Kan uafhængige scenekunstnere indgå samarbejder med erhvervslivet og samtidig bevare deres kunstneriske integritet? Hvilke udfordringer og fordele er der ved at tænke sig selv som iværksætter og gå i dialog med vækstorienterede virksomheder? En performancekunstner og en entreprenør fortæller om deres indgangsvinkler til kooperationer mellem to umiddelbart særdeles forskellige aktører.
”Samarbejde mellem kultur og erhverv er en unik mulighed for at skabe bedre rammer for det danske kulturliv, ligesom kulturerhvervene har en voksende betydning for samfundsøkonomien”.
Sådan hedder det flot i Kulturministeriets officielle program for Danmarks kulturpolitik. Formår de danske kunstnere, deriblandt scenekunstnerne, at bygge bro til erhvervslivet og udveksle kompetencer med dens aktører, kan begge parter vokse af samarbejdet. Erhvervslivet er ved at blive bevidst om nye, kreative løsninger, arbejdsformer og kunstnerne ved at få bedre muligheder for vækst – for, let’s face it, selv den mest idealistisk drevne kunstner har brug for mad på bordet og tag over hovedet.
Hvor store, etablerede teatre som blandt andre Fredericia Teater og Folketeatret i mange år har dyrket samarbejder med erhvervslivet og som institutioner nydt godt af dem, står de uafhængige scenekunstnere anderledes usikkert – og måske også ideologisk – i forhold til at skulle etablere kontakt til de korporative firmaer. Men selvom det nok ligger mange performere, dansere og skuespillere fjernt at skulle tænke usexede begreber som profit, vækst og medarbejderudvikling ind i deres kunst, kan ligeværdige erhvervssamarbejder måske alligevel løfte både kunstnere og virksomheder. For hvad hvis det umage par kunne lære noget af hinanden?
En bæredygtig forretningsmodel for kunsten
Samarbejder mellem erhvervsliv og scenekunst kan tage forskellige former, deriblandt som konsulentydelser, partnerskaber, sponsorater og såkaldte Business to Business-samarbejder – som for eksempel når Fredericia Teater handler med erhvervspakker og gruppesalg. Så forskellige firmaer som Danske Bank, Carlsberg, Hotel Fredericia og aktieselskabet ADP A/S støtter den populære musicalscene økonomisk. For dem er det en klar gevinst at sætte deres brand i forbindelse med byens elskede og succesfulde teater, og firmaernes logoer har da også fået prominente pladser på både hjemmeside, plakater og i programhæfter.
Men hvad gør en uafhængig scenekunstner, der gerne vil etablere et samarbejde med erhvervslivet, men ikke har den samme brandmæssige pondus og erhvervsmæssige know how som de store teatre? Hvordan undgår man at gå på kompromis med sin kunstneriske integritet i mødet med investorer eller samarbejdspartnere, der har helt andre mål for øje? Er det overhovedet muligt at indgå partnerskaber, hvor både scenekunstnerne og virksomheder får noget ud af det på lige vilkår?
Det har det kreative center for kunst, teknologi og design, Catch, der blev iværksat som kommunalt projekt i Helsingør kommune for tre år siden, gjort til et af deres omdrejningspunkter, når de arbejder mod løsninger og landvindinger inden for innovation, udvikling og undervisning. Gennem samarbejder med blandt andet uddannelsesinstitutioner, festivaler og kulturelle institutioner understøtter de kreativt iværksætteri ved at bringe kunstnere, kulturelle institutioner og virksomheder sammen. Hos Catch kan selvstændige kunstnere lære at tænke deres praksis ind i en bæredygtig forretningsmodel og på den måde få mere ud af deres arbejde. En af metoderne er at tænke sig selv mere som en virksomhed, der genbruger sit produkt på forskellige måder, forklarer Majken Overgaard, der er Program Manager for Catch.
LÆS OGSÅ: Kunstig intelligens i scenekunsten – kursusrække vil afmystificere teknologien
“Vi spørger: ”Er der elementer af din praksis, som du kan finde mere økonomisk potentiale i eller reproducere og få mere ud af, uden at skulle bruge energi på at nytænke projektet fra bunden?” Mange kunstnere har andre jobs ved siden af deres kreative virke, og det er ikke altid hensigtsmæssigt at bruge så meget tid på noget, der ikke har noget med ens kunstneriske praksis at gøre. Det handler om at identificere, hvor i deres praksis, der er potentiale for at opskalere en generisk indkomst, så de kan bruge deres virke til at opbygge sig et indkomstgrundlag”.
