Reenactments af historiske performances, ketchupkast og udviklingen af en særlig børnevaluta – den tyske akademiker og scenekunstner Sibylle Peters har siden 2001 viet sit virke til at inddrage børn i performancekunst. Det andet interview i Live Art Danmarks onlineseminar Collaborating with kids kaster lys over børns evner til at forske og performe.

Mange mennesker erindrer helt op i deres voksenliv en kunstoplevelse, der har gjort særligt indtryk på deres barndoms selv. For nogle er det skuespilpræstationen, der vakte deres indre performer til live, for andre det politiske eller ideologiske budskab i en forestilling, som fik en tiøre til at falde. Mødet med vedkommende kunst kan have stor og langtidsholdbar værdi i et menneskes liv.

Den 47-årige stifter og leder af det tyske Theater of Research i Hamborg, Sibylle Peters, har altid været fascineret af kunst, som beror på en solid, research-baseret tilgang. Performances og live art, der er præget af struktur og grundig forberedelse – og som gerne har institutionel støtte i ryggen. For det giver mulighed for at skabe, hvad hun kalder ”det unikke øjebliks bæredygtighed” – momentet, der bliver hos én måske resten af livet.

Som akademiker på forskellige tyske universiteter forskede Sibylle Peters i filosofi, litteratur og teater. Men fornemmelsen af, at hendes research og resultater var forbeholdt en udvalgt skare, trængte sig på. Og i 2001 stiftede hun derfor The Theater of Research: Et performance-projekt, hvor  børn, kunstnere, forskere og almindelige borgere arbejder sammen og udvikler forestillinger, der bygger bro mellem generationer og sociale baggrunde på tværs af forudsætninger.

Børn tegnede deres egne penge

“Drivkraften bag The Theater of Research var at dele de kulturstudier, jeg havde gjort, med ikke-akademikere. At det skulle vise sig at blive med børn, var et tilfælde. Vi fandt ud af, at de simpelthen var virkelig gode co-researchere. Hos os er vi alle forskere – fra børnehavebørn til PhD-studerende”, siger Sibylle Peters til Live Art Danmark.

Det favnende performanceprojekt benytter sig af metoder og udtryk som ønske-produktion, show & tell, felt-research, performative interventioner i hverdagslivet samt profesionelle opsætninger for både børn og voksne. Og altid er de unge deltagere med som en essentiel del af arbejdet. Et eksempel er Kinderbank (børnebank), som strakte sig fra 2012-2015 – en interaktiv live art-performance, der opstod som reaktion på finanskrisen.

Hvad er penge for en størrelse, og hvordan kan man som barn få større indflydelse og bevidsthed omkring, hvor og hvordan de kan bruges? Det var nogle af de spørgsmål Sibylle Peters og hendes performancegruppe ”The secret agency” stillede sig i samarbejde med universitetsforskere og en gruppe 3. klassebørn fra en lokal skole i Hamborg. Følelsen af at miste magten over sine penge og at lade samfundsøkonomien i hænderne på ”eksperterne” var drivkraften bag det ambitiøse projekt, som også berørte den store børnefattigdom, der hersker i Hamborg. Selvom den gamle, tyske hansestad er en af de rigeste i Europa, er én ud af fem børn reelt fattige.

Flere af børnene, der medvirkede i Kinderbank, sagde da også under idéudviklingen til projektet, at deres højeste ønske var at blive rige. På den baggrund udviklede holdet “The childrens bank of Hamburg”. Med inspiration fra en researchrejse til Brasilien, hvor den mest succesfulde alternative bank, Banco Palmas, befinder sig, skabte de en lokal valuta, der bestod af penge, som børnene selv tegnede. ”Eventyrpenge” kaldte de den nye børnevaluta, og de overbeviste mindre butikker i Hamborg til at blive en del af deres netværk.

