Livingstones Kabinet besøger Bådteatret med den lille, porøse forestilling Canada, der spejler den lille slægtshistorie i den store med naivistiske billeder og længselsfulde toner.
Nina Kareis er en af grundlæggerne af scenekunstensemblet Livingstones Kabinet, og deres nye forestilling CANADA tager direkte afsæt i hendes personlige beretning om at være datter af et jødisk krigsbarn. Hendes østrigske mor kom som andre udsultede krigsbørn til Danmark med de hvide busser efter krigen og blev fedet op. Som voksen vendte hun tilbage og forelskede sig i den tidligere plejefamilies nevø, fødte Nina, blev skilt fra hendes maniodepressive far, men strandede i Aarhus, hvor Nina voksede op. Hele denne forhistorie fortælles af Kareis selv på voice-over, mens Amia Miang og Bo Carlsson på scenen får et enkelt billede i ramme til at vokse med symboler og ord, der foldes ud fra billedet og bliver til et nok kronologisk, men også labyrintisk myldrebillede. En slags pop-upbog over slægten. Der er en fin, håndfast poesi over den visuelle fortælleform, der får godt modspil af lydbilledets skærende melankoli, af de længselsfulde toner og ord, som Pete Livingstone folder rundt om scenebillederne.
Nina er altså en andengenerationsindvandrer trods sit lyse hår og det danskklingende navn. Det vil hun for alt i verden ikke være, og hendes nervøse forhold til dette dobbelte tilhørsforhold udvikler en følsomhed, ja vel overfølsomhed over for blandt andet lyde. Har man læst Knud Romers Den der blinker er bange for døden, vil man genkende den sitrende vankelmodighed, hvor kærlighed til den smukke mor spændes op mod flovheden over samme mors østrigske mad og talemåder, der slet ikke passer ind i 60-70’ernes Aarhus.
Det er svært at være i en sådan barnekrop, og det er svært at forstå de indviklede racelove – sagte som usagte. Ninas mor er på godt og ondt et barn af nazismen, hvis absurd-strukturerede kaos regulerede forhold og forplantning mellem arier og jøder, men Nina møder også racismen i Danmark, hvor fremmedarbejdere bliver til gæstearbejder, der bliver og stjæler de danske piger! Nina må distancere sig, og også hendes mor forsøger at finde en vej væk – desværre gennem en svigefuld mand. Her kommer forestillingens lidt mystiske titel ind, for hvorfor Canada, når det handler om Danmark og Østrig? Canada er billedet på frihed, håbet om et sted, hvor racer ikke er definerende. Ikke nødvendigvis det konkrete Canada, men ideen om et samfund, hvor den sarte overfølsomhed har plads, hvor den er okay.
LÆS OGSÅ: Hans og Grete – drukner i slapstick, vold og sære påfund
De to kvinders skrøbelige historier fortælles naivistisk blidt i forestillingens barnlige univers af snoretræk og simuleret dukketeater i en kommode uden bagvæg. Canada er en lillebitte historie, der nogenlunde vellykket forbindes med de større perspektiver. Forestillingen skal dog mest opleves for sin helt særlige fortælleform, der giver det porøse den nødvendige kant af smerte i et billeddigtende univers, vi ikke møder så ofte.
Læs mere om forestillingen her
