Skatkammer er den helt rigtige titel. Her finder du nemlig alt, hvad hjertet kan begære – og lidt til. Det er oplevelsen, du ikke vil hjem fra. Og det hele er gennemsyret af den ganske særlige Carte Blanche-stemning, som ikke findes noget andet sted.
Det føles lidt som en drøm. Hvidklædte mennesker, aromatiske dufte, beroligende lyde, døde dyr på glas, sære fortællinger, smukke videoprojektioner og gåture med lukkede øjne. Her er blid musik, smilende mennesker og stemningsfyldte oplevelser i mørke. Skatkammer er Carte Blanches afskedsforestilling som egnsteater i Viborg. Men “måske er slutningen bare en ny begyndelse”, som teaterleder Sara Topsøe-Jensen meget passende konstaterer, da hun afrunder en kort fortælling om livet og døden i teatersalen.
Hundredevis af indtryk
Skatkammer er sammensat af elementer og rekvisitter fra Carte Blanches tidligere forestillinger og installationer. Det er en totalinstallation skabt til at fascinere og fænge såvel børn som voksne. I ‘Pulterkammeret’, der er placeret i en murstensbygning skråt overfor teatret, er der hundrede og atter hundrede af små ting, hvorpå øjnene kan vandre: En flad frø under en glaskuppel, en bøtte med mælketænder, små glas med korn i, samlinger af hvide porcelænsfigurer, gamle kufferter, kagedåser og lamper. Der er et gammeldags dukketeater med små, todimensionelle papirfigurer, en livagtig, dansende dukkedreng og en flaksende papirsommerfugl, der leger tagfat blandt et helt bibliotek af origamifoldede bøger.
Fra publikum er blevet budt velkomne, står det alle frit for at bevæge sig omkring og se på de mange elementer, som Skatkammer er bygget op om. Skatkammer er ikke en teaterforestilling i traditionel forstand. Der er ingen scene, og der er ingen begyndelse eller slutning. Skuespiller Connie Tronbjerg er aftenens vært. Hun defilerer omkring på plænen foran teaterbygningen mellem lette, hvide spidstelte og en hel skov af knæhøje, hvide papirslamper, der har form som alt fra kupler til juletræer. Tronbjerg, der som stort set alle de øvrige skuespillere og performere er klædt i hvidt fra top til tå, bærer på et menukort. Publikum kan derfor til enhver tid orientere sig hos hende, hvis de kommer i tvivl om, hvad de har set – og ikke mindst, hvad de mangler at se. Og det er faktisk svært at bevare overblikket. Især når man, som jeg, så nødig vil gå glip af noget.
Sammen med den fransktalende gartner sniger jeg mig rundt langs bygningernes skygger – på vagt over for politiet i vores lyssky forehavende. Jeg forstår ikke et ord fransk, men alligevel er jeg ikke i tvivl om den historie, der fortælles. Gartneren rækker mig en lille teske. Jeg graver et hul i plænen, lægger mit særligt udvalgte frø ned i jorden, dækker det til, vander og placerer et lille bitte flag med mit navn ovenpå.
Der er så mange historier gemt i disse enkle handlinger, hvis bare fantasien får frit løb. Der er ingen tvivl om, at oplevelsen i Skatkammer bliver størst, hvis man giver sig hen, åbner sindet og går ind i alle fortællingerne med et barnligt mindset. Det handler om at lege, om at kunne forestille sig, og om at tro på historier.
Tiden står stille og flyver forbi
En tur i Skatkammer slutter først, når man selv vil. Med mindre man – som jeg – bliver hængende så længe, at det hele til sidst lukker ned, og Connie Tronbjerg siger tak for i aften. Jeg havde regnet med at tilbringe halvanden time – måske to – hos Carte Blanche i Viborg denne torsdag aften. Men da mørket falder på og de spredte, hvide papirslamper sammen med bålet lyser græsplænen foran teaterbygningen op, er jeg på ingen måde klar til at tage hjem. Tre timer er fløjet forbi, som var tiden gået i stå – og det føltes ikke som et minut for meget.
Skatkammer er som en pose blandede bolsjer. Nogle smager syrligt, andre stærkt. Nogle er milde og søde, mens andre igen har en udefinerbar men ikke ubehagelig smag. Der er ikke to bolsjer, som smager ens. Og selvom det måske næsten bliver for meget af det gode, og mit sanseapparat er på overarbejde, så er det umuligt at vælge blot et enkelt bolsje fra posen, som jeg ville have været foruden.
Flere og flere teatre skaber sig en særlig niche. Teatret ved Sorte Hest arbejder konstant på at perfektionere de absurde dramaer. BaggårdTeatret viser ny dramatik om kendte mennesker fra lokalområdet ved Svendborg. Og på Carte Blanche skaber de eventyrlige totaloplevelser, der sender publikum ud på rejser uden destination, hvor selve rejsen er formålet. Vi kan kun håbe, at teatret også fremover vil berige os med deres installationer, selvom de ikke længere ønsker at være egnsteater i Viborg.
Læs mere om Skatkammer her.
