Teater GROB fortjener som altid ros for sin satsning på ny dramatik om hverdagsmennesker med eksistentielle problemer. Den aktuelle Solformørkelse giver dog anledning til at overveje, om livsstilsproblemer altid er interessante nok til at fylde dramatisk.
Mia og Henrik, et par midt i trediverne, har brugt fire år på fertilitetsbehandling. To graviditeter er det blevet til fulgt af to aborter, den ene netop i dag på Mias fødselsdag, hvor der også er solformørkelse. Processen har slidt, ikke mindst på kærligheden imellem dem, men også på det sociale liv. Der kommer således ingen venner til fødselsdagskage, kun Mias mor Solvej og hendes mormor Rita, der i øvrigt er mere optaget af deres livslange opgør end af de unges udfordringer.
Det er elementerne i Aleksa Okanovics nyskrevne Solformørkelse, der med sin stilmæssige realisme og tematik passer fint ind i Teater GROBs repertoire, der kredser om hverdagsmennesker med eksistentielle problemer. Det kan man fortælle om på mange måder og Solformørkelse genrebestemmes som en sort komedie. Der grines en del undervejs, men teksten går ikke linen ud og kommer til at stå og vakle mellem den rå galgenhumor, som særligt mormor Rita står for, og den smerte ved kærlighedstabet, som særligt den ene hane i kurven, Henrik, spiller rent hjem. Når fortællingen samtidig ikke tilføjer noget, man ikke kan læse sig til i enhver livsstilsblog om emnet, hænger forestillingen på meget tynde knager. Det bliver meget småt, meget middelklasse-selvcentreret, meget klichéfyldt.
Her har vi Rita, den klassiske, grænseoverskridende 68’er, der drikker sig skidefuld og fraskriver sig enhver skyld for de overgreb, datteren Solvej var udsat for i barndommens kollektiv. ”Hvad klager du over? Utroligt så lidt, der skal til for at give dig traumer”, vrisser hun. Vi kender typen, men det er det, hun er – en type. Det er Solvej også, den klassiske work-aholic, der fortrænger barndomstraumerne med vigtigt forskerarbejde, men skubber børn og mand væk i processen. Mia og Henrik er det typiske yngre middelklassepar, der egentlig vil hinanden, men er fanget i noget, der for Mias vedkommende nærmest ligner en baby-psykose. Alle er de typer, som vi genkender fra livsstilslitteratur, samfundsdebat og naboen henne om hjørnet, men vi bliver ikke klogere på nogen af dem – måske er der ikke noget at blive klogere på?
Ulla Henningsen doserer sin Rita perfekt, nok brovtende og stadig mere rødvinssnalret, men også med en sprød mimik, der lader os ane noget mere bag facaden. Anette Støvelbæk, som tidligere i år var aktuel i den roste Kerteminderevy, er så kropsangst og kontrolleret som Solvej, at vi næsten gisper med hende, når hun forskræmt rykker væk fra en kærlig hånd. Det er morsomt på en ret forstemmende måde. Stine Gyldenkerne har den lidt utaknemlige rolle som Mia, der mest ser ulykkelig ud og holder sig på maven med det døde barn. Troværdigt, men ikke så man rigtig interesserer sig for hende. Morten Brovns Henrik rammer dybere fra de første sceners ulideligt underdanige servilitet til slutningens desperation og skrig om nærhed. De spiller alle fire glimrende i Camille Sieling Langdals nænsomme, men præcise iscenesættelse.
Men de interesserer mig ikke, dertil er deres problematiske relationer og dilemmaer simpelthen for 1:1 med et hvilket som helst dameblad. Det hjælper heller ikke, at solformørkelse bruges som ultra-tydeligt symbol, eller at scenografien kan vise forskellige perspektiver! Vi behøver ikke få maden tygget så grundigt for os.
Se Solformørkelse for tre gode og en fremragende skuespillerpræstation. Ærgerligt, at teksten ikke kommer dybere, stræber højere. Skal man tage fat i et førsteverdensproblem, som barnløshed med al respekt må kategoriseres som, skal man satse mere, så vi ruskes og forstår nødvendigheden.
