“Der bliver skabt et hul i scenekunstnernes praksis og et brud på deres internationale momentum”, siger CPH STAGEs internationale programleder, Karen Toftegaard, om aflysningerne af sommerens teaterfestivaler. Men hvad er langtidskonsekvenserne af Corona for de turnerende teaterkompagnier?
Afblæsningen af dette års CPH STAGE, der netop er blevet meldt ud, føjer sig til rækken af festivalaflysninger. Den skotske festival Edinburgh Festival Fringe og Performing Arts-festivalen Danish+ er nogle af de steder, hvor danske scenekunstnere havde set frem til at vise de forestillinger, de har arbejdet på i måneds og – i nogle tilfælde – årevis.
Scenekunstfestivaler fungerer ofte som vindue for udenlandske forestillingsopkøbere og er et professionelt mødested, hvor samarbejder opstår på tværs af landegrænser. At de store internationale festivaler er blevet aflyst i kølvandet på Corona-lockdownet rammer derfor særligt de turnerende- og ofte uafhængige – scenekunstnere. Deres produktioner bliver nu ikke præsenteret for et publikum, og opkøberne må vælge forestillinger ud fra beskrivelser eller videoer.
Mange danske scenekunstnere sidder i disse dage slukørede tilbage med forestillinger, der for en tid må lægges i skuffen. Men hvad har festival-lockdownet af langtidskonsekvenser for det danske scenekunstmiljø – og kan der gøres noget for at kompensere for det kunstneriske og økonomiske tab, aflysningerne har medført?
“Omfanget af nedlukningen kom bag på os”
“Aflyst” – scroller man ned over det fysiske teaterkompagni DON GNU’s lange turnéliste for 2020, springer ordet én rødt i øjnene med det samme. Gruppen, som blev dannet i 2010, er et af Danmarks mest turnerende kompagnier og har rejst i lande som Sydkorea, Canada, Cuba samt store dele af Europa. Denne sommer skulle den have vist forestillinger på blandt andet Edinburgh Festival Fringe og Danish + – en international showcase-festival, der præsenterer dansk børne- og ungdomsteater. Men nu er kalenderen tom.
Malene C. Pedersen, DON GNU’S producent samt producent på Danish+ fortæller, at kompagniet står til at miste en tredjedel af deres indtægter på forårets og sommerens aflyste forestillinger. DON GNU er til alt held en af de scenekunstgrupper, som kan den få dækket sit tab af Kulturministeriets Corona-hjælpepakke. Alligevel har situationen ødelagt kompagniets forretningsmodel, og i stedet for det overskud, medlemmerne havde regnet med, går de i år i underskud og må – som så mange andre i denne tid – bruge af deres egenkapital. Det mersalg, som kan være en af gevinsterne ved at optræde på festivaler, går DON GNU i år glip af.
Men at DON GNU ikke kan komme ud og vise sine forestillinger, er ikke kun en fed streg i den økonomiske regning. Corona-krisens uforudsigelige karakter gør, at det er noget nær umuligt at lægge fremtidsplaner, og fordi kompagniet normalt turnéer så meget, er dets eksistentielle grundlag truet. Det harmonerer meget dårligt med den uafhængige scenekunstbranches ofte lange produktions- og planlægningstider, at man ikke ved, hvornår festivaler igen kan afvikles – for hvad skal man som teaterkompagni så arbejde hen imod?
“En masse teatre har knoklet for at lære deres forestillinger på engelsk, og nogle har siddet halvandet år for at forberede festivalen”, siger kunstnerisk leder for Danish +, Bodil Alling. Indtil for ganske nylig gik hun og det resterende hold bag festivalen og “trak den i ørerne” i håb om at undgå en aflysning. Men til sidst var de nødt til at se i øjnene, at festivalen måtte afblæses, fortæller hun.
“Den store ulykke er, at folk kommer fra hele verden, og det møde, hvor forskellige kulturer befinder sig i samme rum og taler om værkerne, er jo fantastisk og kan ikke erstattes. Derfor er det ret uoverskueligt, hvad man nu skal gøre”, siger Bodil Alling og hentyder til de mange teaterkompagnier, der lige nu står med forestillinger, de ikke kan præsentere.
