Populært lige nu

Årets ultimative højdepunkt i TeaterVejle

Det er tid for præsentation af sæsonprogrammer og i Vejle har teaterforeningen TeaterVejle i et par år satset stort på at sende deres trykte...

HamletScenen søger produktionsansvarlig

Ansøgningsfrist: 28. april 2024.
Annoncespot_imgspot_img

Det post-pandemiske teater – hvad gør vi nu? Og hvorfor spørges der, hvad vi skal med teater og ikke med fodbold?

Berigende og levende samtale-salon satte ord på scenekunsten i en omvæltningens tid. Her var ingen klynk, men to kunstnere der præsenterede en branche bevæbnet med livgivende skabertrang, frustration, frygt og mod til at tænke ud af boksen. Det skete alt sammen online, da Bikubenfonden inviterede instruktør Sargun Oshana og teaterdirektør Valborg Frøysnes til en samtale om teatret netop nu.

Interview-salonen mellem instruktør Sargun Oshana og teaterdirektør Valborg Frøysnes fra Kilden Teater i Kristiansand, skulle handle om Sarguns Oshanas arbejde med hans sceniske gendigtning af tegneserien Desertør på Republique. Men dagen før premieren blev Danmark lukket ned og med det, både forestillingen og salonen.  

Så hvad nu? Hvad skal der ske med scenekunsten og dens aktører, som har fået revet fundamentet fuldstændig væk under sig. Hvordan ser fremtiden ud?

Bikubenfonden, som er initiativtager til interview-salonen, fik de to kunstnere til at mødes online, flyttede fokus fra forestilling til nuet, og lod ordene fra Sargun Oshana og interviewer Valborg Frøysnes møde et lille inviteret online-publikum.

Fra Bikubenfondens online salon. Foto: Luna Stage

Sargun Oshana åbnede samtalen med at fortælle, hvordan han oplevede nyheden om et nedlukket Danmark:

”Det var fuldstændig surrealt. Vi stod med en færdig forestilling og var klar til premieren, da vi hørte beskeden. Folk stod bare og så ned i deres mobiler, nærmest som et symbolsk forvarsel om, hvad der ville komme.”

Nedlukningen ramte hele samfundet og dermed landets scenekunstlandskab. Og med det fulgte et væld af aflyste forestillinger, arbejdsløshed, en kæmpe usikkerhed for fremtiden og et spørgsmål om, hvad teatret skal stille op når fundamentet er trukket væk under det?

”Vi står i en splittet situation, som går flere veje” lyder det fra Sargun.

”Der er en kreativ og skabende tendens, som folder scenekunsten ud i form af podcast, monologer, walks etc.

Og så er der en retning, hvor vi må forholde os til den fysiske virkelighed, som indebærer en angst for at være tæt på hinanden. En frygt, der vil få indflydelse på det fysiske fællesskab og sociale rum som er omkring teatret.

Jeg er ikke så bekymret for kunsten, den skal nok overleve, for kunstnere bliver ved med at skabe og finde nye muligheder. Men de institutioner, som er afhængige af store grupper af tilskuere, dem er jeg bekymret for.

Hospitalerne bygger telte udenfor – vi skal finde ud af, hvad vi gør og hvordan vi overlever i bygningerne.”

Hvad der vil ske fremadrettet, er svært at spå om. Kulturministeriet fik efter en del nølen iværksat en række hjælpepakker, som sikrer scenekunsten økonomisk en tid. Men det er en stakket frist, ikke mindst set i lyset af Kåre Mølbaks, dystre fremtidsscenarier om ”social afstand i mindst et år.”  

Og selvom Sargun Oshana ser på scenekunsten med håb og troen på, at den finder nye måder at folde sig ud på, er der også bekymring ikke mindst omkring måden, som scenekunsten får plads i debatten på:

”Da landet lukkede ned, tog det lang tid at få kulturministeriet i tale, og endnu længere, før der kom nogle tiltag. Og undervejs blev det en trist debat om teater kontra respiratorer i stedet for at forstå teatret som et erhverv.”

Valborg bryder ind og siger: ”Ja og der er fx ingen som stiller spørgsmålstegn ved, hvorfor vi skal se fodbold? Hvorfor skal vi så have den snak om kunst?”