“Børnene lærte om penges historie og de forskellige former, penge har taget gennem tiden, og de lavede deres egne regninger. I butikkerne kunne de så gå ind og forhandle om, hvad de kunne få for deres eventyrpenge. Det kunne være en times træning i bordtennis i en sportsforretning eller noget frugt, der alligevel skulle smides ud dagen efter, i en frugthandler”, siger Sibylle Peters.

24 forretninger tog del i netværket, som også tæller medlemmer i Sverige og Danmark. Og projektet styrkede ikke kun de børn, der kom fra mindre bemidlede familier, men også de små butikker, der nu kunne tiltrække børnenes forældre, som vel og mærke betalte med Euro.

Sibylle Peters
LIQUIDs af Sibylle Peters. Foto: Margaux Weiß

Børn har en stor lyst til at løbe ricisi

Også de helt små børn i treårsalderen har været en tur forbi Theater of Research for at medvirke i et af de forskningsbaserede performanceprojekter. I DA GEFAHR, som er en del af performance-serien “forskning for begyndere”, undersøges farens væsen og grænser. Her bliver nysgerrige børn i forskellige aldre inviteret til at agere gale videnskabsmænd og kvinder. I arbejdet med DA GEFAHR var Sibylle Peters inspireret af den amerikanske bog “50 dangerous things you should let your children do” og forbindelsen mellem live art og det risikobetonede arbejde.

Gennem samtaler med børn fandt hun ud af, at de havde en stor lyst til at prøve risikable ting af – ting, der i deres hverdagsliv næsten altid er forbudt. På baggrund af en ”risiko-research” inviterede de børnene til for eksempel at kaste med ild, slikke på et batteri og klistre deres fingre sammen.

”Jeg kunne godt lide, at man gjorde ting, man normalt ikke gør, fordi de kan være farlige eller dumme”, siger 13-årige Dagmar, der tog del i DA GEFAHR.

”Jeg ville nok ikke selv komme på den idé at slikke på et batteri. Vi lavede ting, som vi vidste var sikre, men alligevel ikke helt. Det, der gør farlige ting sjove, er, at jeg ved, at der kan ske noget, men ikke ved, hvad det er”.

At gøre op med den voksnes rolle som fornuftig formaner og grænsesætter var også et mål med projektet. I DA GEFAHR fik forældrene og de andre voksne således chancen for at gå med på børnenes skøre idéer og støtte dem i et team-arbejde.

Performancekunst blev tilgængeligt for børn

At give børn mulighed for at komme med inputs til performancekunst er vigtigt, mener Sibylle Peters. Både for at aktivere dem kreativt og for at gøre dem mere bevidste om, hvad live art egentlig er. Mange børn – og voksne for den sags skyld – har nemlig en idé om performance-genren som en kompliceret og utilgængelig størrelse.

Med det interaktive performanceprojekt PLAYING UP, som er en fast del af The Theater of Research’s repetoire, er intentionen at gøre performancekunst mere tilgængeligt for både børn og voksne og lade dem opdage, hvordan de selv kan deltage i og udvikle på et kunstprojekt. Projektet er udformet som en research af live art-kunstens historie og reenactments af udvalgte performances. Denne metode har i løbet af kort tid lært børn lige så meget om, hvad performancekunst er, som forskere bruger år på universitetet på at hitte ud af, siger Sibylle Peters.

I PLAYING UP kan børn hoppe lige ind i performancen med deres egne erfaringer og oplevelser, og de får på den måde en oplevelse af, at performancekunst er tilgængeligt og ikke noget indelukket eller kompliceret. Som 13-årige Dagmar formulerede det efter, hun havde fået sin debut som performancekunstner med The Theater of Research:

“Live art er en mere barnlig og kreativ form for kunst end normal kunst, fordi man kan gøre mærkelige ting som at spraye soya eller ketchup på folk. I normal kunst siger man ting fra et manuskript, og det føles kunstigt. Selvom man har øvet i live art, har man ikke et manuskript, og det gør det sjovere og mere ægte”.

