Alt for mange uger inde i Covid-19-tomgangen lyser et stjerneskud op. Endda et femfoldigt et af slagsen. Afgangseleverne fra Aarhus Teater spiller røven ud af skærmen i en rå og nøgen omgang med netop tomgangen. Med ensomheden og det akavede, som – tro det eller ej kære millennials – rækker langt ud over ungdommen selv.
Alt er umuligt byder velkommen i den digitale foyer, hvor man kan snuse rundt i minder, instrukser, chat og gæstebog, mens man måske tager imod opfordringen om at skåle i breezers og venter på, at forestillingen går i gang.
Foyeren mimer det fysiske teaterhus, ligesom selve forestillingens form mimer det liv, den dramatiserer. Her kan alt gå galt – og det er der en del, der gør – både intenderet i teksten, men måske mere væsentligt i små tekniske kiks, der blot understreger, hvor blæret setuppet er. Holdet har sat barren højt, og formår at brænde kropslig intimitet ud gennem skærmen. Jeg ler og lider med deres kamp med ensomheden, med identiteten, og jeg mærker den umiddelbare uskyld, der lyser gennem alle deres iscenesættelser. Det er ikke film, det er ikke SoMe, det er teater med alt det sanselige nærvær, kunstarten karakteriseres ved.
Hårde, våde tungeslaskere. Grim onani og smuk (men relativt dårlig rimet) poesi. Søgende øjne, afvisende hænder, selvforelskede positurer og dans, dans, dans.
Aarhus Teaters husdramatiker Nanna Cecilie Bang har skrevet den frenetisk fræsende tekst spækket med porøse glimt og ironiske besværgelser. Hendes umiskendelige, men nogle gange lidt ikke-fokuserede stil finder her både en væsentlig fortælling og fem fænomenale fortolkere.
Det er Lasse Steen Jensens karakter, der er i tvivl om, hvornår man tager sokkerne af i en pludselig opstået erotisk seance. Her kan man virkelig tale om at overtænke en situation. Det samme gælder Clara Josephine Manleys karakter, der er ”forelsket – altså uden kærlighedstingen”. Det er Magnus Juhl Andersens karakter, der harper afsted på sin selvdigtede serenade med de stygge versefødder, for han er jo ”din egen James Dean”. Det er Anne Laybourns karakter, der konstaterer, at det nok er et dårligt tegn, ”at ingen af os stønner højere end en villavej i Risskov”. Og det er Patrick Alexander Hansens desillusionerede karakter. Det er ”ikke nødvendigvis hans ting at gå ind af en dør”, og da de andre tager til fest, går han ud på en mark, skriver sig ud af historien – for at drømme, tænke eller dø. Vi ved det ikke, men det svider i hjertet.
For overalt er der følelserne. Fuck! Alt er lort. Alt er tomgang. Alt er rækken ud efter hinanden – uden at være sikker på, om man overhovedet vil hinanden. Det er ungdommens sårbare overmod, men også bare livet selv. Bangs tekst er mesterligt sat i scene af Tue Biering, der for snart en del sæsoner siden også stod bag den fremragende, publikumsinddragende kollektivforestilling Ungdom på Teater Republique. Alt er umuligt kan det samme på en helt anden måde, ikke mindst fordi Biering, Bang og holdet får kaldt den særlige sprødhed, der tilhører ungdommen, frem. Dynamikken mellem famlende naivitet og kynisk weltschmerz, der er evigt sand, svær og ny.
Men også formen er jo ny, og der knokles ude i de fem separate rum og i Aarhus byrum, der udgør scenografien. Vi har efterhånden set rigtig meget stream-teater, men i Aarhus er verden virkelig ny og ekvilibristisk. Samspillet fungerer over al forventning på tværs af ruderne, og teknikken bliver en medfortæller, der både rummer udsatheden alene, den medierede virkelighed og popkulturens soundtrack og attituder, der fortsat er en blandt mange identitetsmarkører, når et liv tager form.
(Psst, fortæl ikke de unge, at formningsarbejdet fortsætter. Det finder de jo tids nok ud af). Skriv hellere et stort tillykke i gæstebogen til de ambitiøse, nyklækkede skuespillere fra Aarhus, der modigt fortæller os noget gammelt på en ny måde. Det sker ikke hver gang, man går i teatret.