Digitale former kan ikke erstatte live-oplevelsen
Bodil Allings indbakke er for tiden ved at svømme over med trailere fra fortvivlede scenekunstnere, som håber at kunne sælge deres forestilling til næste års Danish + som gæstespil. Selv arbejder hun og hendes kolleger på en digital formidling af det aflyste festivalprogram – “men jeg ved jo selv, hvor stor forskellen er på at se noget live og at få en digital trailer ind ad døren”, siger Bodil Alling. Selvom de er i dialog med blandt andre den aarhusianske teaterfestival ILT om et eventuelt digitalt samarbejde, er hun ikke fortrøstningsfuld: “Nogen rigtig god løsning på aflysningen findes ikke, mener Bodil Alling.
Streaming af forestillinger synes på nuværende tidspunkt at være det, de fleste overvældede scenekunstaktører tyr til som alternativ formidlingsmetode. Men selvom sådanne tiltag i nogen grad kan gøre op for det store tab, er Malene C. Pedersen enig i, at en digital version af festivalen, som plejer at summe af liv, ikke kommer tæt på at kompensere for live-oplevelsen.
“Alt går jo i stå, når vi ikke kan have de møder, der er så vigtigt for det internationale arbejde. Det er jo live-mødet, der er det vigtigste i vores branche. Derfor kan den digitale formidling på ingen måde kompensere for at se en forestilling i virkeligheden”, siger hun til Iscene.
Også Danmarks største scenekunstfestival CPH STAGE har måttet trække stikket som følge af Corona. Festivalens internationale program, der fungerer som et udstillingsvindue for mange danske scenekunstgrupper, og er en chance for dem for at få deres produktioner ud i verden til et større publikum, vil dog blive formidlet digitalt.
Karen Toftegaard, producent for CPH STAGEs internationale brancheprogram med kurateret showcase, pitches og netværk, siger:
”CPH STAGE festivalen er aflyst for publikum. Men det er vigtigt for festivalen at støtte op om kunstnernes arbejde – derfor arbejder vi nu på at transformere CPH STAGEs ”International Days” for en dansk og international branche til CPH STAGEs ”Virtual International Days”. Det gør vi med professionelle 2-kamera live-streaming af kuratede forestillinger og 10 minutters pitching af udvalgte forestillinger – med efterfølgende samtaler mellem professionelle. Det har været væsentligt at sikre at vi samtidigt er med til at give kompagnierne en synlighed på den internationale arena – her og nu samt i et længere perspektiv. Derfor bliver de digitale formater lavet så de kan eksistere i længere tid og kan bruges af kompagnier og teatre selv.
Samtidigt gennemfører vi online formater af diskussioner, 1-til-1 advisory sessions mellem danske og internationale scenekunstaktører samt korte, uformelle online networking sessions som f.eks. mindre dialog-lunch-grupper. Det gør vi i tæt dialog med de kunstnere, der er kurateret til CPH STAGEs Internationale dage, samt med vores internationale og danske samarbejdspartnere. Flere af kompagnierne har meldt, at de bruger live-streaming formatet til at vise en version af deres værk, der passer til lockdown-situationen – de viser deres kreative kapacitet ved at gentænke formater. Kernen i det hele er at støtte den danske scenekunst, der arbejder internationalt ved at pege på dem og ved at vedligeholde det store arbejde, vi har gjort de sidste 4 år med at udvikle CPH STAGEs Internationale Dage som en international brancheplatform.”
Selvom Karen Toftegaard ikke mener, at digitale formater kan afløse teatrets live-nærvær, oplever hun, at den nuværende situation har affødt en stor interesse og en anden villighed end normalt til at udforske alternative løsninger.
“Det er “second best”, og vi må prøve at gøre det så godt, vi kan, på de præmisser, der er. Men det er samtidig en mulighed for at gentænke måden, vi gør tingene på – bæredygtigt og kreativt”, siger hun til Iscene.
