Del

Faust
19. sep - 28. okt
Teater Republique

”Når jeg først kommer ind, er jeg svær at få ud”, siger Mefistoles i Faust. Netop sådan har jeg det med Staffan Valdemar Holms helstøbte, sansestærke og højaktuelle udgave af pagten med Djævelen. Den vil rumstere som gåsehud og mavepuster et stykke tid. 

Suget ind i den store, sorte tomhed med helvedes latter som svovlende efterlyd i øregangen sidder vi bange tilbage i mørket. Tavse, til lyset nådigt går op, og vi atter blot er et teaterpublikum. 

Visionær iscenesættelse

Goethes Faust er et læsedrama, og jo egentlig ikke særlig velegnet til opførelse med sine lange og ganske indholdstunge replikker. Ikke desto mindre bliver teksten fortsat opført, og i Staffan Valdemar Holms visionære hænder får ordene tilført en sanselighed, der giver en forunderlig balance mellem tekstens djævelske intellektuelle dybde og urfølelser af lyst, skræk og raseri. 

faust teater république
Faust, Teater Republique. Foto Karoline Lieberkind.

Først er mørket, før englene Gabriel og Rafael maler verden frem. Stadig mørk, men nu med et vandrende lys, der finder Faust. Længe ligger hans ansigt i skygge, mens han resigneret konstaterer, at han trods sin store videbegærlighed ”kun ved, at vi intet kan vide”. Han vil vide alt, han vil leve fuldt ud, og han tøver ikke længe, da Mefistoles tilbyder at give ham dette liv, hvis Faust omvendt vil tjene ham efter døden. Mefistoles har sin egen agenda. Han vil vinde Fausts sjæl for mørket, men da vi på Republique kun ser første del af dramaet, får vi ikke det endelig svar på den handel. 

Olaf Johannessens Faust er pinsomt forvredet, ansigtet hærget og stemmen livstræt på vagt. Søren Sætter-Lassen entrer scenen som den diabolske puddel, han snuser sig ind på Faust, vugger ham i favnen og gør alskens kunstner, til Faust forført besegler deres pagt med blod. Forventningen til dette skuespillerpar er høj, og de indfrier den med næsten nonchalant elegance uden et øjeblik at miste den farlighed, der bærer hele præmissen. De dødsdanser om hinanden som de sammenfiltrede dele af en sjæl, de også er. 

faust teater république
Faust, Teater Republique. Foto Karoline Lieberkind.

Joen Højerslev og Anne Sofie Wanstrup huserer inciterende omkring dem, snart kyske, salvelsesfulde engle, snart smiskende hekse – lige dele inspireret af Tolkiens Gollum og Lindgrens rumpenisser. Snart voldsomt liderlig nabokone, snart lige så voldsomt moralsk storebror til lille Gretchen. De binder universet sammen med magiske elementer og samfundskrav – og de maler mesterligt præcist med den store pensel, hvad enten de savler orgastisk, smeder rænker eller kaster torden og lynild omkring sig. 

Pinefuldt grænseoverskridende

Siw Ulrikke Maibom er lille Gretchen, som Faust driver i ulykke, da han forsøger at fylde hullet i sin sjæl med sin pædofile trang til hendes ungdom, hendes kærlighed. Hun er virkelig lille af statur, hvilket gør det endog mere grænseoverskridende at se Faust kurtisere og voldtage hende. Måske foregår voldtægten kun i mit hoved, for Holm giver ikke lette svar her, men trækker pinen ud og lader den blive tvetydig. Det er kvalmende og leder til tragedie, men Holm lader modigt mellemtonerne spille med. 

faust teater république
Faust, Teater Republique. Foto Karoline Lieberkind.

Bente Lykke Møllers scenografi er enkel, mørk og virkningsfuld. Store sorte kasser. Små mennesker i det sorte univers. To gange lyser filmklip ekspressivt op i baggrunden, mens lyssætningen bliver en medspiller i egen ret. Lys og mørke, glimt og tomhed. Det kunne være blevet bastant, men det er legende magisk. Lydsiden er et kapitel for sig i et mix af djævelsk latter, dødsmetal, himmeltoner og en næsten uendelig sekvens af pophits, som Faust danser livets dans til – charmerende, æggende, energifyldt, men også garneret med gentagelsens tomhed – og bliver dermed det visuelle billede af livets meningsløshed, at svaret på hans higen efter alt altid vil ende i tomgang. ”Du er den, du er”, som Mefistoles lakonisk konstaterer. 

Det er tydeligvis klassikersæson – Shakespeare, Ibsen og nu Goethe. Faust føjer sig til rækken af moderne og fascinerende fortolkninger, og bider med et helstøbt univers og urimeligt gode skuespilpræstationer over hele linjen Goethes universalgyldige tekst lige i struben, rusker den og smider en højaktuel og skrækindjagende forestilling lige i  ansigtet på os. 

Læs mere om forestillingen her.

Bearbejdelse: Jon Fosse efter Johan Wolfgang von Goethe
Iscenesættelse og yderligere bearbejdelse: Staffan Valdemar Holm
Oversættelse: Karen-Maria Bille med uddrag af Jon Høyer
Scenograf og kostumedesigner: Bente Lykke Møller
Lysdesign: Clement Irbil
Tonemester: Anders Munch Amdisen
Medvirkende: Olaf Johannessen, Søren Sætter-Lassen, Anne Sofie Wanstrup, Siw Ulrikke Maibom, Joen Højerslev

Spiller 19. september - 28. oktober 2020 på Teater Republique.

Se forestillingens trailer her.