Frida Kahlo har fået en enorm renæssance som symbol på kampen for kvinders rettigheder. Derfor virker Amira Jasmina Jensens monolog om den mexicanske kvinde også helt aktuel.
Der er mange måder at gribe opgaven an, hvis man vil fortælle et menneskes livshistorie. Skuespiller Amira Jasmina Jensen, der også står bag forestillingens idé og tekst, står alene på scenen i Viva la Frida. Hun fortæller historien om Frida Kahlos liv set fra søsteren Cristinas vinkel. Startende med Cristinas tale til Fridas begravelse. “Hun havde selv valgt den åbne kiste,” konstaterer hun – som en understregning af, at hendes afdøde søster ikke overlod noget til tilfældighederne.
Minder fra et liv
Viva la Frida er en fin, lille forestilling i bogstaveligste forstand. Den varer kun 50 minutters tid, og der er noget virkelig enkelt over Signe Hørmann Sørensens instruktion, som lader kvinden på scenen – og hendes beretning – få fuldt fokus.
Amira Jasmina Jensen er overbevisende som Cristina, der til trods for visse fysiske ligheder med Frida Kahlo, som hun står der på scenen i sin farvestrålende, blomstrede bluse og det sorte, opsatte hår, alligevel er helt væsensforskellig. I hvert fald hvis man skal tro hendes beretning.
Udgangspunktet for fortællingen er Frida Kahlos begravelse. Men fortællingen dvæler kun kort ved hendes død og drager hurtigt tilbage i tiden. Cristina deler minder fra de to søstres barndom i det blå hus – La Casa Azul. Hun husker, hvorledes hun altid skulle pleje og tage sig af sin syge søster. Forældrenes ord “vi må passe på Frida” ekkoer i hendes hoved. Men også gode minder om nærvær og ubrydelige søskendebånd dukker op.
Stærke kvinder
Amira Jasmina Jensen giver indtryk af en stærk kvinde. Ikke kun Frida Kahlo, der havde en stærk vilje, men så afgjort også søsteren Cristina, der gennem livet har måttet mønstre både fysisk og psykisk styrke for at kunne klare alt for sin søster. For ikke at tale om søsterens mand, “den tykke maler” Diego Riviera. Men trods alt styrken viser hun også følelser og svage øjeblikke, der indimellem bliver næsten rørende.
Med Viva la Frida tegnes et portræt af en bemærkelsesværdig kvinde. En karismatisk, kunstnerisk kvinde. Men også en selvcentreret, kærlighedsslugende, opmærksomhedshungrende kvinde, der æder sin søsters liv op uden det mindste gran af taknemmelighed.
Frida Kahlo er for mange et feministisk ikon. Denne status anfægtes ikke i forestillingen, som alligevel formår at skabe en lidt mere nuanceret fortælling om en kvinde, der måske nok var stærk, men på bekostning af andre. For det er jo altid sådan, at når man vælger én fortællervinkel, fravælges en anden. Havde Amira Jasmina Jensen valgt rollen som Frida Kahlo ville billedet nok have set anderledes – og måske mere glansbillede-agtigt – ud.
Viva la Frida er en veldrejet monolog. Den er let og fin i sit udtryk, og byder på både store, eksplosive følelser og små, intime øjeblikke. Alt sammen skabt af en enkelt kvinde med en god idé.
Læs mere om forestillingen her.
