Del

Er der plads til mig?
6. - 19. nov
Folketeatret

Er der plads til mig?, der energisk og originalt udfordrer vores opfattelse af den tykke krop (og den der er indeni den), er et fint første udspil på Folketeatrets nye scene for og til unge, Under huden.

Kroppen fylder meget på scenen i dette efterår, nogle gange som køn, andre gange som sig selv. Performancekollektivet Ruby Gamache lagde et tårnhøjt niveau for temaet tyk i starten af sæsonen med Tyk. Helt der er vi ikke med Er der plads til mig?, men forestillingen, der er en del af Folketeatrets nye intimscene for unge, har andre kvaliteter. 

Bogstaveligt og i overført betydning

Lise Pleidrup har skrevet og står selv på scenen. Titlen kan forstås helt bogstaveligt, for der er faktisk ikke plads til Lises tykke krop i stolene i Cinemaxx, men den kan selvfølgelig også forstås i overført betydning – for har vi plads til mennesker med tykke kroppe, ja har vi overhovedet plads til ordet tyk? Eller vil vi hellere bruge de tre eufemismekategorier overvægtig/frodig/stor og varianter af disse? 

Er der plads til mig? Folketeatret
Er der plads til mig?, Folketeatret. Foto: Marcus Uhre

Lise er tyk, og det prøver hun at på forskellig vis at komme overens med i den korte, men ganske intense forestilling, der hastigt veksler mellem barndomserindringer, nu-oplevelser, publikumshenvendelser og nogle underskønne telefonsamtaler med Samfundet. Samfundet har oftest telefonsvareren på, og mener i øvrigt heller ikke, det er ekskluderende over for tykke mennesker. Samfundets bedste bud til Lise er dog en fedmeoperation, så hun må konkludere, at det ligesom folk flest kun ser hende som fed, ikke som ”en pissegod ven eller en vildt god danser”. 

Flot finale

Lise er en vildt god danser, det får vi at se i den fejende slutning, der mere end mange ord understreger hendes bærende pointe: at hun ikke defineres af sin krops omfang alene, men selvfølgelig indeholder et hav af egenskaber, gode som dårlige, ligesom folk med lavere BMI. Det er en flot finale, der sammen med de desværre få øjeblikke af lavmælt tone og langsomt tempo for alvor punkterer en anden gammel traver, nemlig at tykke mennesker er sjove, for det er den eneste måde, de kan få opmærksomhed på. 

Selvom Lise virkelig er sjov, når hun fortæller om mormor, der skiftevis stopfodrer hende og lover 100 kr. for hvert tabt kilo, eller når hun går på pizzaraid, eller når hun giver Samfundet tørt på, så er hun jo også en masse andet. Hun er provokerende, når hun spørger en tilskuer, om hun synes, hun selv har tykke lår, og derefter følger op med, hvor retarderet hun selv føler sig, når hun sidder der med tre gange så tykke lår. Hun udfordrer os, når hun orgastisk guffer Kinder mælkesnitte eller som en hund snuser gemt slik op. Hun er hjerteskærende, når hun synger vuggesang for sin mave eller skælder den huden fuld, som var den et selvstændigt væsen. Hun er rystende præcis, når hun fortæller, om sin egen tykofobi. Så stærk er udgrænsningen, at hun også selv opfatter andre tykke som mindre kløgtige end gennemsnittet. Det er måske forestillingens vigtigste pointe, da den sætter pegefingeren lige der, hvor det gør ondt midt i samtidens diskursive udgrænsning af alt uden for det mere og mere snævre normalfelt. 

Er der plads til mig? Folketeatret
Er der plads til mig?, Folketeatret. Foto: Marcus Uhre

Kroppen er ikke alt

Men fremfor alt bruger hun sin krop direkte på en måde, der ligesom hendes afsluttende dans, sætter hele tematikken originalt i relief. Det gælder både, når hendes strip afsluttes med, at hun angriber sin mave med en saks, og når hun trommer på sin mave, til den lyser rødt. Det er sejt tænkt, og konsekvent udført. De scener får – som de tyste – mig til at mærke ikke bare smerte, men også respekt for og kærlighed til den krop, man nu har – og som aldrig kan være alt, man er. 

Her adskiller Er der plads til mig? sig også fra en del andre identitetsideologier, der definerer sig snævert ud fra køn, race, tro eller krop. Lise er vred, Lise er tyk, men hele pointen er jo, at hun også er en hel masse andet. Det får vi at vide med mestendels store bogstaver – og måske er det nødvendigt at tale så højt til alle os, der ikke er tykke, hvis vi skal vågne op og stoppe tykofobien, som Lises afsluttende replik lyder?   

Læs mere her.

Dramatiker: Lise Pleidrup
Instruktion: Heidi Duus
Dramaturg: Laura Hogriffe
Medvirkende: Lise Pleidrup
Forestillingen er skabt i samarbejde med PT teater

Spiller 6. - 19. november 2020 på Kvisten, Folketeatret