Det belgiske musikteater Walpurgis løfter Carsten Jensens roman Vi, de druknede ind i en musikalsk ramme af totalteater, hvor bogens klassiske fortælling og karaktertegninger har veget pladsen til fordel for sansemættet poetisk lydkunst. Det er fængende, flot og temmelig abstrakt i sin genfortælling.
På værftet i Marstal på Ærø har det banebrydende belgiske musikteater Walpurgis fortolket grundfortællingen i Vi, de druknede som et stormfuldt og rustikt musikteater. Det er ni år siden, ideen til at sætte roman på scenen tog form, og nu er det lykkes at bringe det internationalt prisbelønnede kompagni og forestilling til dens hjemstavn i Marstal – i sig selv et imponerende projekt. Forestillingen har afsæt i bogforlægget og gendigtningen af historien om sømændene fra Marstal, der sejler ud på eventyr, søger fremmede kyster, krige og eventyr, mens havet tager for sig af liv, og kvinderne sidder tilbage med sorgen og uvisheden.
Modsat romanforlæggets mere klassiske, karakterstærke og lineære fortælling er den sceniske version en fragmenteret fortolkning, hvis fortællende elementer er sammensmeltningen af lyd, kroppe, tekstfraser og musik. Som havet, der altid er i bevægelse, er salens fundament et modellérbart plankegulv på hjul, der kan samles og splittes i forskellige formationer. Her står fx den gamle døende sømand alene på en ’synkende platform’, mens koret står tæt samlet, i sikkerhed i sikker havn, på det store trægulv og synger om mudderet, der trækker ham ned.
Ordene formidles på flamsk, engelsk og gebrokkent dansk og i små fragmenterede bidder, så det er ikke i talen, at fortællingen får sin fylde. Det er musikken, klangfladerne, kroppene i rummet, der fortæller. Tunge og rustikke rytmer fra værktøj og slagtøj banker tilværelsens og de hårdtarbejdende sømænds rytme ind i universet, de melodiske klange og følelsesladede solister understøtter de store følelser, mens enkelte skuespillere træder lidt frem som enkelte personligheder, som kvinden der repræsenterer moderen og kvinderne i byen, mens en ung mand står frem som den eventyrlystne knøs, der som den sidste drager afsted.
Det er en forestilling med mange fortællende lag og store ambitioner at formidle en masse, og meget lykkes flot. Et lille afsluttende forsøg på at binde bro til nutidens bådflygtninge, med lidt tekst og en video fra noget bådophug i Indien, gør ikke noget godt for fortællingen og får den til at stritte lidt rigeligt i forskellige retninger.
Det er som musikalsk sansemættet totalteater, at forestillingen fungerer, og det er både fængende og flot. Den musikalske del af forestillingen er mageløs – her er kunstnerisk kvalitet i særklasse, og musikkens univers formidler levende fortællingen. Det, at vi faktisk sidder i Marstal, hvor historien udspilles, understøtter nærhedsoplevelsen, og det er svært at beskrive, hvor smukt et syn, det er, da den bagerste port pludselig åbner og hele aftenhimlen og øhavet står som ’kulisse’ i resten af forestillingen – simpelthen mageløst.
Så fungerer forestillingen? Ja som musikalsk totalteater er det både flot, fængende og ikke mindst underholdende, man skal bare ikke sidde og søge efter romanens forlæg alt for længe, for den er godt gemt bort i den store helhedsløsning.
