midt på scenegulvet og svinger sin revolutionære fane højt. En fane, der i dette tilfælde, er lavet af toiletpapirruller.

Der er generelt en interessant form for genkendelighed til stede i Urinetown. Både sange, musik og historie er hidtil ukendt land, men føles alligevel velkendte. Kim Ace Nielsen, der agerer både betjent Stram og den smækbuksklædte gadedreng Lille Lars, har stået for koreografien. Han har hentet inspiration fra både film, musicals og populærkulturen. I de jazzede numre med lækkert swing, leder dansen tankerne hen på West Side Storys gadescener med Jets og Sharks. I det første møde mellem Bobby Stærk og Håb Tårnhøj – parret i fortællingens kærlighedshistorie – danser de syngende i rosenrød lyssætning og ender i en positur, som alle filmelskende fans af Dirty Dancing vil kunne genkende. Desuden danses der både kicklines, Gangnam Style og Floss. Der er et utal af denne type metakommentarer i Urinetown. Man skulle tro, det vil virke forstyrrende, men det gør det ikke. Tværtimod bidrager de mange små detaljer blot til endnu mere latter blandt publikum.

Diluckshan Jeyaratnam og Frederikke Maarup Viskum i Fredericia Teaters Urinetown. Foto: Søren Malmose

Mark Hollmanns prisvindende musik er fængende. Ikke som ørehængere, der nynnes i dagevis efterfølgende, men i langt højere grad som en velklingende oplevelse, der uvægerligt tvinger foden til som minimum at rokke i takt. Og som i øvrigt byder på både gospelarrangementer, dansende fingre på klavertangenter, svingende blæsere og gentagelser, der binder sløjfe på forestillingens mindre fortællinger.
Men hvordan det går for de tissetrængende beboere, om revolutionen bliver en succes, og hvad Tissebyen virkelig er, må man selv – med fortælleren betjent Strunks ord – opleve som en »mægtig afslørende katarsis«.

Læs også: Interview med musicalsanger Diluckshan Jeyaratnam

Tekst: Greg Kotis. Musik: Mark Hollmann. Instruktør: Michelle Tattenbaum. Oversættelse: Mads Æbeløe Nielsen. Scenograf: Nevena Prodanovic. Koreograf: Kim Ace Nielsen. Medvirkende: Diluckshan Jeyaratnam, Frederikke Maarup Viskum, Kim Leprévost, Maria Skuladottir, Bjørg Gamst, Lars Mølsted, Kim Ace Nielsen, Thomas Jensen, Mads Æbeløe Nielsen og Cecilie Thiim.

Læs mere her