Orker vi virkelig endnu en teaterkoncert, spurgte ISCENEs anmelder, inden hun satte sig i plyssædet på Aarhus Teater. Teaterkoncert C.V. Jørgensen brillerer dog ved at satse på det enkle, og lade sangene tale deres eget sprog.
Hun kigger på os bag en gennemsigtig plastikrude, som hun holder i to hænder. Sif Vintersol sætter Teaterkoncert C.V. Jørgensen i gang med stroferne fra sangen Kort Proces og en hilsen til COVID-19, da hun afslutter med at hoste og slikke på glasset.
Den halvfyldte sal griner, nogle bag mundbind, for Aarhus Teater har anbefalet – ikke påbudt – at det bør være en del af premierebeklædningen denne aften i en by, som netop har konstateret landets højest smittetal.
Teaterkoncert C.V. Jørgensen er skabt af instruktør Nikolaj Cederholm med musikalsk arrangement af Kåre Bjerkø, og de er også folkene bag den allerførste teaterkoncert Gasolin på Østre Gasværk i 1994. Hvert år har man siden kunne finde nye teaterkoncerter med blandt andre TV2, Bob Dylan eller Beach Boys på plakaten, der alle har arbejdet videre med det populære koncept. Måske er det netop derfor, at denne anmelder på forhånd var lidt mæt (træt!) af genren, for hvad er det kunstneriske rationale i at blive ved og ved med at producere teaterkoncerter med nye kunstnere år efter år?
Det er dog svært at bevare sin skepsis, som vi bevæger os ind i den særdeles velkomponerede, velarrangerede og sammenspillede version på Aarhus Teater.
Mod nye højder i det enkle
Vi stater i et univers, der minder om en stilmæssig blanding af en 30’er natklub og en countrybar. Her får vi blandt andet sange som Det siger sig selv og Et ganske lille band. Gennem hele forestillingen er sangene fortolket i alt fra det jazzede og rockede til disco og techno, og de bliver præsenteret af et hold sangere og skuespillere, som alle formår at levere.
Alle numre er fortolket opfindsomt og nytænkende, og så tilgiver vi nemt, at vi ikke også får hans måske mest kendte nummer Costa del sol.
I anden del leger skuespillerne vellykket med tre store, bevægelige kasser, som de kan stå indeni og ovenpå. Jon Stephensens scenografi er måske minimalistisk af en teaterkoncert at være, men ikke desto mindre fungerer den ekstremt godt med enkle elementer og videoprojektioner på vægge og gulv. Særligt velfungerende er det, da lys og røg ligger sig på gulvet, så skuespillerne pludselig kan rejse sig op midt på scenen uden forvarsel eller forsvinde igen under det bølgende, røgfyldte lyshav, der udgør gulvet.
Et klassisk teaterkoncert-element, der er udviklet til perfektion ved andre lejligheder, er flyvende mennesker og store stofstykker i rummet. Mark Linn hæver sig da også i en kort stund fra gulvet under sangen Elisabeth, men det klæder forestillingen at få ham hurtigt ned igen og dermed ikke at gå efter de vilde wauw-øjeblikke. På den måde virker det også meget mere kraftfuld, når Nive Nielsen kravler op på én af kasserne og gennemborer os med et kraftfuldt blik, mens hun synger ud over salen tæt samlet med resten af teamet. Ensemble, scenografi og musik klæder hinanden på en vellykket og underspillet måde – så tilpas afslappet som man kun kan være, når man ved, at alt ser visuelt blæret ud.
Et stærkt hold
På scenen står både gamle og nye ansigter. Mark Linn synger som teaterkoncertens “grand old man”, så hårene rejser sig, mens sanger Tue West er trådt op på teaterscenen for første gang og gør det godt i blandt andet Vennerne og mig. Nive Nielsen, tidligere modtager af Kronprinseparrets Stjernedryspris, har en særlig karisma over sig, og hun synger blandt andet Det ganske lille band i en fin fortolket og jazzet udgave, der både har noget sødt og sårbart over sig.
Emil Prenter er ny i Aarhus Teaters ensemble, og det ligner et godt valg, som det bliver spændende at følge på teatret fremover.
Afsluttende skal det dog siges, at forestillingen hverken byder på en rød tråd eller en bestemt pointe, men det stærke er imidlertid at opleve, hvordan C.V. Jørgensens tekster kan tage os i mange retninger og peger på det almenmenneskelige og på hverdagens skygger. Herudover byder forestillingen, ud over aftenens første plexi-glas pointe, heller ikke ind med direkte kommentarer til landets nuværende og alvorlige situation. Af den grund kunne man måske fristes til at kalde Teaterkoncert C.V. Jørgensen for uaktuel, men det rigtige svar er nok nærmere eviggyldig.
Læs mere om forestillingen her