Følelsen af at gå en klasse om
Karen Toftegaard, som foruden sit arbejde for CPH STAGE, er direktør og kreativ producer for det internationalt arbejdende produktions- og agenturselskab Wildtopia, peger på det store tab, det er, at danske scenekunstgrupper nu ikke kommer til udlandet med deres produktioner. Særligt det kulturelle aspekt i de kontakter, kunstnerne skaber på internationale festivaler, er en uheldig konsekvens af Coronakrisen.
“I Danmark taler man aldrig om eksport af scenekunst – ligesom man fx gør i Canada og Norge. I stedet taler man om kulturudveksling. Hvis man skal se noget positivt i denne situation, kan det være, at vi bliver skubbet i retning af fx samarbejder med erhvervslivet og i at anerkende værdien af det kulturdiplomatiske arbejde, mange danske kunstnere gør, uden at det bliver set. Vi som aktører i branchen bliver lige nu tydeligere i at formulere disse aspekter og skabe alliancer. Det håber jeg kan række ind i fremtiden også efter krisen”, siger Karen Toftegaard.
Selv skulle hun have samarbejdet med DON GNU og andre danske kompagnier på verdens største performing arts-festival – Edinburgh Festival Fringe – som er særlig vigtig for den frie scenekunst. Det er her, man skal vise sin forestilling, hvis man gerne vil på international turné. Nu kommer den danske showcase #DANISH, som Wildtopia i samarbejde med Statens Kunstfond skulle have stået for på festivalen, ikke til at finde sted i dette år. Forhåbentligt kan det hele udskydes til næste år.
Hvad har det af langtidskonsekvenser for de frie scenekunstnere, at festivaler som Edinburgh Festival Fringe er aflyst?
“Hvis ikke produktioner kommer ud og bliver vist, kan det i værste fald betyde, at de dør, fordi det i mange tilfælde tager 1-3 år at få en turnéaftale på plads. Den langtidsinvestering, man har lavet, lønner sig ikke, og der bliver skabt et hul i ens praksis og et brud på scenekunstnernes internationale momentum. Der er blevet trykket på pause, og mange sidder med følelsen af, at selvom de har gjort det godt, bliver de nødt til at gå en klasse om”, siger Karen Toftegaard.
Selvom mange grupper har mulighed for at få statslig kompensation for deres tab med regeringens hjælpepakke, bør man være opmærksom på fortsat at holde hånden under de internationalt turnerende scenekunstnere i denne krisesituation, mener hun.
Til gengæld iagttager både hun og Bodil Alling en solidaritet i branchen, som er kendetegnet ved netop uafhængige teaterfolk. Et eksempel er, at Horsens Teater Festival har taget flere af blandt andet den aflyste April Festivals forestillinger under sine vinger. Hvor Horsens Teater Festivals program normalt byder på omkring 30 forestillinger, står den i år på intet mindre end 93. Selvom Bodil Allings teater Teatret Gruppe 38 fortsat modtager støtte og derfor ikke er så truet som aktører fra det uafhængige miljø, sætter hun pris på det sammenhold, hun oplever i branchen under krisen.
LÆS OGSÅ: Solidaritet: Horsens Teaterfestival inviterer Aprilfestivalens forestillinger med i årets program
“Vores branche er vant til at hjælpe hinanden. Vi ved, at vi er i samme ulykkelige båd, og vi har opbygget en solidaritet helt tilbage fra dengang, gruppeteatret blev født, fordi vi kender hinanden på kryds og tværs. Vi er meget tæt på hinanden og har en stor kærlighed til hinanden”, slutter hun samtalen med Iscene – “På et eller andet tidspunkt åbner festivalerne igen. Vi skal bare igennem det tab, vi står med efter at have knoklet med noget i så lang tid, der så forsvinder som en støvsky i vinden”.
Artiklen er udgivet i et mediesamarbejde med Udviklingsplatformen for Scenekunst med fuld redaktionel frihed for ISCENE.
