Der er intet nyt fra festudvalget, konstaterer livstidsgæsterne jævnligt. Der er desværre heller ikke så meget nyt i husdramatiker Line Knutzons sprogfinurlige bagatelberetning fra de indre landskaber.
Jeg lo en del af Livstidsgæsterne, som fungerer fint som komedie i Elisa Kragerups rytmiske iscenesættelse. Samtidig følte jeg mig også katapulteret tilbage til 90’erne, hvor Betty Nansen Teatrets husdramatiker Line Knutzon satte sit mærke i dansk dramatik med sine sprogfabulerende universer. Universer, der på en ny-absurd måde stillede spørgsmålstegn ved samfund, tilværelse, eksistens.
Det var sjovt, provokerende, øjenåbnende dengang. Nu er det stadig sjovt, men også ret forudsigeligt. Vi er alle ganske kiksede, når man tipper lidt på låget. Ligeså er den moderne verdens krav og teknologi voldsom at navigere i, og tilmed er vi uddannede og får aldrig lige læst de der Nobelpris-romaner, fordi ”vi hellere vil se en film om en lille hund”. Plausible diagnoser, men ikke specielt originale flere årtier efter 90’er-ironi, standup og reality på samlebånd, og influencers, der excellerer i at krænge vrangen ud.
Velspillede sjettedels-karakterer
Line Knutzons pen har sit helt eget sproglige twist & shout, hvor bogstavelighed blandes op med livsstilskritik og almindelig eksistentiel grundangst. Vel er det da morsomt, når der går hul på 7 års ophobning i en uåbnet e-boks. Det er også sjovt – men letkøbt – når sovs bliver til sövs i tidens gastro-kælne jagt på sproglig unik nordiskhed. Det er foruroligende, når man pludselig har langt skæg med mad i, fordi to år er forsvundet uden andet spor, og det er angstfyldt, når en klovn fra Ungarn danser i randen af ens bevidsthed.
Men der er altså også noget retro-træthed over alle finurlighederne, hvor man alt for ofte kan forudsige næste replik fra det jeg, der på scenen er spaltet i seks separate personer. De skal altså forestille forskellige dele af én karakter – personificeret som alle de stemmer, man kan høre i sit hoved, og som bestemt ikke altid er enige. De seks spiller heldigvis overmåde godt og overkommer derfor også den ligeledes indbyggede forudsigelighed i deres sjettedels-karakterer.
Xenia Noetzelmann er småparanoid og holder firkantet og stram kortene tæt til kroppen. Hun repræsenterer ønsket om dannelse, men hendes anpriste roman dysser alle i søvn. Ena Spottag er voldsparat fra henkastede kickspark til det hyppigt fremhvæsede ”offer, offer, offer”, der som regel er møntet på Tryggvi Sæberg Björnssons utrygt-adrætte karakter, der mest af alt ønsker sig et bidet. Så lille en drøm lader Maria Rossings pænt aggressive karakter sig ikke nøje med, hun tæsker i stedet de andre mentalt med deres manglende evne til at komme ind på boligmarkedet. Elliott Crosset Hove ser ukueligt optimistisk på sagerne, kommer ofte til kort – og kommer igen.
Niels Ellegaard er kostelig i en variant på fredsmægleren, som han også brillerede med i de håndværkerpassager i En skærsommernatsdrøm fra sidste sæson, som Line Knutzon havde gendigtet til nutidslingo om krænkelsesparathed og andre taknemmelige tvetydigheder. Passagerne fungerede fremragende som kommentarer/korrektiver til den overordnede historie, men sprogfinurligheden skulle heller ikke som her trække hele læsset.
Der er masser af sjove scener og replikker i Livstidsgæsterne, der flyver over scenen med et stærkt samspillende ensemble, men som sagt er der – som fra festudvalget – ikke meget nyt under solen, men mest høj musik og blinkende lygter. Det er måske også alt nok for en komedie, selv savnede jeg en nødvendighed for at genetablere sproguniverser, vi allerede har smagt på og trukket den nærende marv ud af – med eller uden sövs.
Læs mere om forestillingen her.
Læs interviewet fra 2018 med instruktør og teaterchef Elisa Kragerup her.
