D. 9 november er det 30 år siden, muren mellem Øst og Vesttyskland faldt. Det fejres i stor stil af Deutsches Theater i Berlin, som genopliver DDR-stykker om socialistiske landbrugsreformer, 89-aktivister og feministiske rollemodeller. ISCENE stiller skarpt på tre forestillinger, der giver indblik i den nære, tyske fortid.

Individet mod samfundet er et tema, der til alle tider er blevet behandlet i kunsten. Og dog er der historiske perioder, hvor den enkelte persons kritiske stillingtagen synes særligt vigtig. Sådan en periode var tiden i Østtyskland under DDR, hvor den sovjetiske besættelsesmagt med overvågning, censur og landearrest berøvede borgerne deres frihed. Det gjaldt ikke mindst kunstnerne, hvis produkter helst skulle være opbyggelige i socialistisk stil og ikke for kritiske over for magthaverne.

Men som der er talrige eksempler på, har censur ofte den modsatte effekt på kunsten og måske især det samfundsengagerede teatermedie. I en undertrykkende kultur er det ofte her, der bliver sat ord på alt det, man ellers kun kan diskutere i det private. Således var det nok ikke tilfældigt, at mange medvirkende til den fredelige revolution i 1989, der førte til Berlinmurens fald, var kunstnere og teaterfolk. Og årene 1949-89 var da også vidne til flere stykker, der tog kritisk stilling til det diktatur, DDR-borgerne var tvunget til at leve og ånde under. 

Stadig forskel på Øst- og Vesttyskland

30-året for Tysklands genforening er naturligvis en massiv begivenhed i hele landet og ikke mindst på teatrene. Deutsches Theater i Berlin, hvis skuespillere op til den skæbnesvangre novemberdag i 1989 tog del i demonstrationerne på Alexanderplatz, har viet hele tre uger til jubilæet, der om noget har præget Tysklands yngre historie. Gennem forestillinger, diskussionsfora og interviews drøfter akademikere, journalister og kunstnere murens fald i et nutidigt lys, og alle er inviteret til at være med. 

Tysklands genforening
Die Umsiedlerin. Foto: Arno Declair

I DDR fandtes der 213 teatre, som alle var støttet af staten. Billig entré og fordelingen af billetter i skoler og virksomheder sørgede for, at teater blev en udbredt fritidsbeskæftigelse, og flere østtyske teatre nød international anerkendelse – fx Volksbühne, Schauspielhaus am Gendarmenmarkt og Theater am Schiffbauerdamm. Maxim Gorki Theater i Berlin blev udvalg til Sovjetunionens primære kulturelle håndlanger og skulle vise stykker, der repræsenterede den socialistiske realisme efter sovjetisk forbillede. Også på Deutsches Theater, hvor Bertold Brecht huserede, var man langt hen ad vejen på god fod med det sovjetiske styre – i hvert fald på overfladen. 

Både Brecht og andre af teatrets instruktører kritiserede nemlig, særligt i de sidste år, DDR bestod, det udemokratiske system og den manglende individuelle frihed. Da Berlin-muren faldt efter 40 års isolation, herskede der en stemning af, at fremtiden var lys, og at de kampe, Tyskland havde været vidne til, hørte fortiden til. Imidlertid er forskellene mellem det privilegerede Vest og underdog’en Øst i dag, 30 år senere, stadig ikke udvisket, ligesom ideologiske konflikter om noget præger verden anno 2019. Det er i det lys, at Deutsches Theater har hevet en række teaterstykker frem fra DDR-gemmerne, der er mere relevante i dag, end de fleste nok forestillede sig i 1989. 

Kommunistisk landbrugsreform som teater

Den fejrede dramatiker og instruktør Heiner Müller, der levede fra 1929-1995, var en af Tysklands sværvægtere inden for det såkaldte postdramatiske teater, hvis form er kendetegnet af en fragmenteret og collageagtig stil og politisk bid. Ved DDR’s oprettelse var han, ligesom mange af sine kunstnerkolleger, venligt stillet over for Østtysklands nye magthavere og meldte sig sågar ind i Sozialistische Einheitspartei Deutschlands i 1947. Med stykket Die Umsiedlerin (Den genhusede) fra 1961 stivnede det gode forhold dog eftertrykkeligt. Efter bare én visning tog regeringen stykket af programmet og forviste Müller fra det tyske forfatterforbund. Men nu kan det opleves på Deutsches Theater i en ny udgave af instruktørparret Tom Kühnel og Jürgen Kuttner. 

