Copenhagen Contemporary fejrer 10 års fødselsdag med festivalen CC10 23. – 25. januar. En lang række internationale værker inviterer til nærvær, samvær, deltagelse og samtale i de store haller på Refshaleøen. Helt centralt står en koncert med Pussy Riot og en talk mellem gruppens stiftende medlem, Nadya Tolokonnikova, Margrethe Vestager og CC’s direktør, Marie Laurberg. ISCENE reporterer fra samtalen.
Vi ved det godt. Kunsten og virkeligheden er tæt koblet sammen. Vi kan opleve, at en kunstner foregriber hændelser i virkeligheden, eller som Oscar Wilde sagde, at “Livet imiterer kunsten mere end kunsten imiterer livet.” Kunst skaber virkelige fællesskaber, og gennem kunsten kan vi bearbejde virkeligheden. Hvis virkeligheden er misbrug af magt og undertrykkelse af et folk, kan kunsten være et talerør for solidaritet.
For Nadya Tolokonnikova, som er opvokset i Rusland, er alt på spil. I sin nyeste bog The Police State, siger hun: “Frihed er for mig modet til at holde fast i idealer og drømme i en verden, der har forladt dem begge. I et Hunger Games-samfund er vi stædige nok til at starte en ny religion gennem kunsten – en punk-tro, der giver magt til de magtesløse og modsætter sig forvandlingen af vores verden til en global politistat.”
Punket rock som rettighedskamp
Koncerten fra aftenen før hænger stadig i ørene. På et højt stativ i Hal 6 stod, sad, lå og dansede Nadya Tolokonnikova og skreg sine punkede rocksange ud foran videoer og billeder indhyllet i haze og lys i orange, pink og blå. Og hvem har ikke noget at skrige over i denne tid?
Publikum var i alle aldre undtagen de helt unge, men der er ingen tvivl om, at Pussy Riot er et navn, der trækker fulde huse. Nadya Tolokonnikova har ikke selv behov for, at det er hendes person, der skal være centrum. Det meste af tiden ser vi blot en lille skygge af hende foran det, hun kæmper for. Folket og deres rettigheder med billeder, der viser undertrykkelsen, kampene og håbet.
Musikken flænser os med sin punkede insisteren på at skrige budskaberne ud
Musikken flænser os med sin punkede insisteren på at skrige budskaberne ud. Flere har købt de ikoniske elefanthuer (balaclavas) i skarpe farver, der hører til den visuelle stil. Bandets systemkritik er ikke mindst målrettet kvindekamp, LGBT rettigheder, anti-putinisme og modstand mod krig.
Ofrer sin frihed med kunst
Hvad har en tidligere dansk politiker og en punkbandaktivist med hinanden at gøre, kan man spørge sig selv? Både Nadya Tolokonnikova og Margrethe Vestager er vokset op som superstudenter, der fik topkarakterer og fulgte alle regler. Nadia ville være journalist, men kom frem til, at når ytringsfrihed ikke er en ting i Rusland, tilbyder kunst en stemme, der når længere ud.
Det er ikke ufarligt. Den 21. februar 2012 marcherede Pussy Riot ind i Frelserkirken i Moskva iført deres balaclavahuer, strømpebukser og korte, farvestrålende kjoler for at demonstrere mod den russisk ortodokse kirke og dens bånd til Putin. “Kirken skulle ikke betale skat, solgte cigaretter og sprut i al sit hykleri,” siger Nadya.
Jeg endte i fængsel, før min mor troede på mig
De gjorde Jomfru Maria til feminist med punkbønnen “Mother of God, Drive Putin Away. Videoen af deres 40 minutter lange performance, før vagterne brutalt fjernede dem, gik viralt på Facebook og Youtube. Tre af gruppen på fire blev ulovligt dømt til fængsel i tre år for hooliganism – uagtet at de var fredelige, ubevæbnede borgere.
“Jeg endte i fængsel, før min mor troede på mig, og jeg vil ofre min frihed for de her emner,” siger Nadya. Hun føler imidlertid ikke, at hun er lykkedes. “Jeg er ofte mislykkedes med at forebygge katastrofer, fx krigen i Ukraine, men på et andet niveau har jeg haft kreative møder med homoseksuelle drenge, der kommer ud af skabet på grund af Pussy Riot. Kunst kan skabe forandring ved at forstørre emnerne. Jeg elsker sandheden, også selvom det er svært at forandre noget i en verden fyldt med uhyrer.”
Fra topstudent til kunstaktivist
Nadya Tolokonnikovas kunstneriske aktioner finder typisk sted i offentlige bygninger, på gaden, i kirker og andre steder, hvor hun kan eksponere det undertrykkende system. Adspurgt om hun føler sig mest bange eller styrket, svarer hun: “En ting er at sidde trygt med sin kunst i et kunststudie, men følelsen af et have 10 politibiler efter dig gennem gaderne, er noget helt andet.”
