Der er onkelhumor, snak om fremtidens elektronik, en lettere hormonel Maria og op til flere talende dyr i Sigurd Barretts debut som dramatiker, der netop har haft premiere på Randers Egnsteater.
På Randers Egnsteater ønskede de sig en rigtig juleforestilling. Og det har de på sin vis også fået med Sigurd Barretts Juleevangeliet – the musical. Her er det Biblens fortælling om julens begyndelse og Jesu fødsel, der er blevet forvandlet til en musical. Men til trods for det guldindrammede »Gloria in excelsis Deo«, der er indsat som kronen på værket midt over scenografien, så er fokus mere på fjollede påfund end på den kristne fortælling om Jesus.
Plat humor og lang indledning
Caspar Juel Berg er Josef, der skal overtale sin højgravide hustru Maria (Sofie Alhøj) til at rejse med ham til Betlehem for at blive talt. Maria gider ikke med. Hun er gravid og træt – og tydeligvis temmelig hormonel. Hun skælder ud på sin mand, som ikke forstår, hvor heldig han er, at han ikke er født i en tid, hvor mænd skal tage med til fødselsforberedelse og sætte sig ind i de følelser, som den gravide kvinde gennemgår.
Og det er kun en enkelt af forestillingens mange henvisninger til det nutidige, moderne liv. Småplatte kommentarer, der ikke bidrager til fortællingen, men derimod får den til at fremstå lidt rodet og ufokuseret.
Det hjælper ikke, at hovedparten af handlingen foregår på Maria og Josefs rejse mod Betlehem. De møder godt nok alle mulige mærkelige personer, som Lisbeth Knoppers æselejer, der med fordrejet skinger stemme synger sin livshistorie, et par dansende kameler i ørkenen, der snakker om sand og jordbæris og diskuterer hvem af dem, der har den bedste stedsans og gps (»gammeldags pukkelstyring«), og en skatteopkræver, der synger »Betal! Hvis Qurinius ikke får skat, så bliver han gal,« men dog må understrege, at han ikke tager »Dankort og Mobilepay«.
Først til sidst når vi til selve Jesu fødsel. Den syngende engleskare og tilbedelsen af Guds søn, springer fortællingen noget hurtigere igennem. Og her mest med fokus på hyrderne og de tre vise mænds kapløb for at komme først og sikre sig en plads i Juleevangeliet.
Dygtige musikere er ikke nok
Juleevangeliet – the musical er en ambivalent oplevelse. Musikken svinger på bedste Sigurd Barrett-vis, når musikerne Jacob Venndt og Tom Lindby, der sidder halvt i skjul midt på scenen, slår tonerne an på tangenter, strenge og klokker.
Det er potentielle ørehængere imellem den nyskrevne musicals numre. Jeg tager mig selv i på vej ud til bilen efterfølgende at nynne Shalom, som de fire skuespillere synger i forestillingens åbnings- og afslutningsnummer. Men der er ingen deciderede hits eller tekster, som børn åbenlyst vil have lyst til at synge med på.
Netop teksterne lader meget tilbage at ønske. Der er for mange fjollede påfund, som når hyrderne på marken keder sig bravt og ærgrer sig over, at iPad’en ikke engang er opfundet endnu. Det er da også mest de voksne i salen, der griner. Men da Balthazar synger Søren Banjomus, fordi han tror, at han som en af de tre vise mænd skal synge viser, går joken ind hos de mindre blandt publikum. Men det er stadig en lidt tam form for onkelhumor, der præger forestillingen.
En fin idé, der bare ikke når helt i mål
Louise Schouws instruktion og Rebekka Lunds koreografi har medført et let karikeret kropssprog, som desværre indimellem giver det hele et dilettantisk præg, der står i kontrast til den faktisk virkeligt velfungerende scenografi, som Niels Secher har skabt.
Scenografien består kun af den samme kulisse, som forbliver uforandret fra start til slut. Store palmetræer med glitrende blade og lysende stammer, et par porte og balkoner i siderne, musikerne skjult bag mindre palmelignende blade midt på scenen og et halvgennemsigtigt bagtæppe. Sidstnævnte giver en virkelig fin effekt, når Josef og Maria sammen med Allan Helge Jensens både skrydende og talende æsel drager gennem landet for at komme fra Nazareth til Betlehem.
Især gennem Mia Jandje Willets lyssætning får scenografien liv og skifter udtryk. Fra den varme, tørre ørken, hvor solen bager ned til den mørke, kølige nat på marken, hvor hyrderne først får besøg af englen og dernæst ser den nye stjerne.
Det er bestemt en god ide at vælge Juleevangeliet, når der skal skabes juleforestillinger til familier. Og endnu mere er det et spændende sats, når man som her komponerer en helt ny musical over den velkendte historie. Men desværre så lander onkelhumoren lidt forkert i en forestilling, der er tiltænkt alle fra 5 år.
I stedet kommer Juleevangeliet – the musical til at virke som en skæv version af et klassisk krybbespil, der er blevet hevet i og trukket langt for at få det til at vare en time. Godt nok med et noget større budget end dem, man kan opleve i Folkekirken i december, men ikke med en bedre formidling af selve historien fra Biblen.
