På Teater Nordkraft i Aalborg har teaterchef Jakob Tekla Jørgensen sammen med instruktør Viktor Tjerneld skrevet et stykke ny, aktuel dramatik om den lokale virksomhed OW Bunkers storhed og fald.
Hele scenegulvet er dækket af papirkonfetti i alle regnbuens farver. Fem mennesker ligger livløse rundt om på scenen med hår og tøj i uorden. Der er glitrende lametta, farvestrålende balloner, en mand i en rød, oppustelig lænestol med en rysle i mundvigen og en bar fuld af tomme flasker og brugte glas. Gassen er gået af de metallisk guldskinnende bogstavballoner med O og W, der ligger rundt mellem det, der tydeligvis er resterne efter en vild fest.
Således slår den svenske instruktør Viktor Tjerneld sammen med scenografen Claus Helbo stemningen an til deres fortælling om det nordjyske erhvervseventyr og skandalen, der fik virksomhedsdarlingen OW Bunker til at gå konkurs med et brag i efteråret 2014 kun godt et halvt år efter deres børsnotering.
En fest der gik over gevind
Vi starter altså der, hvor det hele er slut. Festen er ovre, og tømmermændene sætter ind for fuld kraft. Skuespillerne kaster på skift op i en papirkurv, mens de sidder på en række på gulvet. Sammenfaldne, forhutlede, opgivende og frygtsomme for det retslige og menneskelige efterspil, de ved, vil komme. Herfra tager de os med på en rejse tilbage i tiden for at forklare, hvad der gik forud for den fest, som løb helt løbsk.
Helt konkret indeholder Viktor Tjernelds iscenesættelse fem skuespillere, der leverer en hel masse snak og begrebsforklaringer om OW Bunker; virksomhedens historie, udvikling og til sidst afvikling. Fortællingen er pakket ind i Claus Helbos grundlæggende simple scenografi, hvor en stor trækasse midt på scenen – som en stor container, der åbnes i enden – lader publikum kigge ind på kontoret til den administrerende direktør for OW Bunker. John hedder han i denne fortælling, men bygger på den virkelige chef, Jim Pedersen.
John spilles af Alexander Clement, der fint viser mandens udvikling fra hardcore, visionær CEO-type, der kun accepterer toppræstationer fra sine underordnede, til at ende som en rystende, duknakket karikatur på sig selv. En mand, der forventer det umulige af de ansatte og alt for længe nægter at se realiteterne i øjnene. På hans kontor ses en gigantisk, oppustelig kaktus og en vandkøler med en stor, lyseblå plastikdunk på toppen, hvor alle besøgende på kontoret – symptomatisk nok for hele historien – forgæves forsøger at tappe et glas vand. Dunken er tom, tørken ligger på lur helt fra begyndelsen, men ingen ser den komme.
En fiktiv fortæller
Jacque Lauritsen træder, i rollen som den erfarne trader Peter, ind i noget, der minder om en fortæller. Han er – med sine egne ord – “en dramatisk konstruktion” og dermed den eneste i iscenesættelsen, der ikke bygger på en virkelig person. Peter har været i OW Bunker i årtier, og han er symbol på den oprindelige virksomhed, der var præget af fællesskabsfølelse, familieånd og “solidt, nordjysk købmandsskab”.
Finansdirektøren for OW Bunker, Jane Dahl Christensen, der blev forsøgt udråbt til den officielle syndebuk i 2014, da konkurslavinen rullede, er i Jakob Tekla Jørgensen og Viktor Tjernelds manuskript blevet til direktørens højre hånd, “isdronningen” Marianne (Petrine Agger). Mens de to øvrige hovedaktører i fortællingen, nemlig lederen af Risk Management-afdelingen Kenneth Rosenmeyer og den tidligere trader Lars Møller, der bliver direktør for datterselskabet DOT i Singapore, har skiftet køn i iscenesættelsen.
Rosenmeyer er blevet til Lærke Schjærff Engelbrechts risikovillige Constance, der slænger sig tilbagelænet i stolen med vidt spredte ben for at understrege sin maskuline magtposition. Og Jela Natius Abildgaard leverer en ungdommelig men fast målrettet version af Møller med sin Louise, der ikke er bleg for at tage chancer og balancere på kanten af det lovlige for at opnå bedre og vildere resultater end sine kolleger.
Tyk symbolik og en anelse for langt
Brugen af symbolik i OW Bunker er tyk men let at forstå. Den vilde fest og de efterfølgende heftige tømmermænd, som alle de involverede deler, er en oplagt illustration af skandalen. De var alle med til finansfesten og opturen, og de havde det alle lige skidt efter det totale kollaps, der fulgte efter.
Fortællingen bygger på kompliceret stof. Måden at tjene penge på ved at købe og sælge noget, man ikke har, for penge, der ikke findes, kan være svært at forholde sig til for menigmand.
Begreber som “bundlinje”, “spekulationer” og “vækst” flyver fra skuespillerne sammen med de tungere, engelskklingende fagtermer som “hedging”, “risk management” og “bunkering”.
Det kunne være blevet virkelig tørt at se og høre på. Men selv om der godt kunne have været hakket en hæl og klippet en tå hist og her for at skære i hvert fald en halv times tid af den godt to timer lange forestilling, så efterlades vi i publikum både med en følelse af at være blevet godt underholdt og måske også en lille bitte smule klogere på de mekanismer, der styrer branchen.
Det interessante ved Teater Nordkrafts fortælling om OW Bunker er især, at der ikke placeres skyld. Det kunne være alles eller ingens skyld. Samfundets, kapitalfondenes eller måske blot en enkelt traders fejltrin. Det kan være svært at skabe en fortælling om et endnu ikke afsluttet kapitel i historien, hvilket OW Bunker – med de stadigt igangværende retssager – må siges at være. Men overordnet set så lykkes det faktisk.