Slik for alle pengene

Sibylle Peters og hendes research-baserede performanceteater tager børn og deres idéer alvorligt. Så alvorligt, at de små performancekunstnere sågar har fået lov at agere producenter på et projekt og have ansvaret for store pengesummer. Men hvor langt kan man gå, når man laver co-creation med børn? Er der en grænse for, hvor langt ind i arbejdet, man kan inddrage dem?

Det undersøgte The Theater of Research, da de i forestillingen There’s no business like show business gav 50 børn 3000 Euro mellem hænderne med besked på at bruge dem, som de syntes, var bedst. Børnene havde forskellige ideer til, hvordan man kunne producere performancen, og deres idéer var, ikke overraskende, meget anderledes end de voksnes. At spendere pengene på slik eller invitere et dusin hundehvalpe på scenen var blandt de originale inputs, som Sibylle Peters og de andre voksne som ”produktionsassistenter” måtte kanalisere ud i den endelige forestilling. Og selvom den tyske performancekunstner kalder disse idéer for ”radikale”, har det lært hende meget om arbejdet på tværs af generationer – blandt andet at børn ikke nødvendigvis skal have ansvaret for de strukturelle aspekter af en performance.

”Børnene giver impulsen til stykkets indhold og er også hovedpersonerne i det, det er dem, der gennemgår en udvikling og måske lærer noget. Men set up’et og de store beslutninger er de voksnes ansvar. Der er jo også mange af de mere tørre aspekter af arbejdet, som børnene har nul interesse i. Hvis man sammensætter en heterogen gruppe i et researchproject, er man nødt til at tænke på de forskellige ressourcer og forudsætninger, de forskellige deltagere har,” siger Sibylle Peters.

Med støtte fra flere kulturelle og statslige instutioner har den tyske performancekunstner ressourcerne til at skabe den slags forestillinger, hun brænder for og tror på: De stort opsatte, forskningsbaserede og ofte langstrakte performances, som giver både børn og voksne rum og plads til at dykke dybt ned i et materiale. Når hun og hendes kunstneriske kolleger søger midler til deres produktioner, bliver de ofte spurgt om, hvordan børnene drager fordel af deres medvirken i stykkerne – hvad langtidseffekterne er. Men Sibylle Peters er skeptisk over for tendensen til at måle resultaterne af kunst som en slags kulturel dannelse.

“At tage del i kulturelle og kunstneriske projekter som disse er en del af livets righed. Det handler ikke om, om det ændrer noget eller gør os “bedre”. Så vi bør være skeptiske overfor, når folk er resultatorienterede og vil have svar på disse spørgsmål”, sige hun til Live Art Danmark.

Alligevel tror Sibylle Peters på, at oplevelsen af at have medvirket i et performanceprojekt vil blive hos mange af børnene hele deres liv – måske særligt de, der kommer fra mindre privilegerede hjem. Det er da også disse børn, der har gjort størst indtryk på den dedikerede kunstner, der sommetider selv har måttet hente dem i deres hjem for at bringe dem til teatret. Det har dog aldrig været et specifikt mål for The Theater of Researchs mål at være et velgørende projekt til empowerment af børn. For ligesom børn lærer noget af at medvirke i performanceprojekterne, gør de voksne det også, mener kunstneren og forskeren.

“Selvfølgelig kan man sige, at jeg med Kinderbank-projektet gav fattige børn penge mellem hænderne og på den måde gav dem en magt eller status, de ikke havde før. Men børnene gav jo også os voksne mulighed for at blande os i pengeproduktion, hvor vi normalt er magtløse og bare slaver af systemet. Det vigtigste er efter min mening ikke at fokusere på forskellen mellem aldersgrupperne men at behandle børnene på lige fod med de voksne. Det er bare mennesker, der arbejder sammen”.

Live Art Danmarks online seminar er knyttet til Live Art for Børn 2019, og ligesom festivalen har seminaret børn som ligestillede samarbejdspartnere. Seminaret kan vedblivende opleves på nettet. Følg med her.

Artiklen er udgivet i samarbejde med Live Art Danmark