Die Umsiedlerin. Foto: Arno Declair

Landbrugskollektivisme – det ved første øjekast måske lidet spilbare tema – er omdrejningspunktet i Die Umsieglerin. Ligesom resten af samfundet var landbruget i DDR underlagt statens planøkonomi og ideologien om, at arbejde skulle tjene ikke individets, men det fælles bedste. Müllers stykke skildrer ændringerne i en østtysk landsby under DDR-diktaturet, hvor bondemænd blev underlagt en ny, kommunistisk landbrugsreform, som stækkede deres individuelle spillerum og gjorde dem til slaver af systemet. Die Umsiedlerin skildrer mødet mellem det ”gammeldags” liv på landet og den nye tid i form af et undertrykkende, kommunistisk samfund med kritisk sarkasme. Som modspil til det jordnære tema er instruktørerne gået efter et eksplosivt scenedesign med drejescene, traktorer på scenen og østtysk rockmusik som lydkulisse. 

DDR-regeringen censurerede flere andre af Müllers stykker, og først i 1976 tilladte den Die Umsiedlerin at spille på de østtyske teatre. Men i mellemtiden havde Müllers opnået mere og mere anerkendelse både i Vesttyskland og internationalt. Han betragtes som en af Tysklands vigtigste dramatikere gennem tiden, så det er ikke for ingenting, at Deutsches Theater har valgt at genopsætte et stykke, der nok er tidsbundet i sin tematik, men i nutidens senkapitalistiske samfund stadig er særdeles relevant. 

Unge interviewer deres forældre om DDR

I en anden og mere moderne boldgade har Deutches Theater premiere på det sympatiske ungdomsteaterprojekt 30.nach.89 – Talking about your generation, som sætter fokus på Tysklands yngre historier fortalt af et ungt ensemble. Gennem flere måneder arbejdede en gruppe unge fra henholdsvis Berlin, Warzawa og Moskva dramatisk ud fra spørgsmålet: ”Hvad har præget generationen efter 1989?”. Resultatet er en legesyg og nysgerrig forestilling, som varmt kan anbefales til generationen efter 89, der ønsker et mere nærgående kendskab til det politiske bagtapet, deres forældre voksede op med. 

Sammen drog de unge teaterspirer på feltrejse til Rusland, Tyskland og Polen, hvor de førte interviews med familiemedlemmer og aktivister fra revolutionen op til murens fald. Hvad oplevede deres forældre i den tumultariske tid under og efter Tysklands deling, og hvordan har de politiske begivenheder præget deres liv?, spurgte de. Interviewsene er blevet til tekster i 30.nach.89., iscenesat med dukker, skyggespil og fysisk performance. Idéen til forestillingen stammer fra kulturpædagog og instruktør Uta Plate, som tidligere har lavet teater med udsatte grupper som fængselsindsatte, plejehjemsbeboere og børn i asylcentre. 

En tredje forestilling, det lønner sig at opleve på Deutsches Theaters ”30 Jahre Mauerfall”-festival er dramatiker Daniela Löffners version af Franziska Linkerhand om en ung, idealistisk arkitekt, der kommer til en østtysk landsby i 1960’erne for at realisere sin drøm om at bygge ”værdige og frie” huse. Ligesom i Die Umsiedlerin støder den kvindelige hovedperson på et stift system, som hun må tage kampen op imod. Stykket er samtidig en kærlighedhistorie om to mennesker, hvis idealistiske ståsteder skiller dem ad. 

Brigitte Reimann, som skrev Franziska Linkerhand over en ti-årig periode op mod sin tragiske kræftdød som bare 39-årig, blev, på grund af dette stykke, en feministisk kultfigur. Om noget var forfatterindens personlige livshistorie koblet sammen med det socialistiske DDR-samfund, som både begrænsede hende og leverede stoffet til hendes kunstneriske virke. Opførelsen af Franziska Linkerhand på Deutsches Theater er den første komplet ucensurerede version af stykket.

Historier genopliver erindringen

Hvad kan vi lære af 1989? Spørgsmålet er på alle tyske intellektuelle, kunstnere og politikeres læber i denne tid op til 30-årsdagen for Berlinmurens fald. En sammenslutning af politikere fra Tysklands grønne parti har søsat et initiativ til beskyttelse af politiske flygtninge, mens sociologer og historikere fokuserer på forskellene mellem Vest- og Østtyskland, hvor den nye, indvandrerfjendske højrefløj i disse år er i fremgang. 

Men hvad kan vi bruge teatret til, når det kommer til at forstå og fortolke historien, som stadig har dyb indvirkning på det samfund, vi lever i? På Deutsches Theater har man i disse dage mulighed for at blive klogere på den unikke og alligevel skelsættende tid, som perioden under Tysklands deling var. Og det er måske en af teatrets fineste opgaver: At holde fortiden i live gennem fortælling, indlevelse og kreativt engagement. Og måske på den måde være med til at give os nogle af svarene på, hvordan man forhindrer, at historien gentager sig.

Artiklen er udgivet i et mediesamarbejde med Goethe-institut Dänemark.