Sargun Oshana. Foto: Luna Stage

Sargun supplerer: ”Jeg får ofte spørgsmålet: Hvad skal jeg tage med mig hjem fra forestillingen? Det kan jeg ikke svare på. Jeg laver ikke et produkt, folk kan tage et resultat med hjem fra. Det er ikke en fodboldkamp som er vundet eller tabt. Vi mangler teatret som et åndeligt refleksionsrum over, hvad der skete, og hvem vi er nu.

På hospitalerne knokler de for, at vi overlever, men overlever for hvad?

Når noget så voldsomt rammer, må vi lave kunst om det for at kunne reflektere over det.”

Hvordan scenekunsten skal reflektere over Covid-19 er der allerede et par spæde bud på. Både Det Kongelige Teater og Republique var hurtigt ude og producerede de første bud i form af mindre digitale forestillinger. Og Oshana mener, vi vil se langt mere fremover, også på scenerne:

”Teatret vil følge op på Covid-19. Ikke kun politisk, men også én til én i forhold til, hvad det betød det for det enkelte individ. Hvad skete der fx i hjemmene rundt omkring. Det vi ser nu ude i virkeligheden, er en stigning af fx vold, alkoholmisbrug, ensomhed. Det er følger, der vil påvirke os som mennesker langt ind i fremtiden, men ikke kan forstås eller behandles som en graf i et skema eller i en statistik. Og det er her, teatret skal sætte ind.

Hvis vi ser på situationen i destilleret form, præsenteres der et ’inde’ og et ’uderum’, som vi må redefinere konsekvensen af. Hvis vi går ud nu, skal det planlægges. Vi tager potentielt en risiko for at blive smittet i mødet med andre.

Det betyder, at dét at gå ud og være tæt på hinanden vil blive redefineret og få nye former i fremtiden. Rummet er en stor del af teatrets kerne, så det er spændende, hvordan det bliver redefineret – også os mennesker imellem.

Hele situationen og det vi er i gang med at gennemleve vil påvirke mine egne stykker fremover – det er jeg slet ikke i tvivl om. Der vil komme langt mere digitalt teater, og jeg tror de kreative kræfter vil blomstre i de kommende år. ”

Lyder det fra Sargun Oshana, der, før vi slutter, spørger om vi kan tænde de slukkede kameraer på vores, tilhørernes, computere så vi kan se hinanden. Det er måske kun på en skærm, men pludseligt kunne man mærke savnet efter det fællesskab, som teatret giver, når vi sammen sidder og deler en oplevelse.

Seneste

Årets Reumert indfører kønsneutrale priser

Fra og med i år vil der ikke længere...

KLAP – teaterfestival for små og store i Esbjerg

Den første udgave af teaterfestivalen under navnet KLAP er...

Managing Discomfort – flot varieret festival over to måneder

Performancefestivalen med det foruroligende navn Managing Discomfort er netop...

Nyhedsbrev

Annonce

Udforsk videre

Årets Reumert indfører kønsneutrale priser

Fra og med i år vil der ikke længere...

KLAP – teaterfestival for små og store i Esbjerg

Den første udgave af teaterfestivalen under navnet KLAP er...

Managing Discomfort – flot varieret festival over to måneder

Performancefestivalen med det foruroligende navn Managing Discomfort er netop...

Lad sæson 25/26 blive en sæson med fokus på fairness for scenekunstnere

Produktionsselskabet prfrm opfordrer alle institutionsledere til at arbejde for,...

SWOP festival: Danseglæde og fællesskaber, som knytter bånd 

Hvilken rolle spiller dansen i vores liv, og hvordan...
Annonce
Rie Hammer
Rie Hammer
Rie Hammer, chefredaktør ISCENE. Tidligere ansvarshavende redaktør på teatermagasinet Teater1. Fra 2001-2006 anmelder og skribent på gratisavisen Urban og har sideløbende skrevet stykker for børn og unge. Rie Hammer er formand for Foreningen Danske Teaterjournalister, formand for Forenede Kritikere samt juryformand for Årets Reumert.
Annonce

Årets Reumert indfører kønsneutrale priser

Fra og med i år vil der ikke længere være priskategorier, som peger på køn i Årets Reumert-show. I stedet indføres to nye kategorier,...

KLAP – teaterfestival for små og store i Esbjerg

Den første udgave af teaterfestivalen under navnet KLAP er blevet afviklet i Esbjerg i løbet af den forgangne uge med masser af oplevelser for...

Managing Discomfort – flot varieret festival over to måneder

Performancefestivalen med det foruroligende navn Managing Discomfort er netop afsluttet efter lidt over to måneder med to forestillinger om ugen. Festivalen, der er arrangeret...