Hun kan godt selv se det ironiske i, at hun er gået fra at være en topstudent med guldmedalje, der fulgte alle regler til at storme bygninger og foretage politiske aktioner med politiet i hælene. “Jeg rejste fra alting -også mit filosofistudie, da Putin kom til magten for tredje gang. Jeg vidste, mit liv skulle i en anden retning.”
Hun har også en idé om, hvornår magt bliver problematisk
Margrethe Vestager har selv besiddet magtfulde stillinger og på forskellig vis oplevet, at hendes stemme gjorde en forskel. Hun lærte af sine forældre, hvordan deres stemme ofte ændrede folks liv til det bedre i et land med ytringsfrihed, men hun har også en idé om, hvornår magt bliver problematisk:
“Når en politiker skaber hele sin persona omkring magten fremfor at forstå, at den kun er til låns til at udføre en opgave, så bliver det farligt. Hvis man går ud fra, at man har fået magten, fordi man er en fantastisk person, så bliver der også taget et stykke af dig, når den forsvinder. Dit handlerum bliver meget lille.”
Livet imiterer kunsten
Nadya Tolokonnikova har lige udgivet bogen Police State. Den dokumenterer hendes værk af samme navn under en 10 dage lang performanceinstallation på Museum of Contemporary Art (MOCA) i Los Angeles i sommeren 2025. Værket er en imitation af hendes fængselscelle i Rusland, der – udover hende selv indespærret i en kasse – også indeholdt lyde fra fængslet og tegninger af nuværende politiske fanger.
Punk-præget kollision mellem virkelighed og kunst, hvor det ikke er klart, hvilken af dem der spiller rollen som molotovcocktail
Udstillingsperioden faldt tilfældigvis sammen med ICE interventionerne og de deraf afledte massive demonstrationer. I bogen skriver forfatteren, Jori Finkel, der dækkede værket for New York Times: “Det var en yderst ustabil, måske farlig, punk-præget kollision mellem virkelighed og kunst, hvor det ikke er klart, hvilken af dem der spiller rollen som molotovcocktail.”
Museet holdt lukket en uge af sikkerhedsmæssige årsager, men med sin mands hjælp, lykkedes det Nadya, der forblev i kassen, at indhente lydene fra demonstrationerne – og dermed trække paralleller mellem russisk og amerikansk politik. “Ved at skabe et kunstværk, der direkte og aggressivt konfronterer virkeligheden af statslige magtmisbrug, forstår hun skellet mellem kunst og liv som dybt porøst, eksplosivt og uforudsigeligt,” afslutter Jori Finkel.
Uretfærdighed skaber splid
Margrethe Vestager kommenterer på den aktuelle situation i USA: “Situationen med Trumps priser og tarifer, der vanskeliggør levevilkår for utallige amerikanere – det er ikke handel, men trusler. Det kan man ikke lave kompromiser omkring – det han vil have, kan han ikke få (…). Uretfærdighed sætter folk op mod hinanden. Hvis den store mand ikke har indskrænkede beføjelser, har den lille mand ikke en chance.”
Hvis den store mand ikke har indskrænkede beføjelser, har den lille mand ikke en chance
Margrethe Vestager mener, Nadya med sin kunst har vist, at modstand er mulig. Også mod det digitale diktatur, der breder sig. “Vi skal styrke vores egen lovgivning, finde digitale EU-alternativer og sørge for at have liv, der ikke er digitalt afhængigt – have et liv.”
Nadya er selv kendt for ikke at ville give gode råd, da hun ikke mener, hun selv er lykkedes, og siger: “Jeg vil gerne se en verden, der kan ændres og formes af gode fællesskaber. Jeg håber andre vil være i stand til at gøre det bedre.”
Solidaritet gennem kunst
Koncerten aftenen før talken sluttede af med teksten “GREENLAND IS NOT FOR SALE.” Samme budskab står på den T-shirt, Nadya har på under interviewet. Ikke en kunstnerisk ytring uden et politisk manifest. Hendes hjerte rummer med al tydelighed mere end kampen mod Putin, og hun kæmper videre for alle, der har mistet deres moderland til autoriteter – eller er ved at miste det.
Det haster at aflære lydighed. Det haster at lære om solidaritet
Som hun siger i bogen Police State: “Vi bor i et accelererende kollaps. Klimasammenbrud, autoritarisme – det er ikke teorier længere. De strukturer, som skulle have til formål at beskytte os, er ved at blive rovdyragtige. Det haster at aflære lydighed. Det haster at lære om solidaritet.” Og kunsten spiller en afgørende rolle – uanset prisen – det ser jeg i dybet af hendes mørke blik, da hun overrækker mig bogen.