Forankret i Helsingørs Kulturhavn er et af målene med centret at forbinde kunstnere og studerende med private og offentlige virksomheder og organisationer og gøre dem til medtænkere på disses konkrete, erhvervsmæssige udfordringer. Virksomhederne nyder på sin side godt af de kreative hoveders innovative idéer inden for design, teknologi og kunst.
”I det krydsfelt som vores kunstnergruppe arbejder i, sker der en masse nybrud, og kunstnere kan i lige så høj grad være med til at udvikle teknologiske landvindinger. Der er også mange performancekunstnere, der laver cross overs – fx har nogle af dem været med til at revolutionere udviklingen inden for dynamisk lys”, fortæller Majken Overgaard.
Et af Catch’s nytænkende og genreoverskridende projekter er ”Staging the future of technologies”, der er skabt i samarbejde med HAUT og Click Festival. Projektet bringer kunstnere og folk med teknologisk baggrund sammen om at skabe en performativ installation med fokus på elektromagnetisme og instrumentudvikling samt hjernebølger og lyd. Hvor man oftere ser, at teknologien skal understøtte en kunstnerisk praksis, var målet med ”Staging the future of technologies” at skabe en ligeværdighed mellem det kunstneriske element og den måde, man arbejder med teknologien på. I stedet for at tage udgangspunkt i en kunstnerisk idé, inviterede Catch derfor kunstnere med interesse for teknologi til at deltage – en open call-metode de flere gange har gjort brug af.
Udfordrede Top Danmark med kunstnerisk intervention
At tænke kunsten ind i en løsningsorienteret kontekst i samspil med virksomheder og de vidt forskellige felter, de repræsenterer, er også noget, performancekunstneren Camilla Sort er velbevandret udi. Med sin ”sjove profil”, som hun selv kalder den, oplever hun ofte, at folk bliver overraskede – for hvordan kan man være både partner i et konsulentfirma og eksperimenterende performancekunstner?
Siden Camilla Sort som 31-årig sagde sit job som kommunikationsdirektør op, har hun arbejdet med at integrere sit kunstneriske virke i sit konsulentjob, hvor hun tilbyder leder- og organisationsudvikling. Interessen for relationelle møder mellem mennesker og kulturer blev for alvor vakt, da hun for 10 år siden blev bedt om at udsmykke en betongang i Albertslund Kommune, men endte med at lave en kunstnerisk undersøgelse af byrummet.
”I stedet for at hænge en eller anden dims op, tænkte vi, at det kunne være interessant med kunstneriske briller at se på, hvordan Albertslunds beboere forholdt sig til de mange lange, rå betongange, der forbinder byen. Så vi lavede en performativ handling – en form for antropologisk undersøgelse, der inviterede folk til at interagere gennem sociale aktiviteter. Det var første skridt til, at jeg begyndte at forbinde kunstverdenen med min interesse for udvikling af mennesker og kultur, som jeg også arbejder med i konsulentverdenen”, siger Camilla Sort til ISCENE.
Efter det fulgte opgaver for erhvervskunder som Top Danmark, Center for Ledelse, DSB, IKEA og Nordea, og kunstneren, der oprindeligt er filosofi- og kommunikationsuddannet, fik smag for at arbejde kunstnerisk i mødet med organisationer. I dag har Camilla Sort sin egen virksomhed, der bevæger sig i landskabet mellem kunst og konsulentvirksomhed. At udfordre virksomheder med kreative interventioner, der både er en kunstnerisk oplevelse, men også flytter organisationen i sin selvforståelse og kan bruges konkret, er Camilla Sorts mål. Og selvom virksomhederne ikke kan bestille et skræddersyet produkt, er det vigtigt, at man som kunstner accepterer en vis sparring med dem om, hvad de får ud af det, man sælger dem, mener hun.
”Samtidig med, at jeg altid er opmærksom på, at kunsten ikke skal bruges af kapitalen, er jeg nok lidt anderledes end mange andre kunstnere – jeg ved, at hvis man skal sælge sine performative værker til privatvirksomheder, bliver man nødt til at forstå deres sprog og tænkemåde. Jeg oplever ikke det aspekt som irriterende eller indskrænkende, men tværtimod som noget, der gør det kunstnerisk interessant. Jeg har nogen at spille bold op af, som udfordrer mig”.
Kunsten som dåseåbner
Camilla Sort beskriver to indgange til samarbejdet med virksomheder, som man som seriøs kunstner bør gøre sig umage for at forstå. Den ene er fokusset på medarbejderudvikling – noget mange kunstnere allerede er opmærksomme på, når de for eksemepl sælger konsulentydelser som stemmetræning, foredragsteknik eller samarbejdsfremmende workshops. Den anden indgang handler om innovation i offentlige og private organisationer, hvor kunsten har potentiale til at flytte mennesker og deres produktudvikling nye steder hen – det er oftest i dette felt, Camilla Sort arbejder.
