Der er masser af substans i bustur-performancen Time Travel Tour, som giver stof til eftertanke med sine mange underholdende og satirisk skarpe refleksioner og optrin.
”Tidsrejsebureauet Time Travel tilbyder underholdende, levende og eksotiske tidsrejser”. Så lokkende er ordene, fra det fiktive tur-bureau – og det favner oplevelsen meget fint. For det er vitterligt både underholdende og lettere eksotisk at være en del af performancen Time Travel Tour.
Små tre timer tager tidsrejsen, og tiden flyver afsted på turen med alt, hvad den indebærer af sære skabninger, satiriske optrin, særlige steder og et nyt blik på byen.

Helt konkret er vi en gruppe på bustur, hvor myndighedernes retningslinjer til en tryg og sikker tidsrejse er overholdt til punkt og prikke, med den yderst begejstrede Tony som tourguide (Erik Pold), ekstra håndsprit, sikker afstand og afsprittede høretelefoner til alle.
Første stop er Rådhuspladsen i 2020, ”hvor vi i dagens anledning ikke behøver dykkerdragter efter oversvømmelserne, så vi kan stadig se Burger King-skiltet” lyder det entusiastiske fra Tony, der også får fat i en ’tidslokal” og spørger til hans blik på Corona-krisen. En mand der noget paradoksalt responderer, at ”det er gået fredeligt og godt, men også lidt hårdt for han ejer en restaurant, og det er svært uden folk og turister i byen”.
Næste stop er 2026, hvor en af-urbanisering har lagt byen øde, og vi med junglelyde og satirisk fuglefløjt i ørene, vandrer omkring i de mennesketomme haver bag Tivoli-Hotellet. Vi møder en telt-omsluttet finansmand (Daniel Norback), der i satirisk Monty Python-stil advarer os mod banken, mens han kæmper med sit telt og i en puppe-lignende tranformation ender som et rablende telt-monster.

Vi møder Mr. Pink (Tobias Eff Johannesen) med ditto pangfarvede rullekufferter, som sælger subliminal fjernhealing, sprayer med mantra og tager aurafotos, før han lænser vores kontoer. Vi kører mod ”vedtagelsen af verdenstraktaten”, møder på vejen en radikal økobevægelse, der synger og danser til planternes blade, mens de inviterer os til at dø, så naturen kan få plads til at leve, hører om den neoliberalistiske befrielseshær og lander i en cirkulær tidslomme, hvor bjældeklædte ’elverfolk’ lokker os med messende ord.

Dette er blot nogle af de stop, vi rammer og for pokker, der er meget at holde styr på. Ikke nok med, at der er knald på historien, når vi stiger af, så pumpes oplevelsen op inde i bussen med elektronisk musik og video-sekvenser, hvor billeder af oprør, naturkatastrofer og futuristiske kube-huse sætter et væld af tanker i gang. Mens en blid IRIS-stemme spørger ind til hvilken pris fællesskabet betalte og taler om total tankeovervågning.
Det er meget info, mange spor, der lægges ud, tanker og følelser, der sættes i sving uden de helt får samlet det igen.
De mange byrum er suverænt valgt og understøtter fortællingens optrin flot, så vi tilbydes et nyt blik på verden. Hvor er det fx skræmmende let at se de mennesketomme og hundedyre nybyggerier i Sydhavn som sjælsforladte landskaber, når de udgør en – alt for troværdig – kulisse til en af-urbaniserede fremtid. Det er desværre heller ikke svært at forestille sig både Rådhuspladsen og Hovedbanegården som undervandssteder, eller trække på smilebåndet af en fuldstændig fejlslagen have-arkitektonisk udmøntning bag Tivoli Hotellet.

Her er stof til eftertanke elementer med de mange klima-aktuelle skrækscenarier og dystopiske fremtidsbilleder.
Læs mere her