Hvor ligger de største forskelle mellem kunstneres måde at tænke på og erhvervslivets tilgang?
”Hvis man samarbejder med offentlige virksomheder, er der typisk en demokrati- og velfærdsdagsorden, som er mere beslægtet med kunstnerens tænkemåde. Men hvis man arbejder med en privat virksomhed, skal værket kunne måles og vejes i værdi og effekt, hvilket er fremmed for langt de fleste kunstnere. Også mange moderne privatvirksomheder arbejder dog – fx i deres HR-eller udviklingsafdeling – med innovation og metoder, der er inspireret af den kunstneriske verden og ikke nødvendigvis en lineær tænkning”, siger Camilla Sort.
Når hun beskriver sine kunstneriske interventioner til virksomhedernes innovations- eller marketingchefer, sørger hun altid for at bakke idéerne op med dokumentation. I ledelses- eller HR-udviklingsregi henviser hun fx til PhD-afhandlingen ”Kunst gør ledere bedre”. Sine performative handlinger beskriver hun som intakte værker, der samtidig påvirker organisationernes medarbejdere til at kunne udvikle deres kultur.
Et eksempel er, da brilleforretningen ProfilOptik hyrede hende til at skabe et værk i forbindelse med åbningen af en ny butik. Her fik hun virksomhedens ledere, der normalt sidder bag skrivebordet i deres optikerkitler, til at stille sig op på Købmagergade i København og samtale med de forbipasserende om det at se og blive set. Sloganet ”Vi ser dig”, som Camilla Sort fandt på, pryder stadig ProfilOptiks reklamer, og performancekunstneren møder den dag i dag medarbejdere fra brillekæden, der husker interventionen og beskriver, at det at indgå i en performativ handling frigjorde noget helt nyt i dem.
”Hvis jeg har en kunde, der sælger briller, tænker jeg ikke ”hvor irriterende, at jeg som kunstner skal hjælpe dem med at sælge flere briller”, men i stedet ”hvad handler det at bruge briller om for mennesker?” Jeg bliver nysgerrig på fænomenet, der ligger bagved, bygger et værk op omkring det og giver de mennesker, der arbejder i organisationen en rolle”, siger Camilla Sort og medgiver, at der selvfølgelig er en grænse for, hvilke industrier, hun har interesse i at arbejde sammen med og indirekte hjælpe med at sælge et produkt. Men grundlæggende ser hun på samarbejder med vidt forskellige virksomheder og organisationer med nysgerrige øjne – om ikke andet så for at ”bruge kunsten som dåseåbner” og være med til at påvirke og flytte deres måske dogmatiske eller fastlåste måder at tænke på.
At sluge kamelen
Hvor kunsten ofte dyrker det ukonkrete, det sanselige og det, der ikke lader sig kategorisere i pænt ordnede bokse, søger erhvervsvirksomheder som hovedregel konkrete løsninger og vækst. Men det udelukker ikke, at uafhængige scenekunstnere kan få noget ud af at tilbyde deres krøllede og kreative hjerner i profittens tjeneste – især ikke, hvis de er parate til at have en eksperimenterende tilgang til samarbejdet og måske også har deres egen agenda. Som kunstner kan man nemlig være med til at udvikle nye metoder, der er interessante for os alle som mennesker, mener både Camilla Sort og Majken Overgaard.
Og selvom der nok ikke er nogen tvivl om, at Kulturministeriets efterspørgsel på samarbejder mellem kunst og erhvervsliv har rod i en økonomisk nyttetænking, der har meget lidt med kunstens frie væsen at gøre, skal heller ikke de uafhængige scenekunstnere lade sig kue. Faktisk kan samarbejdet være særdeles frugtbart for dem, hvis de er i stand til at overvinde den kamel, det er at se virksomheden som et spændende kunstnerisk omdrejningspunkt i stedet for en modstander, understreger Camilla Sort til ISCENE.
”Jeg mener godt, at man kan gå ind i sådan et samarbejde og stadig føle, at ens kunstneriske integritet er intakt. Der er meget vundet for begge parter. For kunstnerne, fordi de kommer ud af black boksen, og for organisationerne, der får lov at arbejde med sig selv på en meget mere abstrakt måde, end de er vant til”.
Artiklen er udgivet i et mediesamarbejde med Udviklingsplatformen for Scenekunst
